Hvad vil vi med universiteterne?

Ny bog hevder at forskning, uddannelse og formidling kan løftes med lederskab, partnerskab, værdi, ansvar, tradition, fornyelse og kvalitet.

Hanne Foss Hansen, 
Professor, Københavns Universitet
HFH@ifs.ku.dk

Maja Horst og Alan Irwin har skrevet en bog om universiteternes rolle i samfundet. Bogen har titlen «Hvad vil vi med univer­siteterne?» Det er en absolut læseværdig og letlæst bog om et yderst vigtigt emne skrevet af to forfattere med både stor ind­sigt i den danske universitetsverden og stort udsyn til den internationale universi­tetsverden. Bogen er således i høj grad også relevant i et bredere nordisk perspektiv.

Manuskriptet er disponeret i tre dele kaldet henholdsvis: Udfordringen, status og alternativ.

To skarptskårne positioner
Udfordringen består ifølge forfatterne i, at debatten om universiteterne er kørt fast i en konflikt mellem to modsatrettede syns­punkter.

På den ene side står «samfundsin­geniørerne», der kritiserer universiteterne for ikke at være gode nok til at omsætte forskning til innovation og ej heller til at uddanne arbejdsmarkedsrelevante kandi­dater. På den anden side står «frihedskæm­perne», der forsvarer det frie universitet og de studerendes og ansattes ret til selv at bestemme, hvad de skal bruge deres tid på.

Ifølge forfatterne indfanger positio­nerne ikke virkelighedens kompleksitet. «Samfundsingeniørerne» er naive plan­lægningsoptimister. «Frihedskæmperne» varmer sig ved en forfaldshistorie. Debat­tens to positioner er fastlåste og overser centrale muligheder og udfordringer.

Selvom de to positioner er genkendeli­ge fra den offentlige debat, så trækkes bil­ledet ganske skarpt op. Der kan ligge en pædagogisk pointe bag dette, men dikoto­mien indfanger ikke den langt mere nuan­cerede debat, der foregår på institutgange­ne på de danske universiteter.

Den danske universitetsvirkelighed anno 2018
Bogens anden del «Status» beskriver uni­versitetsverdenen anno 2018 og giver ind­sigt i den udvikling, der igennem de sidste 15 år, har ført frem dertil.

Læseren tages ved hånden gennem omtale af universitetsloven fra 2003, Globaliseringsaftalen, fusionerne, akkreditering, taxameterfinansiering, den bibliometriske forskningsindikator og den øgede detailstyring. Og konsekvenserne af alle disse tiltag diskuteres.

Alt dette er væsentligt, men der er an­dre væsentlige forandringer, der kun næv­nes sporadisk eller slet ikke nævnes. Et eksempel er universiteternes ledelsesudvik­ling. Forfatterne karakteriserer universite­terne som fortsat «ledelseslette». Det er muligt, at dette har kendetegnet/kendeteg­ner forfatternes udøvelse af egen ledelses­rolle, men bredere betragtet er billedet mere broget.

Når man bevæger sig rundt i universi­tetsverdenen finder man eksempler både på ledelseslette demokratiske, støttende og coachende ledelsesstile, men der findes be­stemt også ledelsestunge autoritative og temposættende ledelsesstile. Der har været fyringsrunder.

Der er institutter, der rydder op i orga­nisationen. Der er mange steder, hvor der stilles markant øgede krav i relation til pu­blicering og tiltrækning af eksterne midler samtidig med at der skal leveres mere un­dervisning. Ledelsen har nogle (mange?) steder taget fuld kontrol over ansættelser. Den faglige legitimitet tilsidesættes til ti­der til fordel for andre prioriteringer. Den­ne udvikling og den deraf følgende foran­drede organisationskultur behandler bogen desværre ikke.

I «Status» diskuteres også forskellige universitetstyper. Forfatterne kommer omkring det klassiske universitet, det spe­cialiserede universitet, det entrepreneuri­elle universitet, det aktivistiske universi­tet, uddannelsesuniversitetet og det digitale universitet.

Diskussionen af mangfoldighed er vig­tig. Dels er der diversitet i universitetsver­denen i Danmark såvel som internatio­nalt, dels kan sådanne universitetstyper danne afsæt for en diskussion om, hvor­dan det enkelte fagmiljø, institut, fakultet og universitet fremover ønsker at positio­nere sig.

Universiteternes fremadrettede rolle og berettigelse
Bogens tredje del «Alternativ» udfolder en tænkning om universitetets rolle som samfundets «vidensbaserede forandrings­kraft». Forfatternes argument er her, at danske universiteter skal reflektere danske styrkepositioner og den danske samfunds­model fremfor at efterligne andre lande eller udvalgte eliteuniversiteter.

Forskningssystemet skal være plura­listisk. Der er brug for et basalt vidensbe­redskab, men også for prioritering.

Forskerne skal have metode- og publi­ceringsfrihed. De skal være fri til at sige det, som deres forskning fortæller dem er sandt – også når dette er uvelkomment og besværligt.

Uddannelsessystemet skal gøre indivi­der til duelige medlemmer af samfundet. Almenmenneskelig dannelse, evnen til at fungere som stats- og verdensborger samt være en velfungerende arbejdskraft er tre komponenter, der forudsætter hinanden – ikke noget der kan vælges imellem. Uni­versiteterne skal være platforme for læring ikke uddannelsesindustrier.

Formidling er en væsentlig aktivitet, der bør være integreret i selve forskningen. Forskernes rolle er her central. Formidling kan med andre ord ikke overlades til kom­munikationsfolk.

Bogen afsluttes med en diskussion af, hvad der skal til for at forskning, uddannelse og formidling kan løftes på denne vis. For­fatternes argument er her, at dette kræver lederskab, partnerskab, værdi, ansvar, tra­dition, fornyelse og kvalitet. Eller som de skriver på «den korte formel»: Detailsty­ring bør afskaffes til fordel for målstyring. Der skal udvikles en ledelsesform, der ikke blot fungerer oppefra og ned men facilite­rer, at medarbejdere og studerende delta­ger i at udvikle universitetet. Universite­terne skal ikke betragtes som en udgift for samfundet men som en investering. Hørt!

Klar anbefaling trods mindre mangler
Som det er fremgået, kan der peges på mangler i bogens redegørelse for dagens status. Og det kan problematiseres, om de­batten om universiteterne i dagens Dan-mark er så kantet, som den fremstilles.

Trods dette kan jeg varmt anbefale denne bog. Der er absolut inspiration at hente for de politikere og det embedsværk, der beskæftiger sig med universitetsområ­det, men i høj grad også for ledere og an­satte på universiteterne. Der er i disse år stor ledelsesoptimisme på universiteterne i forhold til at arbejde med strategier som udviklingsværktøj. Læsning af denne bog burde indgå som obligatorisk element i en­hver strategiproces.

MAJA HORST OG ALAN IRWIN:
HVAD VIL VI MED UNIVERSITETERNE?
INFORMATIONS FORLAG 2018

Se også: «Forskere: Lad os styrke universiteternes forskellighed», av Maja Horst og Alan Irwin

Maja Horst (f. 1969) er professor i Forskningskommunikation og institutleder ved Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet. Hun er medlem af Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og har udgivet bøger og artikler om forholdet mellem videnskab og samfund. (Fra forlaget)

Alan Irwin (f. 1955) er professor ved Institut for Organisation på Copenhagen Business School og Vice-President for Entrepreneurship & Innovation samme sted. Han har tidligere været professor of Science and Technology Policy ved University of Liverpool og har udgivet bøger og artikler om videnskabs- og teknologipolitik. (Fra forlaget)

Hovedbilde: Universitetsbiblioteket Københavns Universitet,  Foto Heine Pedersen