Er det muligt at måle forskningskvalitet – og kan den offentlige forskningsfinansieringsmodel tilpasses, så den er mere bæredygtig og understøttende for kvalitet? Det var spørgsmålene som blev stillet af Uddannelses- og Forskningsministeriet til et ekspertudvalg af forskere i sommeren 2018. I marts i år kom rapporten fra eksperterne, og svarene på spørgsmålene er langt fra entydige.
LISE DEGN, Adjunkt/Assistant Professor, Dansk Center for Forskningsanalyse, Aarhus Universitet
Fokus på kvalitet fremfor kvantitet
I Danmark fordeles de offentlige basismidler til forskning efter en fordelingsnøgle, som har ændret sig markant over de seneste årtier. Siden 2010 har fordelingen af nye basismidler været udmøntet efter det princip som kaldes «45–20–25–10-modellen». Modellen dækker over en fastsættelse af tilskud, med udgangspunkt i universiteternes uddannelsestilskud (45 procent), universiteternes evne til at tiltrække eksterne midler (20 procent), den bibliometriske forskningsindikator (25 procent), og mængden af færdiguddannede ph.d.’er (10 procent).
Denne model understøtter dog ikke bæredygtig forskningskvalitet, ifølge det kommisorium, som ekspertudvalget blev sat til at arbejde ud fra. For som det hedder i kommisoriet, så belønner: «den nuværende model […] hovedsagligt kvantiteten af aktiviteterne, f.eks. hvor mange der uddannes og hvor meget der publiceres, frem for kvaliteten af den forskning der udføres». Et ekspertudvalg blev derfor sat til at undersøge hvordan forskellige modeller for finansiering bedst understøtter forskningskvalitet.
Rapport om fremtidssikring af forskningskvalitet
I marts 2019 kom ekspertudvalget, som i øvrigt bestod af forskere fra Danmark og Norge, så med sin rapport, hvor det allerede fra starten gøres klart at ekspertgruppen ikke mener det er muligt at opstille konkrete indikatorer som måler forskningskvalitet direkte. Som det pointeres, så kan «…kvaliteten af forskning således […] vurderes for forskning i specifikke kontekster, men […] det er ikke muligt at udarbejde en overordnet måling af universiteternes forskningskvalitet» (s. 10).
I rapporten identificerer ekspertudvalget fire centrale udfordringer for det danske forskningssystem – udfordringer som den nye fordelingsmodel må tage højde for, hvis dansk forskning skal fremtidssikres, som det er beskrevet i rapporten.
Udfordringerne vedrører 1) universiteternes evne til at rekruttere og fastholde de bedste forskere, 2) fokuseringen på mængden af publikationer, 3) den eksterne finansiering, som i overvejende grad kommer uden dækning af indirekte omkostninger og dermed binder basismidlerne, samt 4) nye krav til forskningsledelse.
Disse udfordringer beskrives som værende nødvendige fokusområder i en ny model for fordeling af basismidler – og dermed som værende afgørende for forskningskvalitet, da de er væsentlige betingelser for at forskningskvalitet kan være tilstede, om end de ikke i sig selv er ensbetydende med forskningskvalitet.
Modellerne
Modellerne, som udvalget skitserer i rapporten, skal således ses som forskellige mulige tilgange til at adressere disse udfordringer og baserer sig på forskellige kombinationer af mekaniske og mere dynamiske, eller formative elementer. Modellerne beskrives som idealtyper, der ikke eksisterer i deres rene form, men som kan identificeres i varierende afskygninger rundt om i Europa.
Det første forslag repræsenterer en modificeret version af den eksisterende danske model, baseret på mekaniske elementer, dvs. indikator-baseret. I denne model foreslås det at reducere indikatorerne til: 1) citationer og publikationer, samt 2) hjemtag af eksterne midler. Disse to indikatorer skal til gengæld nuanceres, så de bedre imødekommer forskelle mellem fagområder og reducerer det snævre kvantitative fokus på eksempelvis antallet af publikationer og størrelsen på eksterne bevillinger.
Det andet forslag baserer sig på langt mere dynamiske og dialogiske elementer, da det foreslår en fordeling baseret på udviklingskontrakter mellem ministeriet og det enkelte universitet. I forslaget indgår «obligatoriske» elementer for alle universiteter, med udgangspunkt i de identificerede udfordringer, men er ellers baseret på en tilgang, hvor mål for den enkelte institution fastlægges gennem dialog.
Det tredje forslag baserer sig på peer review-evalueringer af forskningsmiljøerne. Sådanne evalueringer foreslås udført med 5–7 års mellemrum, og at bestå af både summative (bagudskuende) og formative (fremadskuende) elementer. Dog foreslår udvalget også at finansieringen ikke knyttes til de formative elementer.
Det fjerde og sidste forslag præsenteres som en kombination af forslag 1 og 2
– altså et forslag som baserer sig på både indikatorer og udviklingskontrakter.
Selvom dette sidste forslag umiddelbart kan læses som værende det mest dækkende, eller mest attraktive i et målingsperspektiv, så afholder udvalget sig fra at komme med anbefalinger ift. modellerne.
Kan kvalitet måles – og skal det?
Så hvad kan vi egentlig lære af rapporten omkring forskningskvalitet og målingen af denne?
Konklusionerne på rapporten og de manglende anbefalinger antyder at det er mere end almindeligt vanskeligt at måle forskningskvalitet – og at det måske er direkte kontraproduktivt at forsøge at måle ensartet på kvalitet på tværs af forskningsområder. Rapporten fra ekspertudvalget rejser dermed også – på godt og ondt – flere spørgsmål end den giver svar.
Et af de store positive aspekter ved rapporten kan siges at være at den sætter fokus på de mest presserende udfordringer for danske – og internationale – universiteter, nemlig omkring rekruttering og fastholdelse af videnskabeligt personale, kvantificeringen af forskning, det stigende fokus på ekstern finansiering, samt forskningsledelse og integritet; og at den sætter disse udfordringer i forbindelse med forskningskvalitet og finansieringssystemet.
Spørgsmålet er så om de foreslåede modeller overhovedet adresserer disse udfordringer? Og måske endnu vigtigere, om det overhovedet er muligt at adressere dem igennem finansieringsmodeller?
Som udvalget selv pointerer, så baserer de 4 modeller sig overvejende på kendte indikatorer, men der kan argumenteres for at det kunne have været gavnligt med et noget bredere perspektiv på en ny finansieringsmodel, som i højere grad indtænkte de øvrige aktører i systemet, fx forskningsråd og private fonde.
I kølvandet på udvalgets arbejde og rapporten kan man derfor spørge om dens forslag er ambitiøse nok? Når udvalgets udgangspunkt, som nævnt, var at forskningskvalitet ikke kan måles overordnet, skal man så slet ikke forsøge? Med manglen på anbefalinger, eller mere elaborerede alternative finansieringsmodeller, spiller udvalget i hvert fald bolden tilbage til det politiske system.
Indtil videre har der dog ikke været mange reaktioner på rapporten, og fra politisk side var den umiddelbare reaktion at der nu skulle ses nærmere på rapporten og derudover indhentes synspunkter fra stakeholders. Samtidig falder rapportens udgivelse også sammen med et dansk folketingsvalg, hvor forskningspolitik traditionelt set ikke står højt på dagsordenen. Håbet kan dog være at rapporten – efter den nye regeringsdannelse – vil være med til at danne basis for en mere nuanceret diskussion af incitamentstyring af dansk forskning.
Fremtidssikring af forskningskvalitet
Se også: Perspektivering af anbefalingerne fra udvalget for bedre meritering i dansk forskning
Hovedbilde: Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet. Foto: Jacob Dall.