Dansk forskningspolitikk har i de seneste ti år gjennomgått hurtige og store forandringer. Fra å ha hatt en relativt perifer posisjon knyttet til undervisningspolitikk, trådte forskningen markant frem som eget politikkområde på den danske politiske dagsorden på begynnelsen av 1990-tallet. Forskningsleder Karen Siune, som inntil januar 2010 var leder av Dansk Center for Forskningsanalyse, beskriver i denne artikkelen hovedtrekkene i utviklingen frem til i dag.
KAREN SIUNE, FORSKNINGSLEDER, DANSK CENTER FOR FORSKNINGSANALYSE, AARHUS UNIVERSITET
siune@cfa.au.dk
Baggrunden for udviklingen af forskningspolitikken i Danmark har været en udbredt opfattelse af forskningen som en afgørende faktor for Danmarks fremtidige konkurrencekraft, vækst og velstand. Videnskabsminister Helge Sanders udspil med budskabet «Fra tanke til faktura» har siden 2003 været en gennemgående tråd i en række markante politiske initiativer med sigte på at knytte den offentligt finansierede forskning tættere til det omgivende samfund i almindelighed og til erhvervslivet i særdeleshed således at universiteternes forskning i stigende grad kunne betales af erhvervslivet. Videnskabens autonomi og interne styringsmekanismer er under denne logik i stigende grad kommet under pres af forvaltningspolitiske løsningsmodeller. Og universitetsforskeres frihed til selv at vælge temaerne for deres forskning og specielt frygten for tabet af denne frihed er i stigende grad kommet frem i den offentlige debat.
Forskning for innovation
Innovationspolitik trængte sig i løbet af det første årti af 2000 ind i den politiske debat som et nyt selvstændigt politikområde, og den politiske og økonomiske optagethed af innovation blandt politikere og erhvervsliv har til en vis grad defineret en ny central rolle for forskningen som vækstgenerator i det moderne globaliserede samfund. Forskydningen i den værdimæssige orientering fra forskning primært som middel til ny viden over til strategisk forskning som middel til innovation og på sigt primært til økonomisk vækst har medført ændringer i forskningspolitikken generelt og især ændringer på forskningens organisatoriske niveau. Ændringerne i politikken har været glidende omend en række markante politiske initiativer repræsenterer bruddet med den traditionelle danske forskningspolitik.
Ministeren for forskning er i det danske politiske system siden regeringsskiftet i 2001 (fra en socialdemokratisk regering til en borgerlig Venstre-Konservativ regering) benævnt Minister for Videnskab, Teknologi og Udvikling. Ressort-udvidel- sen af Ministeriet med ansvar for innovationspolitik – omend innovationspolitik for erhvervslivet stadig varetages i Økonomi og Erhvervsministeriet – er en del af den kontekstuelle ramme for en analyse af de seneste ti års danske forskningspolitik. Bruddet med de traditionelle værdier for grundforskning, eller sagt på anden vis den nye bredde i den værdimæssige logik bag forskningspolitiske initiativer, opleves især blandt forskere på de danske universiteter. Men også de danske sektorforskningsinstitutioner har i høj grad været genstand for ændringer i løbet af de seneste fem år. Som følge heraf har den førte forskningspolitik været kilde til væsentlige konflikter i den samlede danske forskningsverden både på idémæssigt og på praktisk plan.
Reformiver
Forskningspolitikken skal dog ses i et længere perspektiv end blot de seneste ti år for at man skal kunne forstå den omfattende danske reformaktivitet, ligesom den danske forskningspolitik skal ses i et komparativt perspektiv, hvor det nordiske perspektiv og ikke mindst den europæiske forskningspolitik udgør et relevant komparativt perspektiv.
Blandt de store reformforløb i dansk forskningspolitik er følgende centrale:
- Forskningskommissionens betænkning (2001), der anbefalede ændringerspecielt i sektorforskningsstrukturen. Indsatsen omkring forskningskommunikation i forskellige afskygninger blev skærpet, bl.a. med Tænketanken for Forståelse, der udkom med sine anbefalinger i 2003.
- En af de største ændringer var Universitetsloven (2003), der lagde op til ændringer på universiteterne med ansatte ledere og professionelle bestyrelser. Denne lovændring, som havde skabt meget debat, blev evalueret af et internationalt udvalg i 2009 (Se Forskningspolitikk, nr. 1/2010). I sin rapport vurderede det til en vis grad de ændringer, der var kommet med loven, som positive samtidig med at udvalget gav udtryk for at loven var gået for langt med begrænsninger af forskernes frihed.
- Forskningsrådsreformen (2003) havde til hensigt at styrke forskningsrådene, og erindres især for at der blev oprettet strategiske forskningsråd (2004) og som følge heraf overført midler fra den frie forskning til strategisk forskning. Den såkaldt frie forskning blev samlet under et forskningsråd.
- Fusionsprocesserne mellem universiteterne og mellem sektorforskningsinstitutioner og universiteter har især medført ændringer i forskningens organisering. Oplægget hertil kom fra ministerens side i foråret 2006, og alle fusioner skulle være meldt ud inden årsskiftet 2006-07. En lang række fusioner blev gennemført i 2007, hvorved antallet af universiteter blev reduceret fra 12 til 8. De tre store universiteter kom efter reformen til at dække henved 75 pct. af al dansk offentlig forskning. De fleste af de til ministerierne knyttede sektorforskningsinstitutioner kom under et af de tre store universiteter (Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Danmarks Tekniske Universitet), mens nogle få blev til såkaldt nationale forskningsinstitutioner.
Indtil andet er påvist så er min påstand fortsat at Danmark har gennemført fusioner af forskningsinstitutioner uden at have opnået egentlig integration af forskningen. Danmarks Forskningspolitiske Råd kommer i sin årsrapport (april 2010) til samme konklusion. Administrativt har det kostet dyrt at fusionere institutionerne organisatorisk bl.a. på grund af forskellige typer af opgaver, men med tiden må der forventes mere integration på det forskningsmæssige område.
Oprustning til global konkurrence
Globalisering har i stigende grad været tema i Danmark. Udfordringen blev sat på dagsordenen af regeringen i forsommeren 2005, hvor der blev nedsat en kommission til at give anbefalinger. Allerede i april 2006 offentliggjordes en strategi for Danmark i den globale økonomi benævnt «Fremgang, Fornyelse og Tryghed». Dette arbejde var i høj grad styret af regeringens embedsmænd selvom en række forskere og erhvervsfolk var inddraget i arbejdet.
Globaliseringsstrategien omfatter ikke alene forskning og innovation, men også mere fundamentale uddannelser. Ifølge udmelding fra Statsminister Løkke Rasmussen i 2010 søger Danmark at etablere «Verdens bedste folkeskole».
Oveni de mange ovennævnte politiske initiativer har især ændringerne af finansieringsmodellerne for universiteterne været på dagsordenen – herunder særligt ændringer i basisbevillingsmodellen som blev diskuteret gennem flere år inden den nye model endelig blev fremlagt 2009. I udviklingen af finansieringsmodellen skelede man meget til de nordiske erfaringer.
Fast kurs
I februar 2010 blev ministeren med ansvar for videnskab, teknologi og udvikling (Helge Sander fra partiet Venstre) skiftet ud med en konservativ erhvervskvinde, som i løbet af ganske kort tid meldte ud at danske forskere var «sikkerhedsnarkomaner»! Den nye minister (Charlotte Sahl Madsen) har derudover i offentlig debat tilkendegivet at hun er positiv til konkurrence i forskningsverdenen; derudover sker der jvnf. hende ikke noget skifte i den borgerlige regerings generelle forskningspolitik (ForskerForum juni-august 2010).
Argumentationen, der blev fremlagt i 2006, danner fortsat grundlag for dansk forskningspolitik med udgangspunkt i en tro på:
- stordriftfordele
- universiteterne skal være større for at være attraktive
- større universiteter vil give bedre kvalitet (Jyllandsposten, 21.09.06)
- større universiteter vil øge sandsynligheden for EU finansiering
- større universiteter er nødvendig på grund af globaliseringen og den internationale konkurrence (Jyllandsposten, 21.09.06)
- «universiteterne skal lave bestillingsopgaver» (Information, 16.09.06)
En ny forskningspolitik med anden logik skal uanset ministerskiftet ikke forventes på denne side af det kommende folketingsvalg, der skal finde sted senest i efteråret 2011.