Forskningspolitikk

Kaare Aagaard, redaktør Forskningspolitikk

Med den norske forskningsmelding er en afgørende forskel mellem dansk og norsk forskningspolitik igen trådt tydeligt frem. Forskningsmeldingen kan siges at repræsentere en distinkt norsk måde at føre forskningspolitik på præget af analyse og dokumentation, langvarige og grundige diskussioner, men også af relativt uforpligtende mål og forsigtig politisk handling. Heroverfor fremstår de sidste 10 års danske forskningspolitik som en næsten diamentral modsætning. Det gælder for hovedparten af de markante reformer, der har præget det danske system, at der ikke på forhånd har været gennemført grundige analyser af fordele og ulemper ved forskellige løsninger, men at den politiske handling til gengæld har været hurtig, gennemgribende og præget af lukkethed.

Et godt eksempel er spørgsmålet om fusioner. I Norge har man som indspil til Forskningsmeldingen gennemført en række grundige udredninger og er på denne baggrund endt op med nogle bløde politiske formuleringer, der nok opfordrer institutionerne til at overveje spørgsmål om samarbejde og sammenlægninger, men som næppe afgørende kommer til at ændre sektorens organisering på kort sigt. I Danmark derimod gennemførte man i 2006 i løbet af få måneder en omfattende fusionsproces, der på afgørende vis forandrede både universitets- og sektorforskningens organisering. Det var imidlertid karakteristisk for denne proces, at den forudgående analyse og diskussion stort set var fraværende.

Det er oplagt, at vi i Danmark med stor fordel kan forbedre beslutningsgrundlaget i forbindelse med reformtiltag. Risikoen for utilsigtede effekter er overhængende, når afgørende forandringer hastes igennem på et spinkelt analytisk grundlag. Samtidig bliver legitimiteten af de trufne beslutninger ofte lav, når afvejninger af fordele og ulemper ved forskellige valg ikke klart lægges frem og diskuteres. Dermed kommer reformerne let til at fremstå mere ideologisk end fagligt begrundede.

Der kan imidlertid også være farer forbundet med den dominerende norske tilgang, hvor der synes at være en så høj grad af politisk forsigtighed i forhold til at udfordre status quo, at det kan blokere for overhovedet at diskutere behovet for gennemgribende forandringer. Tilgangen kan dermed komme til at stå i vejen for forfølgelsen af ambitiøse forskningspolitiske mål, der kræver mere end blot justeringer af det bestående.

Det er et åbent spørgsmål, om det bliver den danske, risikovillige, handlings-baserede strategi eller den norske, mere forsigtige, status quo orienterede tilgang, der på lidt længere sigt viser sig at være mest hensigtsmæssig. Uanset udfald af både de drastiske danske reformer og de mere inkrementelle norske justeringer kan der imidlertid argumenteres for, at ingen af de to tilgange fremstår ideelle i deres nuværende form. Det må være muligt at kombinere grundige forudgående analyser og åben diskussion med en villighed til at sætte overliggeren højt; også når dette kræver overvejelsen af løsninger, der bryder afgørende med det eksisterende. Et højt forskningspolitisk ambitionsniveau og et grundigt forarbejde med åben diskussion bør ikke fremstå som modsætninger, men snarere som hinandens forudsætninger.