En dramatisk ministerafgang dette forår har aktualiseret en række diskussioner om den danske sektorforsknings vilkår efter fusionsprocesserne i 2007. Såvel den aktuelle sag som en igangværende gennemgang af kontraktudformninger viser, at der er væsentlige problemer med forskningsfriheden, og at hverken universitetsledelserne eller det politiske system indtil videre har ønsket at diskutere disse forhold åbent. Kronikøren, der aktuelt arbejder på en udredning om forsknings-frihed og herunder brugen af kontrakter, efterspørger en sådan dansk debat
HEINE ANDERSEN, PROFESSOR EMERITUS, KØBENHAVNS UNIVERSITET
ha@soc.ku.dk
D. 23. februar blev der afholdt eksperthøring i Folketingets miljøudvalg på Christiansborg. Emnet var beregninger fremlagt af miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen om miljøbelastninger knyttet til en ny landbrugs-lovpakke. Sagen var politisk sprængfarlig, og høringen skete under stor mediebevågenhed. Syv af landets førende miljøforskere var indkaldt. På et tidspunkt stillede et medlem af miljøudvalget dem følgende spørgsmål: «Hvem af jer kan svare ja til, at ministerens tal er korrekte?» Det kunne ingen af de syv. Få dage efter måtte ministeren gå af. Et flertal i Folketinget havde ikke tillid til hende.
Dobbelt mundkurv til sektorforskerne
Dette dramatiske hændelsesforløb udstiller alvorlige problemer i vilkårene for dansk sektorforskning i dag. Ministerens beregninger blev fremlagt, som om de byggede på en rapport fra miljøforskere ved Aarhus Universitet. Rapporten var imidlertid blevet holdt hemmelig som konsekvens af en kontrakt med ministeriet. Ministeriets embedsmænd havde så fiflet med tallene uden at forskerne kunne sige fra. Den kontrakt, deres ledelse havde skrevet under på, indeholdt nemlig også en tavshedsklausul. Universitetet måtte ikke offentliggøre rapporten, men ikke nok med det, forskerne måtte heller ikke sige noget om den. De måtte end ikke sige, at de havde skrevet under på sådan en kontrakt. Det var hemmeligt, at rapporten var hemmelig. Først senere, i februar 2016, kom selve rapporten frem.
Under oprulningen kom også andre ting frem. Forskerne på Aarhus Universitet havde under arbejdet været udsat for pres fra ministeriets embedsmænd. De var også blevet pålagt at inddrage et af landbrugets konsulentfirmaer. Andre interesseorganisationer med miljøinteresser fik derimod først adgang til rapporten, efter at den politiske aftale var indgået. Havde rapporten været offentlig, og havde forskerne haft deres ytringsfrihed, var landbrugspakken, som den forelå, næppe blevet vedtaget. Miljøet havde måske fået bedre vilkår. Ministeren ville næppe heller have vovet at fifle med tallene, og var så nok ikke blevet væltet.
Sagen er desværre ikke enestående
I kondenseret form afsløres det dermed, at basale regler og principper under de rådende styringsforhold tilsidesættes. Dette er ikke blot til skade for forskningens frihed og uafhængighed, men også for demokrati og ytringsfrihed. Og det aktuelle eksempel er slet ikke enestående. Tværtimod indgår hemmeligholdelse og mundkurv til forskere i almindeligt anvendte standardkontrakter om myndighedsbetjening. De pågældende kontrakter, der anvendes både overfor universiteter og sektorforskningsinstitutter, har imidlertid ikke hidtil været åbent problematiseret og udsat for kritik.
Sektorforskningens vilkår efter fusionerne
I løbet af 1990’erne opstod der et politisk ønske om større enheder og tættere kontakt mellem universiteter og sektorforskning. I regeringsgrundlaget for Anders Foghs regering fra 2001 indgik en revision af sektorforskningen, og Danmarks Forskningsråd gav i 2002 en række anbefalinger til strukturændringer. Efterfølgende lancerede Videnskabsminister Helge Sander i forbindelse med Globaliseringsrådet endnu mere vidtgående planer, der indbefattede indfusionering af sektorforskningen under universiteterne. Som resultat blev alle de hidtil selvstændige institutter på nær tre i 2007 indfusioneret i universiteterne. Processen havde bl.a. til formål at styrke sektorforskningens uafhængighed. For at sikre myndighedernes mulighed for fortsat at få den nødvendige forskningsbetjening greb man dog samtidig ind i universiteternes forskningsfrihed. Der blev indføjet en ny paragraf i universitetsloven, således at ministeren nu kunne pålægge universiteter at udføre bestemte opgaver.
Selvom processen foregik under nogen ståhej, blev fusionerne faktisk gennemført som «frivillige» aftaler. Der var dog alvorlige bekymringer, især fra universiteternes side. Man frygtede konsekvenser for den eksisterende universitetsforskning i form af afsmittende begrænsninger. Dertil kom at sektorforskningsinstitutternes hidtidige basisbevillinger skulle udfases, således at universiteternes økonomi ville blive forringet med større afhængighed af eksterne midler til følge.
Hvordan er det gået siden?
Flere bange anelser er gået i opfyldelse. Her vil jeg kun omtale forskningsfrihed. Et af de stærkest fremførte argumenter var, at sektorforskning på universiteterne ville få sikret større uafhængighed og frihed. Sektorforskerne ville få samme frihedsgrader som universitetsforskere, lige bortset fra valg af emner. Ved valg af teorier og hypoteser, metoder, kommunikation med andre forskere såvel som med andre interessenter under forskningsprocessen, resultatvurdering og publicering samt deltagelse i offentlig debat, ville de have samme frihedsgrader, som alle andre universitetsforskere, lovede man. Det ville gavne både kvaliteten og troværdigheden, var argumentet.
Erfaringerne har vist noget andet. Forskningsbaseret myndighedsbetjening er underlagt begrænsninger, som overhovedet ikke er forenelige med principper for fri universitetsforskning, og som ikke har været kendt på universiteterne før. Dette strider både mod gængse definitioner og mod god videnskabelig praksis. Dertil kommer, at de oven i købet krænker regler for offentligt ansattes ytringsfrihed. Miljøministeriet har i et brev til mig faktisk erkendt, at kontrakternes begrænsninger i ytringsfriheden går ud over gældende love for offentligt ansatte. I øvrigt ser det også ud til, at selve begrebet sektorforskning er ved at glide ud, så afgrænsningen til anden universitetsforskning opløses. Om friheden er større, mindre eller uændret i forhold til før, har ingen undersøgt. Der har uden tvivl altid været eksempler på hemmeligholdte rapporter og begrænsninger i forskeres ytringsfrihed før. Men en undersøgelse fra 2012 tyder i hvert fald ikke på, at forskerne generelt har oplevet forbedringer. De har i følge en rapport fra Center for Forskningsanalyse bl.a. fået mindre tid til forskning.
Grund til alvorlig bekymring
At der nu rutinemæssigt foregår hemmelig forskning og uddeles mundkurve til forskerne på universiteterne, er efter alt foreliggende noget nyt. Der er to observationer, som giver ekstra grund til alvorlig bekymring i den anledning.
Den ene er, at det er foregået, uden at universitetsledelserne har sagt fra. Fra 2007, hvor fusionsprocesserne startede, blev der indgået vejledende aftaler mellem universiteter og myndigheder med det erklærede formål at sikre forskningsfrihed, herunder publiceringsfrihed. Men når man følger udbygningen af myndighedernes styringsmuligheder, ser man for det første, at universiteterne har givet køb. Forskningsbaseret myndighedsbetjening er i stigende grad indordnet under myndighedernes instruktionsbeføjelser. Og for det andet, at de aftalte generelle rammer ikke respekteres i konkrete tilfælde.
Den anden observation er, at ingen politikere tilsyneladende er opmærksomme på forskningsfrihedens betydning, verken betydningen for resultaternes kvalitet og troværdighed, eller for de demokratiske processer. Forskningsfrihed opfattes ellers som en af livsnerverne i moderne åbne samfund på linje med pressefrihed og kunstnerisk frihed. I eksemplet med landbrugspakken blev kritikken alene rettet mod ministeren, mens ingen politikere rejste det generelle problem vedrørende forskningsfrihed. Enkelte medier og journalister gjorde, men indtil nu uden at det har givet anledning til stor opmærksomhed. Det tyder på en meget ringe bevidsthed om forskningsfrihed og på en lav vurdering af samme.