Helle Porsdam ser på de trusler, som den akademiske og videnskabelige frihed står over for i dag, og hvilke konsekvenser det kan have for forskning og demokrati.
Av Helle Porsdam, Københavns Universitet
Samarbejde med UNESCO
Hvert år afholder FN’s Menneskerettighedsråd et ’Socialt Forum’, et møde om et bestemt tema med åben og interaktiv dialog mellem civilsamfundet, repræsentanter for FN’s medlemsstater og mellemstatslige organisationer. Temaet for dette års sociale forum var, hvordan videnskab, teknologi og innovation kan bidrage til at fremme menneskerettighederne.
Som optakt til det sociale forum 2023 havde FN’s to specialrapportører for henholdsvis uddannelse og kulturelle rettigheder inviteret en lille gruppe af eksperter til at rådgive sig i forbindelse med de rapporter de agter at præsentere for FN’s Menneskerettighedsråd i foråret 2024.
Temaet for specialrapportøren for uddannelse er relationen mellem den akademiske frihed og retten til uddannelse, mens specialrapportøren for kulturelle rettigheder vil fokusere på enhvers ret til at få adgang til og deltage i videnskaben.
Jeg var på baggrund af den forskning, jeg de senere år har udført inden for netop den menneskeret, som drejer sig om enhvers ret til at nyde fordel af videnskabens fremskridt og dens anvendelse (her forkortet til retten til videnskaben),[1] inviteret med som en af disse eksperter.
Jeg har som UNESCO Chair i kulturelle rettigheder de senere år arbejdet tæt sammen med UNESCO om videnskaben og den rolle, den og videnskabsfolk spiller i samfundet.
Scholars at Risk (SAR) Europe
Som dansk repræsentant i den europæiske del af Scholars at Risk (SAR)[2], har jeg hørt mange eksempler på, hvordan den akademiske og den videnskabelige frihed knægtes rundt omkring i verden. Men det gør alligevel et større indtryk, når man som ved UNESCO-konferencerne hører direkte fra kolleger, som selv har været udsat for diverse krænkelser af deres akademiske frihed.
SAR er et internationalt netværk af højere uddannelsesinstitutioner og enkeltpersoner, der arbejder for at beskytte truede forskere og fremme den akademiske frihed. Om et par uger udgiver SAR rapporten ”Free To Think 2023”,[3] der analyserer 409 angreb på de videregående uddannelser i 66 lande og territorier – alle begået mellem 1. juli 2022 og 30. juni 2023.
Blandt de globale og regionale eksempler rapporten nævner, er Talebans udelukkelse af kvinder fra de videregående uddannelser i Afghanistan, undertrykkelse af al videnskabelig protest i Kina og Tyrkiet og politiets og sikkerhedsstyrkernes anvendelse af vold i Iran, Indien og Sri Lanka over for studenterprotester.
Rapporten fremhæver også virkningerne af krig og væbnet konflikt på de videregående uddannelser i løbet af de sidste år i Myanmar, Sudan og Ukraine, hvor militære styrker f.eks. har ødelagt og besat flere universiteter.
Men rapporten understreger også, at vestlige demokratier ikke er immune over for angreb på de videregående uddannelser. Det er USA et eksempel på. Her har lovgivere forsøgt at begrænse undervisning og forskning inden for ’uønskede’ emner som kritisk raceteori og kønsstudier, hvilket har undermineret universiteternes selvstyre. Faktisk er, konkluderer rapporten, bestræbelser på at underminere den akademiske frihed et tegn på demokratisk tilbageskridt.
Den akademiske og den videnskabelige frihed
Den akademiske frihed er – meget forenklet sagt – den frihed, folk i den akademiske verden har til at forske og undervise i det, de selv ønsker. Den omfatter også studerendes rettigheder til selv at vælge, hvilke kurser de vil tage, og universiteters selvstyre.
Der er et element af ytringsfrihed tilknyttet, men mens ytringsfriheden – igen meget forsimplet sagt – indebærer en ret til at sige det, man vil, inklusive at fremsætte løgnagtige ytringer, så er en forsker forpligtet til aldrig at lyve, men at sige sandheden.
Der er med andre ord en forpligtelse tilknyttet forskeres frihed, som ikke findes i forhold til den mere generelle ytringsfrihed. Sidstnævnte er ydermere især rettet mod ytringer af alle slags (mundtlige såvel som skriftlige), mens forskeres frihed kan gå ud over ytringer til også at omfatte noget, de foretager sig som f.eks. at udføre eksperimenter, deltage i konference osv.
Så er der også den videnskabelige frihed, som indgår i retten til videnskaben, og som ligesom alle andre menneskerettigheder gælder for alle mennesker. Den går derfor på en måde ud over den akademiske frihed, som hovedsageligt haves af mennesker i den akademiske sektor. Der foregår jo videnskabelig forskning i mange andre sektorer.
I en ny bog, som jeg har skrevet sammen med tre andre, Scientific Freedom: The Heart of the Right to Science[4], forsøger vi at udrede disse begreber og at relatere dem til nogle af de vigtigste diskussioner omhandlende videnskaben og dens rolle i samfund og politik. I min monografi Science as a Cultural Human Right,[5] har jeg et kapitel om den videnskabelige frihed som en del af retten til videnskaben.
Videnskabsrelateret populisme
Videnskabelig skepsis[6] er et fænomen, som efter min mening udgør en stor fare for både den akademiske og den videnskabelige frihed. Nogen taler om videnskabsrelateret populisme, fordi denne form for populisme ikke som vanligt retter sig mod politikere og andre beslutningstagere, men derimod mod akademiske ’eliter’.[7]
For forskere, hvis forskning udfordrer etablerede måder at tænke på, kan formidling af deres forskning i medierne, især på sociale medier, føre til verbale øretæver. Eksempler inkluderer klimaforskning, Corona forskning og forskning, der beskæftiger sig med identitetsspørgsmål som race og køn.
Formidlingen og diskussionen af selv velunderbygget forskning om disse emner kan blive mødt med uunderbyggede, følelsesladede påstande eller konspirationsteorier, der forklarer vigtige emner og begivenheder som hemmelighedsfulde intriger lavet af magtfulde, ondsindede grupper. Misinformation, falske nyheder og konspirationsteorier kan nogle gange være forskellige fænomener, men det fælles kendetegn er, at disse overbevisninger ikke er modtagelige for evidens-baserede modbeviser.
Videnskabsrelateret populisme kan forhindre videnskabelig forskning inden for netop de områder, hvor vi lige nu har allermest brug for god og hæderlig forskning. Med sit fokus på videnskabelig praksis og vidensdeling og staters forpligtelse til at sørge for ordentlige forhold for forskere giver retten til videnskaben os et godt redskab til at imødegå de værste former for videnskabsrelateret populisme.
Fotnoter
[1] Se Porsdams artikkel ”Videnskab er en menneskerettighed” i Forskningspolitikk, oktober 2023
[3] Free to Think 2023 | Scholars at Risk.
[4] Sebastian Porsdam Mann, Helle Porsdam, Maximilian M. Schmid and Péter Vilmos Treit: Scientific Freedom: The Heart of the Right to Science, Rowman & Littlefield Publishers 2023 https://www.penguinbookshop.com/book/9781538178379 .
[5] Helle Porsdam: Science as a Cultural Human Right, University of Pennsylvania Press 2022 https://www.pennpress.org/9781512822939/science-as-a-cultural-human-right/.
[6] Mikkel Gerken, Scientific Testimony: Its roles in science and society Oxford University Press, 2022.
[7] Mede, N. G., Schäfer, M. S. (2020). “Science-related populism: Conceptualizing populist demands toward science. Public Understanding of Science, 29(5), 473–491. doi:10.1177/0963662520924259.
Illustrasjon: SvetaZi