Forskning

Debatt: Replik til den norske struktur-debat

KAARE AAGAARD, SENIORFORSKER, DANSK CENTER FOR FORSKNINGSANALYSE, AARHUS UNIVERSITET
ka@ps.au.dk

I lyset af den aktuelle norske strukturdebat er det naturligt, at der er interesse for erfaringerne med de store danske universitetsfusioner, der blev gennemført med effekt fra 1. januar 2007. Som en af de danske forskere, der har forsøgt at formidle disse erfaringer, har jeg dog oplevet at budskaberne i mange tilfælde trækkes så meget ud af kontekst, at de snarere skader end gavner den norske debat. Et eksempel kunne være en artikel i Universitetsavisa.no med den fængende overskrift: Dansk forsker advarer mot Stor-NTNU (12/1-2015). Dette budskab er imidlertid langt fra de konklusioner, vi hidtil har kunnet drage med udgangspunkt i såvel de danske erfaringer som den internationale litteratur på området. En hovedpointe i mine indlæg har derimod været, at der er ganske få erfaringer, der uden videre kan overføres mellem forskellige nationale og institutionelle kontekster. For hver institution må fordele og ulemper med andre ord gøres nøje op, før der træffes en beslutning. Herudover er det væsentligt at understrege, at der er særdeles store forskelle på det danske og norske system, når der ses på antallet af institutioner samt på betydningen af afstande og regionale hensyn. Selv før fusionerne var det danske system præget af relativt få universitets-institutioner, hvoraf hovedparten i forvejen var ganske store. Argumentet om potentielle stordriftsfordele var således mindre åbenlyst i en dansk kontekst end det fremstår i en norsk kontekst med langt flere små institutioner. På samme måde var det regionale hensyn, som jo i et vist omfang trækker i modsat retning af hensynet til stordriftsfordele, også af langt mindre betydning i Danmark, end det er i Norge.

Dette betyder dog ikke nødvendigvis, at der ikke kan være relevante erfaringer at drage fra Danmark. Der er særligt fire hovedpointer, jeg har forsøgt at fremføre.

1) Fusioner er generelt meget langstrakte processer, der ofte har store menneskelige og økonomiske omkostninger på kort og mellemlangt sigt. Gevinsterne viser sig i bedste fald først på lang sigt, men der er absolut ingen garanti for at fordelene vil overstige ulemperne. Selvom der nu i Danmark er gået mer end otte år siden fusionerne, kæmper særligt de to største institutioner, Aarhus Universitet og Københavns Universitet, stadig med væsentlige uafklarede problemstillinger relateret til den nye struktur.

2) Forarbejdet er afgørende for den efterfølgende proces. Den danske fusionsproces var karakteriseret ved en ekstremt hurtig beslutningsfase, hvor der var meget begrænset tid til at overveje alternativer samt til grundigt at diskutere såvel fordele som ulemper ved forskellige muligheder. Ligeledes efterlod processen heller ikke mulighed for at de ansatte kunne involveres i noget særligt omfang. Denne proces har efter min opfattelse været en væsentlig medvirkende årsag til de problemer, der på mange danske institutioner er dukket op i kølvandet på fusionsprocesserne.

3) Særligt store udfordringer har i Danmark knyttet sig til den del af fusionsprocessen, der involverede sektorforskningen. Generelt var der en klar undervurdering af de udfordringer, der knytter sig til at fusionere på tværs af sektorer med meget forskellige opgaveporteføljer og finansieringsstrukturer samt store forskelle i karriere-, stillings- og meriteringssystemer.

4) Og endelig, fusionerne er ikke forklaringen på den aktuelle danske forskningsmæssige styrkeposition. For at forklare denne skal vi derimod se på faktorer, der går væsentligt længere tilbage end strukturændringerne i 2007.

Samlet set er regnskabet efter den danske proces således langtfra opgjort endnu. Mange spørgsmål er endnu ikke undersøgt og lader sig nok også vanskeligt besvare entydigt. I den offentlige debat og i diskussionerne internt på institutionerne har ulemperne fyldt langt mere end fordelene frem til i dag, men om dette afspejler de reelle effekter, ved vi ikke. At det har været både smertefuldt og omkostningsfuldt for institutionerne og deres ansatte frem til i dag er dog ubestrideligt, mens det stadig er et åbent spørgsmål om fusionerne i det lange perspektiv skal ses som en styrkelse eller svækkelse af det samlede danske institutionslandskab.