’Tis the season to be jolly … og til at tale om forskningspolitik i Danmark. I denne tid lander nemlig den årlige aftale om fordeling af forskningsreserven – de politisk fordelte forskningsmidler – og dermed kulminationen på de 4 uger hvor forskningspolitikken i Danmark fastlægges. I år er der både mere af det samme – og et par enkelte nybrud. I artiklen diskuterer vi hvad der er op og ned i fordelingen, og hvad man kunne ønske sig i gave til næste års fordeling.
Lise Degn, lektor, Dansk Center for Forskningsanalyse, Aarhus Universitet
Thomas Holde Skinnerup, adjunkt, Institut for Regnskab, CBS
I Danmark laves der forskningspolitik 4 uger om året. Så simpelt kan det næsten siges efterhånden. I disse 4 uger i oktober forhandles der nemlig om det som i Danmark kaldes forskningsreserven, og som forskningsordførerne for nylig slog fast på DTUs årsmøde om uddannelse og forskning1, så er disse forhandlinger det eneste reelle forskningspolitiske rum som eksisterer i Danmark i øjeblikket.
Forskningsreserven
Dette forskningspolitiske vakuum har vi tidligere nævnt her i bladet, fx i ”Uddannelsesreformerne i Danmark i forskningspolitisk lys”2 og ”En ny retning for dansk forskningspolitik?»3, men eftersom at forskningsreserven i de seneste år er vokset ganske betragteligt, så er det heller ikke en ubetydelig politisk forhandling, som foregår i disse 4 famøse uger.
Forskningsreserven er en lidt besynderlig størrelse, der fastsættes år for år, og i al sin enkelhed udgør forskellen mellem de faste dele af det statslige forskningsbudget, fx basisbevillinger og diverse tilskud til institutionerne, og 1 procent af det offentlige budget på forskning og udvikling, som er regeringens målsætning.
Pga. en stigning i BNP, er denne restpulje gået fra omkring 8 procent i 2019 til nu 20 procent af det statslige forskningsbudget, og knap 15 procent af det samlede forskningsbudget.
En række centrale aktører har ytret kritik både af størrelsen på reserven (se kritik fra Videnskabernes Selskab4 og Danmarks Forsknings – og Innovationspolitiske Råd5) og af den manglende overordnede retning for prioriteterne (se analyse af Tænketanken DEA)6.
Argumentet er at den manglede kontinuitet og retning mindsker effekten af forskningen. For der er mange munde der skal mættes – og mange politiske mærkesager der skal plejes. Dette giver travlhed i korridorerne hos forskningsordførerne i oktober, og resulterer ofte i mange, mindre puljer7 som skal understøtte forskningen indenfor forskellige områder.
I år satte størrelsen på forskningsreserven igen rekord, da i alt 5,55 mia. DKK skulle fordeles. Og et langt stykke af vejen er opskriften den samme som tidligere år; en lang række puljer, særligt med fokus på klima, sikkerhed, life science og sundhed. Herunder også en række meget specifikke puljer som bærer et særligt politisk mærke, fx til forskning i antisemitisme, forskning i stofmisbrug og i fertilitet.
Så umiddelbart ikke noget nyt under solen – og dog. Denne gang indeholder aftalen om forskningsreserven nemlig også et – meget efterspurgt – tilskud til basismidlerne på universiteterne, altså de midler som institutionerne selv råder over.
I aftalen er det specificeret at tilskuddet styrker den frie forskning, da:
”Frie midler styrker universiteternes mulighed for at foretage lange, strategiske forskningsindsatser, som kan give os helt ny og banebrydende viden, der kan vende op og ned på, hvordan vi løser nogle af samfundets helt store problemer. Prioriteringen styrker også universiteternes mulighed for talentudvikling og opretholdelse af et bredt forskningsmæssigt beredskab”.
Tilskuddet er på 500 mio. kr. og har vakt stor begejstring i sektoren. Dog er der tale om et engangstilskud, og en eventuel fortsættelse skal derfor forhandles hvert år som en del af forskningsreserven.
Forskningen, og universiteterne selv, udtrykker ofte et ønske om stabil fremfor voksende finansiering. Der er nok ingen der siger nej til de mange millioner, men måske universiteterne havde foretrukket en mindre, men fast forøgelse af deres basismidler.
Tilskuddet er heller ikke fordelt lige mellem universiteterne. Siden 2012 er nye frie forskningsmidler til universiteterne blevet fordelt efter en resultatmodel, hvor universiteternes allokering af nye midler af- hænger af deres produktion af ECTS8, PhD studerende og forskning samt deres hjemtag af eksterne midler. Men det nye tilskud fordeles efter en anden nøgle, uden at det er klart hvilken – og det ligner at der også her har politiske prioriteter været inde over.
Kort- eller langsigtet styring
Forhandlingerne om forskningsreserven kan altså ses som den reelle udøvelse og formulering af forskningspolitik. Siden 2008 har denne forhandling været rammet ind af FORSK-katalogerne, som har udpeget særlige områder som bør understøttes af forskning, fx klima, sundhed osv.
Den seneste version kaldes FORSK2025, og løber som navnet antyder til 2025. Herefter er der ingen prædefineret ramme for forhandlingerne, hvilket kunne lede til endnu mere fragmentering af reservens midler.
Vi har allerede set at koblingen mellem politiske strategier og finansieringen gennem forskningsreserven er øget, og brugen af reserven til at øge basismidlerne kunne godt ligne en fortsættelse af dette.
Dette kan på den ene side ses som naturligt, da der – som nævnt flere gange – ikke er ret mange andre muligheder for at bedrive forskningspolitik for politikere i Danmark. Forskningsreserven bliver dermed den eneste arena, hvor forskellige prioriteter kan styrkes.
På den anden side præsenterer dette et potentielt problem for sektoren, da reserven i forvejen bliver lidt en skraldespand af tiltag, så man hvert år kan nå målene. Hvis den institutionelle finansiering kobles til denne politisering, så skaber det en øget budgetusikkerhed, som ikke er gavnlig for planlægning og budgettering.
All we want for Christmas?
Som vi startede ud med, så er det jo sæsonen for glæde og der er ingen tvivl om at danske forskere kan glæde sig over en rekordhøj forskningsreserve, som alt andet lige styrker sektoren.
Vi mener dog stadig, at to juleønsker kunne gøre sæsonen endnu mere glædelig. For det første, at delen af forskningsreserven omlægges til et permanent løft af basismidlerne for de danske universiteter, så disse udgør en større del af universiteternes finansiering fra det offentlige.
Det andet ønske er, at man bruger forskningsreserven som en finansieringskilde til nye forskningspolitiske tiltag for på den måde at gøre forskningspolitik til noget man bedriver hele året rundt, og for at mindske antallet af små, tilfældige puljer der næppe gavner nogen.
Foto: Berk Ozdemir
- https://bit.ly/40Sb5JC ↩︎
- https://bit.ly/4eBE3R3 ↩︎
- https://bit.ly/4fALnxz ↩︎
- https://bit.ly/4fUJbAY ↩︎
- https://bit.ly/4fC6UpQ ↩︎
- https://bit.ly/40SGpIf ↩︎
- https://bit.ly/3Zh1f2G ↩︎
- European Credit Transfer
and Accumulation System ↩︎