Der blæser nye vinde over det danske forskningsfinansieringslandskab i disse måneder. Folketinget har netop annonceret de strategiske prioriteringer af forskningsmidlerne for det kommende år – og de private fonde ser ud til at skulle – og ville – spille en langt større rolle i det danske finansieringslandskab fremover.
LISE DEGN, adjunkt, Aarhus Universitet
Men bekymringerne over hvordan sektoren kan håndtere denne nye virkelighed er også begyndt at dukke op og spørgsmålet som tegner sig er: hvor mange og hvilke midler kan universiteterne håndtere?
Forskningsreserven – ny (eller bare mere) vin på gamle flasker?
I starten af november blev alle Folketingets partier enige om fordelingen af det, som i Danmark kaldes forskningsreserven, og dermed den sidste del af den samlede fordeling af offentlige forskningsmidler.
I dette års fordeling ser det ud til at særligt den frie forskning, dvs. de ikkeøremærkede midler til Danmarks Frie Forskningsfond, har fået et rygstød, hvilket dog skal ses i lyset af de markante beskæringer som den frie forskning i tidligere år har måttet lægge ryg til. Politikerne har ligeledes i år afsat en lang række strategiske midler, som særligt fokuserer på ny teknologi, fx forskning i kunstig intelligens, droner etc.
Anstrengelserne for at skabe grobund for excellent forskning i Danmark fastholdes tilsyneladende også, da der i aftalen også afsættes puljer til såkaldte Pionercentre, hvor den excellente forsker tilgodeses. Denne satsning skal ses i forbindelse med den nuværende regerings såkaldte «Nobelpagt» – som defineres ved et eksplicit ønske om flere danske Nobelprismodtagere.
Som udgangspunkt ser det dog ikke ud som at der er nogen substantiel forandring i syne i denne version af forskningsstrategien. De fleste udspil er forlængelser eller udvidelser af eksisterende tiltag, og de nye initiativer som fx Pionercentrene lægger sig også i forlængelse af de eksisterende Centres of Excellence – dog med et endnu tydeligere fokus på den excellente enkeltforsker.
Derudover ses det at denne aftale udmønter midler til en række af de forskningsområder, som allerede i 2017 blev introduceret i FORSK2025; et «inspirations-katalog» over det som politikerne har kaldt «særligt løfterige forskningsområder». Samlet set kan man næsten fristes til at se denne strategi som lidt mere vin på de gamle flasker.
Et interessant aspekt som er værd at hæfte sig ved, ved denne nye aftale – og et som spiller sammen med de øvrige bevægelser i det danske forskningsfinansieringslandskab – er dog at de nye Pionercentre påtænkes at blive «etableret i samarbejde med private fonde». Det ser altså ud som om at de private fonde tiltænkes en mere aktiv rolle – også i den offentlige finansieringsstrategi.
Og netop disse private fonde har over de sidste måneder også annonceret markante forandringer i deres prioriteringer og strategier for finansiering.
De nye strategier
Novo Nordisk Fonden, som er en af de største private fonde i det danske forskningsfinansieringslandskab, har tidligere på året annonceret en ny strategi for deres uddeling af midler til forskning, og ikke mindst en betragtelig stigning. Novo Nordisk Fondens strategi er at firedoble deres udbetalinger på kun 5 år, dvs. fra 1,7 mia. DKK i 2017 til 5 mia. DKK i 2023.
Derudover har fonden også udvidet sit «interesseområde» betragteligt fra ellers primært at have finansieret sundhedsvidenskabelig forskning, til nu at fokusere bredere på naturvidenskab og teknologi – og endog med en lille åbning mod det humanitære og sociale arbejde.
To andre markante fonde – Lundbeckfonden og Leo Fondet – har ligeledes i år annonceret en forventet, og markant, stigning i deres aktiviteter ind i det danske forskningslandskab.
Udfordringerne
Umiddelbart virker dette jo som en positiv udvikling for den danske forskningsverden, da sådanne strategier og satsninger fra de private fonde jo alt andet lige bør betyde flere penge til flere forskere.
Men bekymringerne er dog også markante, da øgede bevillinger fra private vil binde flere af universiteternes basismidler til drift og overhead-omkostninger. Flere universiteter har selv annonceret at de, mere eller mindre aktivt, må fraråde forskere at søge penge uden dækning af overhead og fondene selv er også opmærksomme på problemstillingen.
Formanden for Novo Nordisk Fonden, Lars Rebien Sørensen, reflekterede over denne udfordring i en forelæsning på Copenhagen Business School for nylig, og indrømmede at fondene også skulle være opmærksomme på ikke at skævvride institutionerne. De private fonde har dog traditionelt været meget optagede af at de ikke ville være med til at betale høje overhead-rater og dermed direkte være med til at finansiere universiteternes daglige drift.
Disse bekymringer og udfordringer vil også være hovedfokus når det relativt nyetablerede Forum for forskningsfinansiering holder sit første møde i slutningen af november. Dette forum er etableret af Uddannelses- og Forskningsministeriet og består af repræsentanter fra de største private fonde, de offentlige forskningsfonde, universitetsledelserne, samt ministeren for uddannelse og forskning.
Forummet skal: «drøfte tematikker, herunder udfordringer og forbedringspotentialer, hvor samspillet mellem den offentligt finansierede forskning, universiteterne og de private fondes forskningsfinansiering er af særlig betydning».
En særlig problematik som skal adresseres i dette forum er dermed også hvilke modeller, som kan sikre en mere bæredygtig håndtering af indirekte omkostninger, skriver Altinget og danskefonde.dk.
Et nyt finansieringslandskab?
De nye vinde som blæser over det danske forskningsfinansieringslandskab giver på nuværende tidspunkt kun små krusninger på vandoverfladen. Implikationerne af de private fondes nye strategier og det tilsyneladende politiske ønske om at forbedre samspillet med disse fonde i deres egen uddeling er endnu uklare, men det er tydeligt at denne uklarhed allerede bekymrer aktører i systemet.
Frygten for skævvridning har som nævnt allerede ledt universiteter til at anlægge mere restriktive ansøgningsstrategier, hvilket naturligvis kan komme i vejen for ønsket om at styrke den excellente forskning.
Spørgsmålet er nu om vi i Danmark skal vænne os til en ny virkelighed hvor de private fonde i højere grad tænkes ind som en integreret del af universiteternes finansieringsgrundlag – og dermed også er med til at betale en højere andel af de almindelige driftsomkostninger? Eller om udkommet bliver at basisbevillingerne i endnu højere grad end tidligere bindes op på de (større) eksterne bevillinger – potentielt med store omkostninger for andre hovedopgaver på universiteterne?
Lise Degn er Forskningspolitikks nye medredaktør for Danmark. Mer om henne her!
Foto: Susanne Koch (Bilde dra Aarhus Universitet)