Dansk forskningspolitik har gennem store dele af 2021 været præget af en debat om såkaldte aktivistiske forskningsmiljøer. Hvad der kunne have givet anledning til væsentlige og påtrængende overvejelser om forskningens selvregulering, troværdighed og rolle i samfundet, har imidlertid i stedet blot kastet mere brænde på et rødglødende identitetspolitisk bål. Principielle og vigtige overvejelser er i den proces i store træk forsvundet og i stedet har diskussionen polariseret sig omkring nogle fastlåste, normative positioner, der får de flestes sind i kog og kaster alle nuancer overbord.
Kaare Aagaard, forskningsleder, VIA University College
Overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer
Diskussionen tog for alvor fart i det tidlige forår 2021, hvor Morten Messerschmidt (DF) og Henrik Dahl (LA) rejste et såkaldt § 20-spørgsmål til uddannelses- og forskningsministeren omkring det de opfattede som pseudoforskning, manglende objektivitet og overdreven aktivisme indenfor visse humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer.
Fokus rettede sig her primært mod forskning, der under en uklar fællesbetegnelse blev betegnet som identitetsstudier med race-, køns-, migrations- og postkoloniale tematikker i centrum. Spørgsmålet mundede efterfølgende ud i en Folketingsbeslutning, der i sig selv fremstår næsten intetsigende, men som stadig opfattes som kontroversiel i kraft af dens tilblivelseshistorie.
Det kontroversielle bestod ikke mindst i en række udtalelser fra den daværende minister, der som en del af debatten udtrykte bekymring for hele felter med en teoretisk ensporet og aktivistisk tilgang til forskningen. En hovedpointe var her, at forskere ikke skal bedrive politisk aktivisme, og at universitetsledelserne skal sikre, at det ikke sker.
Polariseret og ufrugtbar stedfortræderdiskussion
Den efterfølgende debat blev hurtigt domineret af to ufrugtbare positioner.
På den ene side var der stadig det indledende krav om at forskning ikke må være aktivistisk, men uden at det på noget tidspunkt blev rigtigt klart, hvad der mere præcist lå i begrebet aktivisme.
På den anden side kunne der observeres en overvejende defensiv reaktion fra forskersamfundet: Svaret herfra var i mange tilfælde, at politisk kritik af denne karakter er udtryk for indgreb i forskningsfriheden, samt at videnskabens selvregulerende mekanismer i øvrigt fuldt ud er i stand til at sikre kvalitet og lødighed i den forskning, der produceres. Dermed blev forsvaret på mange måder et glansbillede af videnskaben og en implicit eller eksplicit insisteren på en tilbagevenden til elfenbenstårnet.
At diskussionen blev så polariseret og uklar skyldes nok ikke mindst, at diskussionens oprindelige ophavsmænd næppe har været drevet af en generel bekymring for videnskabens selvregulerende egenskaber. Snarere er der tale om, at man med denne problemstilling havde fundet en ny arena for nogle værdipolitiske diskussioner, som har vist sig særdeles effektive til at aktivere og forstærke højaktuelle politiske skillelinjer.
Problemer med begge positioner
I et forskningspolitisk snarere end et værdipolitisk perspektiv kan der imidlertid sættes spørgsmålstegn ved begge positioner.
Hvis vi forstår aktivisme bredt som ønsket om at bidrage til social forandring, er der nok få der reelt vil opponere mod at netop dét i dag opfattes som ét af forskningens centrale formål. Det kunne eksempelvis være gennem forskningens bidrag til grøn omstilling, opfyldelsen af FN’s Verdensmål, forbedring af integrationsindsatser eller reformering af velfærdsstatens indretning. Fra politisk side er præcis denne type forventninger blevet fremført med større og større kraft gennem de sidste 20 år.
Her gælder det imidlertid, at forskning med potentiale for at forandre verden aldrig er værdifri, men altid i et eller andet omfang vil udfordre etablerede interesser. Ikke desto mindre efterspørger både politikere og interessenter igen og igen engagerede forskere, der forholder sig til centrale samfundsudfordringer. Dermed er problemet set fra forslagsstillerne næppe aktivistisk forskning i bred forstand, men snarere udtryk for det mere inkonsistente synspunkt at forskningen blot ikke må være aktivistisk i forhold til nogle helt specifikke emner.
Den modstående position er imidlertid heller ikke uproblematisk. Ved at imødegå angrebet på identitetsstudier med fortællingen om det videnskabelige systems interne mekanismer til kvalitetssikring og selvkorrektion tegnes et billede, der hverken er i overensstemmelse med realiteterne eller i videnskabens og samfundets langsigtede interesse.
For det første er det tydeligt for enhver, der har fulgt diskussionerne om reproducerbarhedskrisen og udbredelsen af tvivlsomme forskningspraksisser, at videnskabens interne kvalitetssikringssystem har alvorlige mangler. Her kan den offentlige samtale udgøre en supplerende kvalitetssikringsarena, hvor resultater trykprøves ud fra andre kriterier end de rent videnskabelige.
For det andet er forskere nødt til at møde det samfund, de beskæftiger sig med, og må her indstille sig på, at borgere og politikere vil udfordre eller angribe vidensudsagn, der støder imod deres holdninger og interesser. Ekstern kritik er således ikke i sig selv et problem – om end det er åbenlyst at kritikkens form har afgørende betydning for hvor konstruktiv den efterfølgende samtale bliver.
Fra normative positioner til diskussion af ansvarlig forskningspraksis
Man kan således godt på den ene side tage skarp afstand fra de slet skjulte trusler, tilsvininger og personangreb, der har præget den aktuelle debat, men samtidig på den anden side insistere på at offentlig diskussion af forskning ud fra et helhedsperspektiv er et både velkomment og nødvendigt fænomen. Blot at henvise til videnskabens evne til selv at løse problemerne er hverken overbevisende eller politisk gangbart.
Et bud på en anden vej fremad kunne være at flytte debatten fra dens normative udgangspunkt i retning af det mere konstruktive spørgsmål om hvilke generelle principper, vi forventer at forskningen lever op til – uanset om den beskæftiger sig med køn, integration, medicin eller kernefysik.
Spørgsmålet bliver dermed ikke, om forskningen må være aktivistisk eller forsøge at sætte samfundsmæssige aftryk, men snarere hvordan vi sikrer, at det sker på måder der er troværdige, transparente og ansvarlige uanset forskningsemne. Hermed kan diskussionen fremfor blot at blive værdipolitisk bidrage til den fremvoksende integritetsdagsorden, som netop på den ene side positivt betoner ansvaret for at understøtte samfundsmæssig forandring, men samtidig også på den anden side understreger at alle typer af forskning bør leve op til nogle grundstandarder for ansvarlig praksis.
Et godt udbytte af en ellers ufrugtbar debat kunne således være, at de pågående diskussioner fører til denne type refleksioner indenfor såvel de angrebne områder som forskningen som helhed. Samtidig er der dog også grund til at understrege, at ansvaret for en god offentlig diskussion i mindst lige så høj grad påhviler dens eksterne deltagere – og herunder at især det politiske systems repræsentanter bør gå foran med et godt eksempel.
Illustration Dynamic Graphics