I september 2020 lancerede Danske Universiteter en række fælles ambitioner for det danske universitetssystem under overskriften «Viden skaber Danmark». I ambitions-planen lægges der op til øget samarbejde og mindre intern konkurrence – et tilsyneladende nybrud i en sektor som ellers traditionelt har været præget af både konkurrence og særinteresser. Men hvad vil de egentligt, de danske universiteter i fællesskab? Og er der tale om gammel vin på nye flasker eller en reel ny kurs?
Av Lise Degn og Kaare Aagaard, Dansk Center for Forskningsanalyse, Aarhus Universitet
Ambition om øget samarbejde
I en tid, hvor Corona-pandemien har fyldt det meste af nyhedsbilledet i både Danmark og resten af verden, har andre nyheder haft svære odds. Derfor var opmærksomheden omkring en pressemeddelelse udsendt i september fra universiteternes interesseorganisation, Danske Universiteter, da også begrænset, på trods af at der tilsyneladende er tale om lidt af et nybrud i den interne relation mellem institutionerne.
Under overskriften «Universiteterne skruer ned for intern konkurrence for at løse fremtidens store udfordringer», lancerede Danske Universiteter med denne pressemeddelelse og den medfølgende publikation, Viden skaber Danmark, en ambition om et øget samarbejde på en række centrale områder.
Netop konkurrence har ellers igennem mange år været en drivende kraft i den politiske styring af universitetssektoren. Det ses særligt i indretningen af finansieringssystemet. På uddannelsesområdet har taxametersystemet, som allokerer midler til universiteterne på baggrund af studerendes gennemførselstid fungeret som et incitament til at konkurrere om (stærke) studerende.
På forskningssiden har både det præstationsbaserede basisbevillingssystem og forskydningen mod konkurrenceudsatte midler ligeledes animeret til intern konkurrence. Men i den nye fælles strategi slås der nye toner an således at universiteterne nu i højere grad end tidligere har «pligt til at sætte [sig] selv i spil til gavn for Danmark» som det hedder i pressemeddelelsen.
Denne pligt til at bidrage kollektivt til samfundet kædes sammen med de store globale udfordringer, særligt klimaudfordringerne og den grønne omstilling af samfundet.
Et historisk samarbejde præget af uenigheder
At Danske Universiteter melder sig på banen med denne type fælles ambition vil næppe i sig selv fremstå som opsigtsvækkende for en udenforstående observatør. Men set i et historisk perspektiv er det faktisk ganske bemærkelsesværdigt.
Selve organisationen Danske Universiteter (tidligere Rektorkollegiet) har traditionelt været præget af store interne uenigheder i forhold til centrale sektorspecifikke politikspørgsmål. Her har særinteresser snarere end fællesinteresser ofte defineret de fælles udmeldinger, der af samme grund tit har haft karakter af laveste fællesnævner. Dette forhold har også i mange tilfælde gjort universiteterne til en forholdsvis svag forhandlingspartner overfor skiftende regeringer og ministre.
Ligeledes har det som regel også betydet at universiteterne er endt i en position, hvorde i højere grad har været tvunget til at agere reaktivt snarere end proaktivt. Samlet set har Danske Universiteter således generelt fremstået som en relativt svag interesseorganisation, der sjældent har talt med en stærk og entydig stemme. Dertil har interesseforskellene mellem de enkelte og ganske forskellige universiteter simpelthen været for store.
Hvori består nybruddet?
I det perspektiv kan der derfor med god ret tales om et nybrud, men hvad er det så universiteterne vil med det nye samarbejde? Først og fremmest lægges der med strategien op til et tættere samarbejde og koordinationsarbejde på uddannelsesområdet, herunder blandt andet med et fokus på et mere koordineret samarbejde om efterog videreuddannelsesområdet samt en mere aktiv indsats for at styrke de studerendes digitale kompetencer.
Dernæst fokuserer strategien på forskningsområdet. Også her lægger universiteterne op til at indtage en mere proaktiv rolle end tidligere. Det gælder særligt i forhold til at fokusere på at øge det samlede samarbejde med andre partnere, for eksempel for at styrke politiske beslutningsprocesser eller samarbejdet med virksomheder, andre uddannelsesinstitutioner osv.
Såvel forskning som uddannelse spiller også en væsentlig rolle ift. det tredje fokusområde, der i strategien benævnes «Bro til verden». Inden for dette område er ambitionen at positionere Danmark stærkere internationalt, både i forhold til at styrke dansk deltagelse i internationale forskningssamarbejder, ved at fremme fokuseringen på innovation, og ved at opprioritere det internationale aspekt i uddannelserne.
Endeligt drejer det sidste fokusområde i den fælles strategi sig om universiteternes samfundsmæssige ansvarlighed. Mere specifikt beskrives det at universiteterne samlet vil arbejde mere for ligestilling mellem kønnene og styrket diversitet på universiteterne; at de vil styrke samfundets adgang tilden forskning som udføres på universitetet, samt at de vil understøtte samfundets tillid til videnskaben ved at fremme uafhængighed og åbenhed.
En mere proaktiv universitetssektor
Universiteterne forsøger således med den nye strategi at definere en ny og mere proaktiv rolle for sig selv. I sig selv er dette interessant, men mere interessant er det måske at universiteterne som samlet sektor nu åbner op for en række nye prioritetsområder og aktiviteter, som ikke traditionelt har stået højt på dagsordenen.
To områder er særligt værd at lægge mærke til. Først og fremmest, er det interessant at der lægges op til en større koordination af udbuddet af uddannelser, så det i højere grad matcher det samfundsmæssige behov. Netop denne mangel på koordinering kan ses som en af baggrundene for den omstridte «dimensioneringsreform» fra 2014, som netop havde som formål at «tvinge» universiteterne til at forholde sig til i hvilken grad de uddannede de rigtige kandidater til arbejdsmarkedets behov. Den fælles ambitionsplan kan ses som et forsøg på at tilbageerobre denne opgave og genetablere den armslængde, som før dimensioneringsreformen herskede ift. uddannelsesudbuddet.
Et andet område, hvor universiteterne også forsøger at påtage sig en mere aktiv rolle er på diversitetsog ansvarlighedsområdet. Særligt er det her interessant og positivt, at universiteterne lægger op til en mere aktiv indsats for at sikre åben adgang til forskningsresultater. Dette er i naturlig forlængelse af den internationale strømning mod netop videnskabelig åbenhed.
Imidlertid er det en strømning, som indtil nu ikke for alvor har vundet indpas i den danske diskussion i modsætning til hvad vi ser hos vores nordiske naboer og i resten af Europa. Hvis dette udspil fra universiteterne om en mere aktiv rolle ift. open access kommer til at udmønte sig i konkrete initiativer, ligner det et reelt opgør med den eksisterende træghed på området.
Vil hensigtserklæringerne blive omsat til handling?
Der er altså nye toner – og måske endda også nye takter på vej for de danske universiteter. Indtil videre er udspillet dog primært karakteriseret ved at være pæne hensigtserklæringer, men der er dog også mere på tapetet denne gang. Særligt positivt er det at universiteterne nu ser ud til at tage udviklingen i egne hænder og lægger op til at ville være med til aktivt at forme den, i stedet for at vente på politiske initiativer.
Samtidig er det dog også åbenbart at der er nogle underliggende interessemodsætninger og nogle fortsatte politiske konkurrence incitamenter som hurtigt kan gøre tingene vanskelige når det kommer til at finde fælles løsninger i forhold til eksempelvis uddannelseskoordinering og forskningssamarbejde. Hvor dybt viljen til øget samarbejde i sektoren reelt stikker, må fremtiden vise.
Viden skaber Danmark, Fælles ambitioner for de danske universiteters rolle i samfundet.