I april 2019 præsenterede den danske uddannelses- og forskningsminister, Tommy Ahlers, rapporten Fremtidens meritering udarbejdet af et udvalg med fokus på meriteringsprocesserne på de danske universiteter. Artiklens forfatter, der deltog i dette udvalgsarbejde, forsøger med dette indlæg at placere udvalgets rapport i en bredere ramme og peger herunder på punkter, hvor rapportens anbefalinger med fordel kan suppleres.
Kaare Aagaard, Seniorforsker, Aarhus Universitet/NIFU
Som udløber af den danske regerings forsknings- og innovationspolitiske strategi blev der i august 2018 nedsat et ekspertudvalg for bedre meritering i det danske forskningssystem. Udvalget, der kom til at bestå af otte medlemmer fra de danske universiteter og forskningsfonde med særlig viden om den gældende meriteringspraksis, skulle komme med forslag til konkrete modeller for, hvordan forskeres arbejde mere hensigtsmæssigt kan vurderes i fremtiden.
Som følge af opdraget var udvalgets anbefalinger primært rettet mod universiteternes ledelser med fokus på brug af bredere, mere dækkende og mere kontekstsensitive kriterier i forbindelse med bedømmelse og belønning af videnskabeligt ansatte. Anbefalingerne rettede sig mod meritering af såvel forskning som undervisning og videnspredning.
Vigtige og nødvendige anbefalinger, som dog næppe i sig selv er tilstrækkelige
I det følgende vil jeg argumentere for, at der er grund til at anskue disse anbefalinger i et bredere perspektiv, men som medlem af det nedsatte udvalg og dermed medunderskriver på rapportens anbefalinger er det imidlertid også afgørende at understrege, at der med dette indlæg på ingen måde er tale om en undsigelse af de anbefalinger, jeg selv var med til at formulere. Anbefalingerne repræsenterer det, der var muligt inden for de givne rammer, og er efter min opfattelse et væsentligt skridt i den rigtige retning.
Det er ligeledes vigtigt at understrege, at indlægget udtrykker mine personlige synspunkter og således ikke repræsenterer udvalgets samlede holdning. Overordnet set opfatter jeg således udvalgets anbefalinger som vigtige og nødvendige, men næppe i sig selv tilstrækkelige, hvis man ønsker et mere grundlæggende opgør med de strukturer i det videnskabelige system, der både direkte og indirekte kan have negativ indflydelse på meriteringsprocesser.
Vores udvalgs-rapport kan i det lys anskues som en eksponent for en generel dansk tilgang til spørgsmål om meritering, der på visse stræk adskiller sig fra diskussionerne på EU-plan og i landene omkring os, herunder ikke mindst i Norge, Sverige og Holland. Hvor fokus i Danmark hidtil primært har været på det individuelle og institutionelle niveau, har fokus på EU-niveauet samt i mange øvrige lande i langt højere grad været systemisk.
På samme måde kan hovedparten af de hidtidige danske diskussioner og tiltag karakteriseres som relativt moderate og endda ofte forholdsvis systembevarende, mens de tilsvarende indlæg i andre lande i mange tilfælde har været af langt mere vidtgående og potentielt systemforandrende karakter.
Behov for supplerende tiltag og opbakning fra andre aktører
Netop på grund af problemstillingernes relativt afgrænsede behandling i en dansk kontekst er der efter min opfattelse behov for at fremhæve nogle yderligere aspekter, der med fordel kan indtænkes i de meriteringsdiskussioner, der forhåbentligt vokser frem som følge af udvalgets anbefalinger.
Lidt groft sat op kan man argumentere for at der er tre centrale og tæt sammenvævede ben i meriteringsdiskussionerne: 1) den meriteringspraksis, der finder sted internt på universiteterne, 2) de økonomiske rammer og incitamenter i forskningsfinansieringssystemet, der influerer på meriteringsprocesser og 3) de incitamenter der findes i det globale tidsskriftssystems prestigehierarki.
En hovedudfordring er således, at grundlæggende ændringer af meriteringssystemet kræver involvering af mange aktører med forskelligartede interesser, herunder forskningsinstitutioner, finansierende organer, forlagsbranchen og forskersamfundet. For mange af disse aktører gælder det imidlertid, at kortsigtede prestigeinteresser i mange tilfælde kan stå i vejen for langsigtede løsninger.
Udvalgsrapportens anbefalinger med fokus på ledelsernes rolle på institutionsniveauet er i den henseende et rigtigt og et vigtigt sted at starte. Det er i sidste ende her, de afgørende karrierebeslutninger træffes.
Men skal der for alvor skabes ændringer, skal de øvrige to ben også adresseres. Et af de mest omtalte aktuelle forsøg på dette kan findes i form af den såkaldte «Plan S», som både direkte og indirekte kan få indflydelse på fremtidige meriteringsbeslutninger. Diskussioner af dette initiativ har imidlertid hidtil næsten været fraværende i Danmark og ligeledes har ingen danske forskningsfinansierende organer endnu valgt at tilslutte sig. Dette er ikke mindst påfaldende i lyset af hvor ophedede og vedholdende diskussionerne har været i andre lande.
Ingen nemme løsninger
Netop i en dansk kontekst er der derfor et særskilt behov for at få placeret meriteringsspørgsmålene tydeligere i denne bredere internationale ramme og bruge anledningen til at appellere til øvrige aktører (herunder især de finansierende organer) til at bidrage og tage ansvar. Timingen af den danske rapport er i den forstand god, fordi der netop nu er en transition i gang på mange niveauer og således findes et stærkt momentum, som fortjener yderligere opbakning.
Dermed er det imidlertid ikke sagt, at de danske problemer løser sig ved blot blindt at abonnere på nogle af de internationale løsningsmodeller, der aktuelt er i spil. Som diskussionerne i vores nabolande tydeligt illustrerer, er der stadig masser af udfordringer og uløste problemer og samtidig stærk modstand fra etablerede interesser. Men det er til gengæld også helt sikkert, at problemerne heller ikke løses, hvis ikke de diskuteres bredt og med inddragelse af mange forskellige interesser.
Det er min forhåbning, at meriteringsudvalgets nylige rapport kan bidrage til at igangsætte en række af disse diskussioner og herunder især synliggøre nogle af «Open Science» bevægelsens mange interessante eksperimenter, der i mine øjne repræsenterer de bedste bud på en ny vej fremad.
Udvalgets anbefalinger i punktform
Meritering af forskning
• Den fulde bredde af væsentlige bidrag til forskningsresultater skal meriteres og anerkendes på universiteterne
• Bedømmelsen af forskningsmeritter i forbindelse med ansættelser skal være substantiel og kvalitativt funderet
Meritering af undervisning
• Undervisning skal være et fagligt domæne for de videnskabeligt ansatte præget af åbenhed, sparring og faglig udvikling
• Bedømmelsen af undervisningsmeritter skal altid indgå ved ansættelsen af videnskabeligt personale
• Universiteterne skal fastsætte normer for opkvalificering af undervisningskompetencer
• Der skal udvikles en ensartet dokumentationspraksis for undervisningskompetencer
Meritering af videnspredning
• Universitetskulturen skal generelt fremme vidensamarbejde med det omgivende samfund
• Stillingsopslag kan i højere grad lægge vægt på kvalifikationer inden for videnspredning
• Øget fleksibilitet og brug af delestillinger understøttet af meriteringspraksis kan understøtte tættere samarbejde om videnspredning
• Brugen af peer review i forbindelse med myndighedsbetjening skal styrkes
• Ny pris etableres for årets vidensamarbejde
Se også: Måling av forskningskvalitet i Danmark
Hovedbilde: Kim Vadskær