Som direkte udløber af den danske regerings Forsknings- og Innovationspolitiske Strategi pågår der aktuelt arbejde i to væsentlige danske ekspertudvalg. Det første udvalg skal bidrage til udformningen af en ny model for fordeling af basismidler, der i højere grad end den nuværende skal belønne kvalitet. Det andet udvalg skal komme med forslag til hvordan der kan udformes en mere dækkende meriteringspraksis, der fremmer flere facetter af forskningskvalitet og understøtter forskningens gavn i samfundet.
Kaare Aagaard, seniorforsker, Aarhus Universitet/NIFU
Det er oplagt, at disse to målsætninger er tæt forbundne, og at de to udvalgsarbejder derfor bør ses i sammenhæng. Denne artikels forfatter, der sidder i det såkaldte meriteringsudvalg, kommer her med nogle overvejelser omkring sammenhængen mellem de to udvalg.
Den danske regering fremlagde i december 2017 en strategi, der opstiller to overordnede mål for den fremtidige forsknings- og innovationspolitik: Dansk forskning skal være af højeste internationale kvalitet og forskningen skal gøre mest mulig gavn i samfundet. Med strategien satte regeringen ind med en vifte af initiativer, hvoraf to skulle tage deres afsæt i anbefalinger fra ekspertudvalg.
Ny model for fordeling af basismidler
Som nævnt indledningsvist skal det første af disse udvalg komme med indspil til udarbejdelsen af en ny model for fordeling af basismidler. Udgangspunktet er en opfattelse af, at parametrene i den nuværende model hovedsagligt belønner kvantiteten af aktiviteterne, f.eks. hvor mange der uddannes og hvor meget der publiceres, frem for kvaliteten af den forskning, der udføres.
Kritikken retter sig ikke mindst mod forskningsdelen i det nuværende danske system, den såkaldte BFI-model, der er kraftigt inspireret af den norske publicerings-indikator.
Regeringen ønsker derfor at etablere en ny model, som mere tydeligt understøtter kvalitet i forskningen. Intentionen er, at en mindre andel af basismidlerne fremover skal fordeles på baggrund af et performancebaseret element, der giver universiteterne et klart kvalitets-incitament. Dette skal ifølge opdraget fremme forskning af høj originalitet og understøtte excellence på alle niveauer og inden for alle forskningsfelter.
Nye meriteringsstrukturer
Parallelt hermed er der nedsat et andet udvalg, der skal se på, hvordan der kan etableres meriteringsstrukturer, som i højere grad fremmer kvalitet på tværs af universiteternes mange opgaver.
Udgangspunktet er her en bekymring for at fokus på en enkel målbar parameter kan give incitament til at underprioritere en væsentlig del af den brede værdiskabelse, der knytter sig til forskningen.
Regeringen ønsker derfor, at meriteringssystemet skal skabe incitament til at prioritere flere aspekter af forskningskvalitet og herunder også at undervisning, videndeling, myndighedsbetjening, samarbejde, specialisering samt formidling af forskningen til samfundet i højere grad meriteres.
Udvalget skal med dette udgangspunkt afdække den nuværende praksis og komme med forslag til, hvordan der kan etableres en mere tydelig og dækkende meritering.
Hvordan hænger de to udvalgs opgaver sammen?
Uden at foregribe konklusionerne på de to udvalgs pågående arbejde vil jeg her komme med nogle mere generelle betragtninger om de to opgaver – og herunder fremhæve nogle af de mulige spændinger eller synergier, der kan være imellem dem.
For at forstå disse sammenhænge er det imidlertid nødvendigt at se på den bredere ramme om nedsættelsen af udvalgene; nemlig regeringens samlede strategi og de diskussioner, den udspringer af: I strategien kan der observeres en vis tvetydighed, som dog langtfra er unik for Danmark. Snarere kan spændingen, som den repræsenterer, ses som et gennemgående træk i de seneste års centrale policy-diskurser på både nationalt og internationalt niveau.
Skarpt skåret til kan tvetydigheden formuleres som en kamp mellem forskellige kvalitetsopfattelser.
På den ene side har vi en relativt snæver (og aktuelt dominerende) excellenceforståelse, der langt hen af vejen sætter lighedstegn mellem excellence i bibliometriske termer og forskningsmæssig kvalitet. Her forstås excellence med andre ord primært som et internt videnskabeligt fænomen, der kan opgøres i citationer, Journal Impact Factor scores etc.
På den anden side har vi det, der kan betegnes som en fremvoksende og bredere kvalitetsopfattelse, som i mindre grad er output- og indikator-orienteret, men som i stedet i højere grad fokuserer på forskningspraksis. Kvalitet forstås her blandt andet i forhold til parametre som transpa-rens, interaktion, ’open data’, ’open access’, præregistrering, forskningsetik og forskningsintegritet og handler ikke bare om akademisk kvalitet i form af publikationer, men i mindst lige så høj grad om kvalitet i forhold til processer. Dermed kommer forskningens indvævning og betydning i et bredere samfundsmæssigt perspektiv til at stå centralt.
Denne forståelse vokser ikke mindst ud af stærke internationale bevægelser med fokus på ’Responsible Research and Innovation’ og ’Responsible Metrics’, som aktuelt kan genfindes i både EU-dagsordner og i nationale initiativer som eksempelvis det hollandske ’Science in Transition’ netværk.
Modsætninger eller hinandens forudsætninger?
En oplagt indvending vil være, at disse kvalitetsforståelser ikke bør ses som modsætninger, men snarere som hinandens forudsætninger.
Høj akademisk kvalitet må ifølge denne opfattelse nødvendigvis være forudsætningen for, at forskningen kan gøre gavn i samfundet.
Kernen i ovenstående internationale bevægelser (samt i mange centrale bidrag til de aktuelle diskussioner) er imidlertid en opfattelse af, at den snævre, indikator-orienterede excellence-forståelse, der mange steder dominerer, i praksis kan være i konflikt med den bredere kvalitetsforståelse. Det vil sige, at den måde vi aktuelt vurderer og belønner forskning på risikerer at skabe incitamenter, der snarere hæmmer end støtter ønsket om at forskningen producerer pålidelige og relevante resultater, der på kortere eller længere sigt får positiv samfundsmæssig betydning.
Et centralt spørgsmål er derfor, hvordan man i de to udvalg, og ikke mindst i den efterfølgende politiske proces, vil forsøge at balancere eller forene disse underliggende kvalitetsopfattelser – og herunder forsøge at sikre at de to forløb vil blive udmøntet i praktisk politik med en samlet overordnet retning. Hvis ikke det sker, og de to processer således ender med at pege i hver sin retning, er der meget der tilsiger, at den snævre excellenceopfattelse vil forblive dominerende.
Kvantificerbare parametre og økonomiske incitamenter i en performancebaseret model vil med stor sandsynlighed trumfe blødere meriterings-anbefalinger og mere kvalitative kvalitetsparametre. Dette gælder ikke mindst fordi den dominerende excellenceopfattelse i praksis også interagerer med og forstærkes af rodfæstede dynamikker i såvel det videnskabelige som det forskningspolitiske system. Hvis de to politiske beslutningsprocesser derimod kommer til at spille sammen og begge pege i retning af den bredere og mere proces-orienterede kvalitetsforståelse, vil de til gengæld kunne sende et stærkt signal og bidrage til reelle forandringer.
Kommentaren er udtryk for forfatterens personlige overvejelser og repræsenterer ikke udvalgets samlede holdning.
Hovedbilde: København Universitet (Foto Borisb17)