På opdrag fra Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske råd (DFiR) er der for nylig gennemført en analyse af udvalgte policy-faktorers betydning for udviklingen i gennemsnitlig citations-gennemslagskraft på nationalt niveau. Analysen, der blev præsenteret og diskuteret i forbindelse med DFiRs konference den 9. juni, peger blandt andet på fastholdelsen af en række centrale systemiske balancer samt en tydelig akademisk orientering som forudsætning for vedvarende høj performance på aggregeret niveau.
KAARE AAGAARD, SENIORFORSKER, AARHUS UNIVERSITET/NIFU
ka@ps.au.dk
Dansk Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet har i samarbejde med Technopolis Group og NIFU netop gennemført en komparativ analyse af sammenhængen mellem forskningspolitiske ændringer og udviklingen i gennemsnitlig citationsscore på nationalt niveau. Analysen der omfatter Danmark, Sverige og Holland, undersøger betydningen af udvalgte policy-faktorer: herunder blandt andet balancen mellem basismidler og konkurrenceudsatte midler, brugen af excellence initiativer, organisering og volumen af PhD-uddannelse samt styring og ledelse af universiteter. De tre lande er interessante at analysere, fordi de alle må betegnes som stærke forskningsnationer, men samtidig udviser ganske forskellige udviklingstræk.
Det hollandske system har udvist en vedvarende høj og stabil positiv udvikling gennem hele perioden. Det danske system oplevede et markant fald gennem 1980’erne, men fik vendt udviklingen gennem 1990’erne og har siden præsteret på samme høje niveau som det hollandske system. Endeligt gennemgik det svenske system et mindre drastisk fald end det danske gennem 1980’erne, men det formåede til gengæld ikke helt at indhente det tabte igen i den efterfølgende periode. Et centralt spørgsmål i analysen er, om disse udviklingstræk kan forklares med udgangspunkt i ændringer relateret til de udvalgte policy faktorer?
Få og usikre sammenhænge i et komparativt perspektiv
En helt overordnet konklusion på analysen er imidlertid, at entydige sammenhænge mellem de udvalgte policy-faktorer og citations-performance meget vanskeligt lader sig identificere i et komparativt perspektiv. Vi finder eksempelvis ikke tydelige mønstre mellem ændringer i balancen mellem basismidler og konkurrenceudsatte midler på den ene side og udviklingen i aggregeret gennemslagskraft på den anden, når vi undersøger det på tværs af lande. Vi ser heller ikke tegn på at specifikke udformninger af excellence-initiativer kan fremhæves som en afgørende forklaring på nationale forskelle, eller at eksempelvis indhold og timing af ledelsesreformer i sig selv har stor forklaringskraft. At det forholder sig således, er dog ikke overraskende, da der er tale om særdeles komplekse systemer, hvor effekterne af isolerede policytiltag sjældent kan opgøres præcist, når vi ønsker at forstå udviklingen på system-niveau over en længere tidsperiode. For at opnå en forståelse af aggregerede udviklingstræk over en lang tidshorisont er vi i stedet nødt til at anlægge et systemperspektiv og se på både interaktionen mellem de forskellige faktorer og på den bredere kontekst, de opererer inden for.
Tydeligere sammenhænge indenfor de enkelte lande over tid
Mens det, som indikeret ovenfor, er vanskeligt at pege på entydige sammenhænge på tværs af landene, synes der dog at kunne identificeres nogle tydeligere mønstre på nationalt niveau over tid. Dette ses ikke mindst i forhold til den danske case, hvor der i analysen peges på en række systemiske ubalancer som forklaring på det danske fald i performance op gennem 1980’erne. Ubalancerne knytter sig i høj grad til faktorerne formuleret af DFiR. 1980’erne var således præget af en stærk forskydning fra basismidler mod konkurrence-udsatte midler, begrænsede excellence-midler, særdeles lav PhD volumen samt en ledelsesstruktur, der kun i ringe grad ansporede til at sætte forskningskvalitet højt på den interne dagsorden. En genopretning af disse balancer i starten af 1990’erne, som blant andet omfattede en stabilisering af finansieringssystemet, oprettelsen af Grundforskningsfonden, en kraftig satsning på forskeruddannelse og et fornyet ledelsessystem lagde efterfølgende fundamentet for den langvarige positive danske udvikling, som vi kan observere i figuren ovenfor. For Sverige og Holland er disse mønstre knapt så tydelige, men også her peger analysen på betydningen af samspillet mellem de forskellige faktorer over tid som en afgørende forudsætning for at forstå de overordnede udviklingstræk.
Tværgående forklaringer på nationale forskelle?
Selvom sammenhængene mellem forskningspolitiske ændringer og aggregeret citationsperformance således langt fra fremstår entydige, peger analysen alligevel på to overordnede forhold, der kan bidrage til at forklare forskellene på udviklingerne i de tre lande.
For det første fremhæves det, at Danmark og Holland særligt siden starten af 1990’erne har haft en mere entydig akademisk orientering i forskningspolitikken rettet mod universiteterne end tilfældet har været i Sverige. Dette er ikke mindst kommet til udtryk i organiseringen af forskningssektoren, hvor man i Danmark og Holland har haft en relativt klar tredelt grænsedragning mellem (forsknings)universiteter, forskningsinstitutter (sektorforskning) og undervisningsinstitutioner uden forskningsressourcer. I Sverige derimod har opdelingen mellem forskningsinstitutioner og undervisningsinstitutioner været mere flydende ligesom en stor del af den erhvervs- eller myndighedsrettede forskning gennem hele perioden har fundet sted på universiteterne. Universiteterne i Danmark og Holland har således haft en klarere defineret akademisk mission, mens man i Sverige langt tidligere oplevede det «mission stretch» med mange konkurrerende politiske dagsordner, som i dag fremhæves som et vilkår for de fleste universiteter på tværs af lande. I tillæg hertil har man i både det danske og det hollandske system haft nogle centrale eksterne institutioner, som vedvarende har fastholdt et fokus på en stærk akademisk og internationalt orienteret forskningskultur. I en dansk kontekst er dette institutioner som Grundforskningsfonden, Forskerakademiet og senere det Frie Forskningsråd, mens der i Holland kan peges på det nationale forskningsevalueringssystem og NWO.
For det andet peger analysen på, at selv om Danmark og Holland ikke på alle parametre udviser præcis de samme systemkarakteristika, har de alligevel det til fælles, at de løbende har formået at kalibrere deres systemer på en måde, der har sikret en række centrale systembalancer. Udgangspunktet for denne del af analysen er, at ethvert forskningssystem må sikre balancer mellem nogle delvist modsatrettede hensyn. Det gælder eksempelvis mellem diversitet og koncentration af midler, mellem ledelse og forskningsmæssigt frirum samt mellem stabilitet og fornyelse. Vedvarende høj performance på nationale niveauer afspejler ifølge analysen et systems evne til kontinuerligt at rekalibrere disse balancer, når rammebetingelser eller enkelte faktorer ændres – og herunder også en evne til at operere med forskellige balancer på forskellige områder. Med dette blik på samspillet mellem forskellige policy faktorer bidrager analysen til at forklare, hvordan høj performance kan forekomme under ganske forskellige policy-regimer.
Aktuelle advarselssignaler i alle tre lande
Sidst men ikke mindst peger analysen også på, at der i alle tre lande i dag ses tegn på voksende ubalancer, der kræver fremadrettet forskningspolitisk opmærksomhed. Ubalancerne knytter sig ikke mindst til finansieringssystemerne, hvor der i alle tre lande observeres tendenser til forøget koncentration af midler som følge af en fokusering på excellence og stigende konkurrenceudsættelse. Dette synes at ske på bekostning af diversiteten i systemerne, det brede vækstlag og den langsigtede stabilitet. Samme type ubalance observeres også i forhold til karriere-systemerne, hvor ikke mindst en meget stærk satsning på forskeruddannelse har skabt en ekstrem hård konkurrence om stillinger på de følgende niveauer i karriere-hierarkiet. I kombination med stagnerende eller ligefrem faldende bevillinger har det skabt en situation, hvor karriereudsigterne for unge forskere i dag er særdeles usikre, hvilket gør det vanskeligt at tiltrække og fastholde de mest talentfulde. Endelig ser man også i Danmark og Holland en bevægelse i retning af det vi i denne sammenhæng kan kalde en «svensk» model for universitetssektoren, hvor den stærke akademiske orientering udfordres af en række andre uddannelses- og innovationspolitiske dagsordner. Den sidste problemstilling fremstår særligt udtalt i Danmark som følge af fusionsprocesserne, der blev gennemført i 2007.
Kilde: ‘Links between research policy and national academic performance – A comparative study of Denmark, Sweden and the Netherlands’. Rapport udarbejdet af CFA, Technopolis Group og NIFU på opdrag fra Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd.