De politiske rammer for de danske universiteters teknologioverførselsindsats har været baseret på urealistiske forventninger til, hvor mange penge universiteterne kunne tjene på deres opfindelser. Samtidig har forskerpatentloven medført overfokusering på patenters betydning for nyttiggørelse af forskning frem for fokusering på samarbejde mellem universiteter og virksomheder. Det viser en ny analyse fra tænketanken DEA, der gør status over danske universiteters teknologioverførselsindsats siden forskerpatentloven trådte i kraft i 2000.
STINA VRANG ELIAS, ADM. DIREKTØR, TÆNKETANKEN DEA
sve@dea.nu
MARIA THERESA NORN, SENIORKONSULENT, TÆNKETANKEN DEA
mtn@dea.nu
Universiteter yder et vigtigt men hovedsagligt indirekte bidrag til samfundets vækst og udvikling gennem formidling af forskningsresultater, uddannelse af fremtidens højtuddannede arbejdskraft og en løbende udveksling af viden og teknologi mellem forskere og erhvervsliv. De seneste par årtier har der dog i OECD-landene været et voksende politisk ønske om at styrke universiteternes direkte bidrag til innovation og vækst på grund af utilfredshed med de kortsigtede, målbare resultater af stigende offentlige investeringer i forskning.
I Danmark har det øgede fokus på nyttiggørelse af universiteternes forskning været tæt forbundet med mantraet «fra forskning til faktura», der udstak kursen for dansk forskningspolitik i 00’erne. Vedtagelsen af forskerpatentloven i 1999 gav universiteterne mulighed for at overtage opfindelser gjort af deres medarbejdere, men også pligten til aktivt at fremme den erhvervsmæssige nyttiggørelse af opfindelserne blandt andet via de teknologioverførselsenheder («technology transfer offices» eller TTO’er), som blev etableret i forlængelse af loven.
DEAs analyse gør status over universiteternes teknologioverførselsindsats siden forskerpatentloven trådte i kraft i 2000. Analysen peger overordnet på en positiv udvikling. Den viser bl.a., at teknologioverførselsindsatsen på de danske universiteter løbende er blevet justeret i takt med, at både universiteterne og det politiske system har fået en mere nuanceret forståelse af, hvordan forskning bedst nyttiggøres og dermed af den opgave, TTO’erne skal løfte. Men analysen, som er baseret på interviews med ca. 70 repræsentanter fra universitetssektoren, erhvervslivet og myndigheder, peger også på en række udfordringer, som politikere, universiteter og erhvervsliv er nødt til at adressere, hvis man for alvor vil øge nyttiggørelsen af forskningen.
Teknologioverførsel er en underskudsforretning
Ingen danske universiteter forventer i dag at tjene penge på teknologioverførsel. Universiteterne leverer først og fremmest vigtige input til innovation gennem uddannelse, forskning og videnspredning. Deres direkte bidrag til udvikling af nye teknologier, produkter og virksomheder er beskedent og bør ses som et positivt biprodukt, men ikke et centralt output, af universiteternes virke.
Men teknologioverførselsindsatsen blev oprindeligt indrettet ud fra en forventning om, at universiteternes udgifter til teknologioverførsel på sigt ville kunne dækkes af indtægter fra handel med IPR. Det er derfor væsentligt at diskutere, hvor meget samfundet bør investere i teknologioverførsel, hvordan denne investering skal finansieres, og om det er optimalt, at teknologioverførselsindsatsen hovedsagligt skal finansieres via universiteternes basismidler.
Patenters betydning overvurderes
DEAs analyse viser, at der fra politisk hold har været en overfokusering på IPR-baseret teknologioverførsel. Kombineret med betydelige begyndervanskeligheder i TTO’erne har det hæmmet snarere end styrket det overordnede samarbejde mellem universiteter og virksomheder. Det er ikke i mængden af patenter, der udtages, men i samarbejde mellem forskere og virksomheder, at værdiskabelse finder sted. Patenter fungerer hovedsagligt som en løftestang for samarbejde, der sætter klare rammer for fordelingen af ejerskab til opfindelser og eventuelle indtægter.
Både universiteter og virksomheder skal fortsat opfordres til at arbejde på at gøre forhandlinger om fordeling af IPR mere smidige og effektive, fx via rammeaftaler og brug af erfarne jurister. Samtidig er der behov for at diskutere, om det fortsatte politiske fokus på handel med IPR og etablering af spin-outs er optimalt ift. at understøtte værdiskabende samarbejde mellem forskere og virksomheder.
Modningsopgave undervurderes
Analysen påpeger, at de politiske rammer har undervurderet den modningsopgave, som er nødvendig for at omsætte forskning til innovation. Der er meget langt mellem den validering af opfindelser, som finder sted på universiteterne, og den validering, som er nødvendig, for at private investorer kan vurdere opfindelsernes potentiale og omsætte dem til nye produkter og processer. Nøglen til overførsel og nyttiggørelse af forskning er derfor et tæt og længerevarende samarbejde mellem forskere og investorer. Pr. 1. januar 2013 findes der ingen offentlige ordninger, der specifikt yder støtte til den tidlige modning af universitetsopfindelser. Set i det lys, er der behov for at diskutere, om der er tilstrækkelige og hensigtsmæssige midler til at finansiere modningen af lovende universitetsopfindelser.
Teknologioverførsel kan ikke betale sig (nok) for den enkelte forsker
Universiteterne arbejder på at nedbringe den skepsis overfor erhvervssamarbejde og teknologioverførsel, som findes blandt nogle forskere. Det gør de bl.a. via bearbejdning af holdninger samt udvikling af mere fleksible karriereveje og bedre muligheder for mobilitet mellem den offentlige og private sektor.
DEA påpeger dog, at der ikke findes tilstrækkelig dokumentation på, hvor stor en barriere forskeres skepsis faktisk udgør for videnudveksling, eller blandt hvilke forskere denne skepsis er størst. DEA anbefaler derfor, at der gennemføres en tilbagevendende surveyundersøgelse blandt forskere for at belyse i hvilket omfang og for hvilke forskere, skepsis og manglende incitamenter udgør en reel udfordring for øget nyttiggørelse af forskning.
TTO’er måles på andet end det, vi ønsker at fremme
TTO’erne løfter i dag en bred vifte af opgaver, der primært måles på en række kvantitative indikatorer såsom antal indberettede opfindelser, godkendte patenter, og licens- og salgsaftaler. Sådanne indikatorer tegner ikke et retvisende billede af effektivitet eller kvalitet i universiteternes teknologioverførselsindsats. DEA anbefaler derfor, at kvantitative indikatorer suppleres med kvalitativ indsigt og vurdering (fx selvevalueringer fra universiteterne eller internationale peer review paneler), og at de i højere grad anvendes som et monitorerings- og ledelsesredskab snarere end som et redskab til styring af universiteterne. Det ville kunne nedbringe risikoen for, at målepunkter skævvrider den udvikling, vi ønsker at fremme.
Behov for en national TTO?
Det har flere gange været foreslået at etablere en eller flere nationale TTO’er, som kan erstatte de eksisterende. DEAs analyse peger dog på en række stærke argumenter for at bevare teknologioverførselsindsatsen på universiteterne for blandt andet at bevare universiteternes incitament til at fremme erhvervsmæssig nyttiggørelse af deres forskning og understøtte den tidlige modning af opfindelser. Til gengæld kunne det være interessant at diskutere, hvornår og hvordan lovende projekter skal løftes ud af universiteterne, når de først er modnet til et vist stadie og har demonstreret betydeligt potentiale.
Teknologioverførsel og erhvervssamarbejde beskrives ofte som en «tredje opgave» for universiteterne på linje med forskning og uddannelse, men bør snarere ses som en forlængelse af disse kerneopgaver, der udspringer naturligt af samarbejde med erhvervslivet om forskning eller uddannelse. Overordnet set slår DEAs analyse fast, at det store politiske fokus, der har været på handel med IPR og etablering af spin-out virksomheder, bør udbredes i anerkendelse af, at denne form for teknologioverførsel kun udgør en mindre brik i et større puslespil over, hvordan universiteter bidrager til innovation. Vi skal selvfølgeligt have et tech transfer system, der kan løfte lovende opfindelser ud af universiteterne, når det giver mening, men vi skal først og fremmest sikre, at der er hensigtsmæssige rammer for det mangefacetterede og meget komplekse samspil mellem universiteter og virksomheder, som er den primære kilde til nyttiggørelse af forskning.
Artiklen bygger på rapporten «Fra forskning til faktura – hvad kan vi lære af ti års forsøg på at tjene penge på forskning?», DEA; 2013, se http://www.dea.nu/publikation/fra-forskning
