Det danske forskningssystem bliver ofte fremhævet som et eksempel til efterfølgelse, fx i en EU-kontekst. Meget tyder dog på, at der er revner i fundamentet. Vi observerer, at den sunde og naturlige konkurrence, der altid har kendetegnet videnskaben, har udviklet sig til en skadelig hyperkonkurrence. Det er et problem, der bør adresses i den nationale forskningsstrategi, som uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har igangsat arbejdet med for nyligt.
Thomas Sinkjær, Generalsekretær, Videnskabernes Selskab
Susanne Ditlevsen, Præsident, Videnskabernes Selskab
Jonas Krog Lind, Chef for politik og analyse, Videnskabernes Selskab
I 2012 udkom Gunnar Öquist og Mats Benner med rapporten ’Fostering breakthrough research: A comparative study’. Her observerede de, at dansk forskning i sammenligning med andre lande havde ganske stor gennemslagskraft.
Overskriften i rapporten om den danske case var ’Danish miracle?’, som efterfølgende blev et slags slogan, der blev gentaget på konferencer, i debatindlæg og generelt i den forskningspolitiske debat i Danmark i de følgende år.
Interessant nok blev spørgsmålstegnet i den oprindelige overskrift fra Benner og Öquists formulering dog glemt lidt i den hjemlige fejring af dansk forskning. For der var ikke kun lovord til de danske reformer og forandringer.
Faktisk var Benner og Öquist direkte bekymret for, at der med de markante stigninger i ekstern finansiering af forskning ville opstå en lignende situation, som man havde set i Sverige og Finland, hvor selv fastansatte forskere var afhængige af eksterne forskningsbevillinger.
Ser vi på den danske forskning her over et årti senere, må vi sige at den bekymring er blevet til virkelighed. Vi mener, at vi kan se konturerne af en skadelig hyperkonkurrence, hvormed vi mener, at konkurrencen om bevillinger og stillinger er blevet så massiv, at det er en trussel mod både originalitet, kreativitet og diversitet i dansk forskning.
For meget af en god ting
Det er naturligvis ikke et problem, at der er konkurrence om stillinger og bevillinger. Det er sådan set en vigtig kvalitetssikringsmekanisme, og konkurrence har altid været et naturligt element i videnskaben, hvor forskningsideer kæmper på ideernes markedsplads, og skal vise sig holdbare eller uholdbare ved at blive testet.
Men konkurrence har også en bagside. Studier peger på et væld af uhensigtsmæssige effekter, når konkurrencen skrues op til et for højt niveau.
Eksempler på effekter er manglende deling af viden, tvivlsomme forskningspraksis (og videnskabelig uredelighed) og hæmmet kreativitet. Og så er der desuden tegn på, at hyperkonkurrence er særligt skadeligt for kvindelige forskere, hvorfor det også skader ligestilling i forskning (Fang & Casadevall, 2015).
Så hvad er ansvarlig for denne uholdbare situation, hvor konkurrencen er løbet løbsk? Vi vil pege på to udviklinger, der samtidig er dybt forbundne: Stigning i eksterne forskningsmidler og forandring i sammensætning af ansatte i videnskabelige stillinger i Danmark.
De eksterne midler til forskning er steget kraftigt
Mange lande har set en stejl udvikling i omfanget af ekstern finansiering af forskning, også set i forhold til udviklingen i basismidler på universiteterne. Men Danmark (og til dels også Sverige) er begunstiget af flere store erhvervsdrivende fonde, der uddeler midler til forskning. Disse fonde har særligt i løbet af det seneste årti skruet kraftigt op for uddelingerne. Dette er glædeligt, men rammerne på universiteterne for at udnytte disse midler er ikke fulgt med.
De eksterne midler har netop passeret 50 procent af de samlede midler til forskning på de danske universiteter (se figur). Og analyser i Danmark har vist, at udviklingen skaber en økonomisk uholdbar situation på danske universiteter, hvor man har svært ved at finansiere egne prioriteter, og hvor forskere i stigende grad skal hente eksterne forskningsmidler for overhovedet at kunne forske (Fjord, Norn & Wohlert, 2019).
En sektor med vokseværk
I samme periode – og på mange måder som følge af stigningen i eksterne midler – er forskerstanden vokset betydeligt. Men det er ikke alle stillingskategorier, der har set den samme stigning. I 2000 udgjorde professor- og lektorstillingerne tilsammen over halvdelen af de videnskabelige stillinger ved universiteterne. I 2020 udgjorde de kun lidt over en tredjedel (Stage, 2019). I stedet er de midlertidigt ansatte – typisk ansat på ’soft money’ – skudt voldsomt i vejret.
Det betyder naturligvis, at konkurrencen om de relativt færre faste stillinger er vokset markant. Det kan man også se på, at der går længere og længere tid fra færdiggørelsen af ph.d.-afhandlingen til fastansættelse, som Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd har vist (DFiR, 2019).
Selv fastansatte er pressede
I sådan et system er der ikke noget at sige til, at unge forskere oplever karriereudsigterne som usikre. Men der er klare tegn på, at også fastansatte oplever usikkerhed som følge af den ekstreme konkurrence om forskningsbevillinger.
En analyse fra Tænketanken DEA viste, at næsten halvdelen af lektorerne ’i nogen grad’ eller ’i høj grad’ frygter for, om de kan beholde deres stilling på sigt pga. konkurrencen om eksterne forskningsmidler. Og da jobsikkerhed ifølge et studie er helt afgørende for kreativitet (e.g. Fang & Casadevall, 2015), er disse tal meget bekymrende.
Konkurrencesituationen har nået et niveau, hvor vi er dybt bekymret for, at det kreative rum er svundet ind. Når man konstant skal tænke på at søge den næste bevilling – og der er ingen eller kun er meget få midler til rådighed fra universitetet til ens egen forskning (DFiR, 2023) – er der altid et ekstremt pres på forskeren. Hvor er tiden og ikke mindst det mentale rum til at tænke de helt nye ideer?
Behov for grundige analyser og nytænkning
De skitserede udfordringer findes der ingen lette løsninger på. Det er derfor nødvendigt med grundige analyser og drøftelser med sektoren, hvis der skal findes holdbare løsninger. Det er også nødvendigt med kreative løsninger og eksperimenter. Og mange løsninger kan ikke blot implementeres af staten, på universiteterne eller i de enkelte forskningsfinansierende organer (private som offentlige).
Blot for at give et eksempel: Et stort fremskridt for dansk forskning ville være indførelsen af et annuum til de fastansatte forskere (et fast årligt beløb der er under forskerens egen diskretion, der sikrer at han/hun kan udføre forskning). Det ville være universiteterne, der skal stille dette til rådighed.
Men hvis det ikke skal svække universiteternes råderum yderligere, er det nødvendigt med tilførsel af midler. Her kunne staten bidrage med en større del af forskningsreserven, der konverteres til basismidler. Og kunne man forestille sig, at de store private fonde ville være villig til at bidrage, hvis universiteterne til gengæld garanterer, at midlerne går direkte til forskningsaktiviteter (og ikke administration) gennem et annuum?
Der er altså behov for, at staten træder i karakter og skaber en ramme, hvor alle de centrale aktører kan samarbejde om at skabe løsninger. Vi ser frem til at bidrage i den kommende proces omkring tilblivelsen af en national forskningsstrategi for Danmark. Hvis vi ikke gør noget, vil vi i Danmark (hyper)konkurrere os ned på 2. klasse.
Foto: Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs formål er at styrke videnskabens stilling i Danmark (Asger Bjørn Larsen)
Litteratur
Andreas Stage, ’Universities are more than their professors: Understanding organizational changes through staff changes’, Ph.d.-afhandling, Politica, 2019
Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, ‘Karrierer i forskningen – sammenhæng og fleksibilitet i forskeres karriereveje’, Uddannelses- og forskningsministeriet, 2019
Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, ‘Universiteter for fremtiden: tyve år med universitetsloven’, Uddannelses- og forskningsministeriet, 2023
Ferric C. Fang & Arturo Casadevell, ‘Competitive Science: Is Competition Ruining Science?’, Infect Immun, 83(4), s. 1229-1233, 2015
Gunner Öquist og Mats Benner, ’Fostering breakthrough research: A comparative study’, Kungl. Vetenskapsakademien, 2012
Jeppe Wohlert, Jeppe Øxenvad, Jonas Krog Lind, Sebastian Ramsing, Josefine Kjær og Lasse Høst, ’Et effektfuldt middel – med bivirkninger: En undersøgelse af forskeres oplevelser af ekstern finansiering’, Tænketanken DEA, 2023
Mads Fjord Jørgensen, Maria Theresa Norn og Jeppe Wohlert, ’Hvordan sikrer vi de bedst mulige økonomiske viljår for universiteternes forskning?’, Tænketanken DEA, 2019.