Idéen til antologien Vitenskap, menneskerettigheter og diplomati. Fridtjof Nansen og Niels Bohr opstod, da min norske medredaktør professor Jakob Lothe, Oslo, og jeg opdagede, at det var i 1922, både Fridtjof Nansen og Niels Bohr modtog nobelprisen.
Helle Porsdam, professor, Københavns Universitet
Nansen fik Nobels Fredspris for sit humanitære virke for bl.a. Folkeforbundet, mens Bohr blev tildelt nobelprisen i fysik. Mange har siden ment, at Nansen snildt kunne have fået en nobelpris for sin forskning, og at Bohr meget vel kunne have fået Nobels Fredspris for sit virke som videnskabsdiplomat.
Niels Bohr 2022
Antologien bygger på to symposier, som fandt sted i henholdsvis København og Oslo i september 2022. Ligesom dette år blev fejret på forskellig vis i Norge for at hædre Nansen, blev også 2022 Niels Bohrs år i Danmark.
Megen af denne fejring drejede sig om Bohrs virke som fysiker, men ved det symposium, som blev afholdt på det danske Videnskabernes Selskab, var omdrejningspunktet Bohr som videnskabsdiplomat.
Nansenfejringerne
Noget lignende gjorde sig gældende for Nansenfejringerne i Norge, som for størstedelens vedkommende drejede sig om Nansens mange fortjenester som videnskabsmand og opdagelsesrejsende. På symposiet i det norske Vitenskapsakademiet i september 2022, ugen efter fejringen af Bohr i København, var det imidlertid Nansens humanitære arbejde, der stod i centrum.
Det er Jakob Lothe, der er hovedredaktør for den første halvdel af antologien, som omhandler Nansen. De syv norske kapitler viser, hvordan Nansen gennem de senere år af sit liv i tilgift til sin forskning også engagerede sig i humanitært arbejde.
Hans forskning i f.eks. nerveceller, havdyr og havet i det hele taget var banebrydende for senere klimaforskning, ligesom hans engagement for at afhjælpe sult og elendighed for de mange flygtninge efter første verdenskrig er legendarisk.
Som Folkeforbundets første flygtningehøjkommissær indførte han bl.a. et internationalt anerkendt identitetsdokument – det berømte Nansen-pas – for at hjælpe og forbedre livsbetingelserne for statsløse flygtninge.
Jeg vil i det følgende koncentrere mig om den danske halvdel af antologien, som jeg selv er hovedredaktør for.
Fællestræk og forskelle
Med sit kapitel om «Niels Bohr og Fridtjof Nansen, nogle fælles træk», danner Vilhelm Bohrs kapitel en overgang fra de norske bidrag til bogen til de otte danske bidrag. Vilhelm Bohr viser, hvordan der var både fællestræk og forskelle mellem Nansen og hans farfar, Niels Bohr, når det gjaldt emner som videnskab, sport, familieliv, diplomati, bidrag til samfundet, verdenspolitik, hjælp til flygtninge og de to herrers personligheder.
En samlet overskrift over de danske bidrag kunne være: Niels Bohrs mange ansigter. Dette er faktisk overskriften på det ene af de danske bidrag – nemlig Finn Aaseruds og Christian Joas’ kapitel. Aaserud er tidligere leder af Niels Bohr Arkivet ved Københavns Universitet, og Christian Joas er hans efterfølger – så her får vi et privilegeret indblik i Niels Bohrs liv og gøremål!
De ansigter og gøremål, som Aaserud og Joas fremhæver i deres kapitel, er Bohrs støtte til de mange unge kolleger, som besøgte ham i København, efter hans nye institut (Niels Bohr Institutet) blev indviet d. 3. marts 1921. De som besøgte Bohr, talte om den specielle ’københavner-ånd’, som herskede. Desuden hører vi også om Bohr som administrator og institutionsbygger og om hans modstand mod nazismen og arbejdet med at hjælpe tyske flygtninge.
Niels Bohr var, som vi får at vide i et af de andre danske kapitler, god til (ligesom i øvrigt også Nansen var det) at udnytte den status og den platform, de fik bl.a. via deres nobelpriser, til at formidle deres forskning og til at få de politiske magtudøvere engageret i emner, som var påtrængende og vigtige for verden og dens befolkning. De stod her på skuldrene af talrige andre nordiske videnskabsfolk – og også af den nordiske tradition for folkeoplysning, som de begge voksede op med, hævder Anja C. Andersen.
Bohr som filosof
Hans Halvorsen og Anja Skaar Jacobsen tager fat på Bohr som filosof. De beskriver Bohr som en ganske original og innovativ filosofisk tænker, men som en, der var vanskelig at læse – især for udenlandske forskere og filosofer.
Bohr var bedre til at formulere sig på dansk end på engelsk, men Halvorsen og Jacobsen mener, at det især var ukendskabet til den danske kulturelle og filosofiske kontekst, Bohr skrev sig ind i, som har været skyld i, at hans mere filosofiske tanker ikke har været værdsat efter fortjeneste, men tværtimod er blevet misforstået.
Hos Stine Lomborg drejer det sig om, hvordan Bohrs åbne brev til FN, som blev skrevet i 1950, ville se ud i dag, hvor nutidens teknologi, navnlig de digitale medier, sætter nogle helt andre rammer for videnskabsformidling og -forskning. Bohrs budskab om åbenhed og udveksling af information er ikke mindre aktuelt nu her næsten 75 år senere, men i dag ville et åbent brev for fælles fremskridt gennem samarbejde og åben udveksling af viden nødvendigvis skulle leveres anderledes.
Forskningscenteret Risø
Den facet, Jørgen K. Kjems tilføjer til Niels Bohrs mange ’ansigter’, er den rolle, Bohr spillede i forbindelse med oprettelsen af forskningscenteret Risø (før det blev fusioneret med Danmarks Tekniske Universitet). Ligesom også CERN blev Risø startet i en tid med knappe offentlige ressourcer, og at pengene til slut blev bevilget, havde førende forskere som Bohr en stor del af æren for. Sådan noget ville ikke kunne ske i dag, hvor politikere og andre beslutningstagere ikke længere tillader forskerne at være med til at tage beslutninger om store forskningsanlæg som Risø.
Videnskabsdiplomat
De sidste tre kapitler i antologien drejer sig alle om Niels Bohr som videnskabsdiplomat. Tomas Bohr, som er bror til Vilhelm Bohr, beskriver sin farfar som et menneske, der ikke var pacifist, men som fremhævede tillid som værende essentiel for at bygge forståelse mellem folk og nationer.
Åbenhed og forståelse for andre er to forskellige ting. Det var Niels Bohr klar over, og han argumenterede for, at det kræver dialog at opbygge forståelse. Det er et synspunkt, vi kan lære noget af også i dag, fremfører hans barnebarn.
Iver B. Neumann fortæller i sit kapitel om, hvordan videnskabsdiplomatiet passer ind i diplomatiets historie sådan mere generelt. Dette er Neumanns andet kapitel i antologien, idet han også er forfatter til et kapitel i den første, norske del af antologien, som handler om Fridtjof Nansen som videnskabsdiplomat.
Og endelig har jeg selv skrevet antologiens sidste kapitel, hvori jeg trækker nogle tråder op til nutiden og til min egen forskning og interesse for ’science diplomacy’ og for den i FN’s Verdenserklæring om menneskerettigheder og senere internationale
menneskerettighedsdokumenter omtalte ret til at nyde fordel af videnskabens fremskridt og dens produkter (’right to science’ i daglig tale).
Overskriften på Harald Dag Jølles kapitel er «Ofret Nansen vitenskapen for freden?» Dette er et spørgsmål, som er lige så aktuelt i Bohrs tilfælde. Ligesom Nansen brugte Bohr uendeligt mange kræfter gennem den anden halvdel af sin karriere på videnskabsdiplomati, på at forebygge krig og fremme forpligtende internationalt samarbejde i kølvandet på anden verdenskrig og atomvåbenkapløbet under den kolde krig.
Begge kæmpede de med at finde den rette balance mellem deres virke som forskere og deres virke som humanitære videnskabsdiplomater – og det er noget, vi kan relatere os til i dag. Midt i handelskrigen mellem USA og Kina, Ruslands invasion af Ukraine samt andre geopolitisk anspændte situationer spiller videnskaben en prominent rolle, og vi forskere bliver i stigende grad opfordret eller sågar tvunget til at optræde som videnskabsdiplomater. Her kan det være gavnligt at se tilbage på, hvordan Fridtjof Nansen og Niels Bohr forsøgte at klare balancegangen mellem videnskab og diplomati.
Hovedbilde: SevenThreeSky-AI. Adobe-Stock.