I den forskningspolitiske debat i de nordiske lande rettes opmærksomheden mod Danmark i forsøget på at finde modeller, der kan bidrage til at øge udbyttet af de offentlige forskningsinvesteringer. At Danmark klarer sig godt på en række bibliometriske mål er veldokumenteret, men hvorfor dansk forskning klarer sig så godt, er mindre åbenlyst. Forfatterne mener at dette er en vigtig debat, men advarer mod tendensen til at sætte lighedstegn mellem de mest synlige danske reformer og den aktuelle høje performance.
KAARE AAGAARD, POST DOC., AARHUS UNIVERSITET
ka@cfa.au.dk
JESPER W. SCHNEIDER, SENIORFORSKER, AARHUS UNIVERSITET
jws@cfa.au.dk
Dansk forskningspolitik fremhæves i stigende grad som et eksempel til efterfølgelse. Årsagen er efterhånden velkendt: dansk forskning kommer flot ud i internationale opgørelser, og har efterhånden gjort det i et stykke tid. Tendensen til at Danmark trækkes frem som en regulær forskningspolitisk rollemodel er især blevet tydelig i forlængelse af en rapport fra det Svenske Videnskabsakademi skrevet av Gunnar Öquist og Mats Benner (se Forskningspolitikk, nr 1, 2013). Rapporten sammenligner Sveriges forskningsperformance med en række landes og peger på forklaringer på Sveriges stagnation og Danmarks succes. Debatten er efterfølgende fortsat både i Danmark og det øvrige Norden. Aktuelt er diskussionerne tydeligst i Norge, hvor Benner og Öquist den 26. februar præsenterede rapporten «Governing breakthrough research in Norway 1990-2013» (se intervju med Benner i dette nummer).
Helt overordnet ser vi dette som en spændende og nødvendig debat. Spørgsmålene, der behandles, er imidlertid ualmindeligt komplekse, og der er derfor god grund til at holde tungen lige i munden, når det overvejes, hvordan og i hvilket omfang de nordiske lande kan lade sig inspirere af hinanden. Der er gode grunde til at se på Danmarks udvikling og lede efter mulige forklaringer på denne, men der er samtidig også grund til at advare mod nogle af de tvivlsomme kausalslutninger, der aktuelt fremføres. Inden vi diskuterer disse forhold nærmere, kræver betegnelsen «dansk forskning» dog en præcisering. Forskningsperformance, som den præsenteres i ovennævnte studier, baserer sig kun på tidsskriftsartikler indekseret i Scopus eller Web of Science. En del fagområder er som bekendt dårligt repræsenteret i disse databaser, så i denne sammenhæng betyder «dansk forskning» primært naturvidenskabelige og medicinske forskningsområder. Samtidig er det væsentligt at understrege, at citationsindikatorer måske nok er acceptable mål for gennemslagskraft på et højt aggregeringsniveau, men at det stadig er et partielt mål, som kun giver en indikation af performance på ét af en række relevante parametre.
Forskningspolitik og forskningsperformance
Vores viden om forskellige faktorers påvirkning af forskningsperformance på nationalt niveau er i praksis ganske begrænset. Efter vores vurdering skyldes den manglende viden mindst tre forhold. For det første er de faktorer, der kan påvirke forskningsperformance, tæt forbundet i komplekse vertikale og horisontale systemer, hvor effekter vanskeligt lader sig isolere. For det andet er mange potentielt forklarende faktorer sandsynligvis kun befordrende for performance inden for et bestemt interval, hvilket betyder, at både for meget og for lidt af en bestemt faktor kan have negative virkninger. Det er med andre ord urealistisk at betragte forskningspolitiske faktorers relation til performance som lineære funktioner. For det tredje er tidsperspektivet afgørende. Forskningsperformance kan kun meningsfuldt vurderes i et langsigtet perspektiv, og dette gælder især i forhold til opbygningen af et stærkt forskningssystem. Hvad angår nedbrydning af et sådant system, er der desværre tegn på, at den kan forløbe noget hurtigere, men selv her vil der være en betydelig tidsforskydning mellem årsag og virkning. Som udgangspunkt må vi dog for de fleste typer af initiativer forvente en forsinkelse på mindst 3-5 år og i mange tilfælde en del mere. Trods disse begrænsninger har vi en vis viden om mulige faktorer, som kan påvirke landes forskningsperformance. Disse omfatter, som også Benner og Öquist fremhæver, finansiering, ledelse, organisering af det offentlige forskningssystem og forskeruddannelse.
Den danske udvikling
Når den danske udvikling anskues i et langt tidsperspektiv viser der sig et interessant mønster. Udviklingen de seneste 30 år viser først en markant og konstant nedgang i performance i perioden fra 1981 til 1990, og derefter en lige så markant og støt stigning frem til det nuværende høje niveau. For at forstå den nuværende situation er det således afgørende at se nærmere på vendepunktet omkring starten af 90’erne. Som forklaring på faldet i 80’erne er det blandt andet blevet fremført, at perioden først var præget af relativt lave bevillinger og derefter en kraftig forskydning mod programfinansiering. Samtidig var forskningsledelsen generelt svag, institutionsstrukturen fragmenteret, arbejdsstyrken aldrende, og forskeruddannelsen ikke-formaliseret og med lav volume. Disse faktorer blev imidlertid ændret i begyndelsen af 1990erne, hvor balancen mellem basisbevillinger og konkurrenceudsatte midler fandt et stabilt niveau, hvor den interne forskningsledelse blev styrket, hvor universiteterne begyndte at modtage en større andel af de samlede offentlige forskningsudgifter, og hvor forskeruddannelsen blev styrket og formaliseret. Der var imidlertid ikke tale om en stort udtænkt «masterplan» og radikale skift, men snarere en række enkeltbeslutninger, der pegede i nogenlunde samme retning, og blev efterfulgt af 10-15 år med relativ stabilitet i finansiering og rammebetingelser. Meget tyder således på, at der i denne periode gradvist blev fundet gode balancer mellem konkurrence og stabilitet, mellem excellence og diversitet, mellem ledelse og kollegial legitimitet, og mellem erfaring og fornyelse for blot at nævne nogle af de centrale balancer i systemet.
Grundforskningsfonden som forklaring
Én faktor nævnes ofte som afgørende i denne periode, etableringen af Danmarks Grundforskningsfond i 1991 og oprettelsen af de første «Centres of Excellence» (CoE) i 1993. Flere har i den forbindelse peget på, at Grundforskningsfonden fordrede til et større ambitionsniveau med skærpelse af kvaliteten af forskningsansøgninger, at den skabte basis for internationalisering, professionalisme, forskningsledelse og forskeruddannelse, samt at fonden fik en synergieffekt i forhold til resten af forskningssystemet. At Grundforskningsfonden har været en succes, kan der næppe rejses tvivl om, men der er dog grund til at have blik for proportionerne og tidsperspektivet i det store billede. Der kan her eksempelvis fokuseres på den danske forskningsperformance fra 1980 til 2010 målt på andele af forskningsartikler blandt de 10 procent mest citerede artikler og sammenlignes med en tidsserie, der viser den danske forskningsperformance uden artikler fra CoE.
De første CoE blev oprettet i 1993 og som det ses i figuren bliver forskellen mellem kurverne med og uden artikler herfra først mærkbar i anden halvdel af 1990erne. Selv herefter udgør de kun en relativt lille del. Grundforskningsfonden har dermed ikke i sig selv haft indflydelse på vendepunktet, da den mest markante del af stigningen allerede finder sted i årene op til etableringen, men fonden har til gengæld i et vist omfang bidraget til den fortsatte positive udvikling fra midten af 1990’erne og frem. Hertil kommer så mulige afsmittende effekter.
Ledelsesreform, konkurrenceudsættelse og fusioner som forklaringer
Derimod er der så godt som intet grundlag for at vurdere effekten af de nyere, store reformer, som også er blevet fremhævet som mulige forklaringer på successen. Her nævnes især universitetsloven fra 2003 (hvor de nye ledelser først var på plads på de store universiteter omkring starten af 2006), globaliseringsmidlerne fra 2006 og universitetsfusionerne fra 2007. Med de forventede forsinkelser fra lanceringen af denne type initiativer til manifesteringen i citationsmål skal vi have tidsserier, der går noget længere frem end 2010, før vi begynder at få indikationer på mulige effekter. Selv her vil det i øvrigt være vanskeligt at sige noget præcist, da der er tale om en række parallelle ændringer, som er vanskelige at isolere, og som ikke nødvendigvis alle trækker i samme retning. Aktuelt er det således et helt åbent spørgsmål, hvordan disse ændringer vil komme til at påvirke performance i de kommende år.
Indtil vi bliver klogere på dette, er det imidlertid værd at erindre, at Danmarks stærke opgang mod det nuværende høje niveau for alvor tog fart i en periode med et ganske pluralistisk finansieringssystem, et relativt fragmenteret institutionslandskab, et kollegialt ledelsessystem, og en politisk styring præget af mange forskellige sektorielle interesser. Læren af den danske succeshistorie er således noget mindre ligetil, end den aktuelt fremstilles.