Med bakgrunn i mer enn førti års erfaring fra dansk og internasjonal forskningspolitikk, har Peder Olesen Larsen skrevet en omfangsrik bok om dansk forskningspolitikk i går og i dag. Karen Siune, som selv har lang fartstid i dansk og europeisk forskningspolitikk, har lest boken. Den er, konkluderer hun, svært anbefalelsesverdig for alle, også i andre nordiske land, som interesserer seg for dansk forskningspolitikk.
KAREN SIUNE, TIDL. LEDER, DANSK CENTER FOR FORSKNINGSANALYSE, UNIVERSITETET I ÅRHUS
Dansk forskningspolitik har gennemgået store forandringer, herunder ikke mindst forandringer i organisering og ledelse. Den førte forskningspolitik har været kritiseret især af danske forskere, og man kunne forvente at Peder Olesen Larsen fra sin oprindelige position som forsker ville støtte denne kritik. Men en af overskrifterne i værket er at situationen for dansk forskning ville have været værre uden den førte forskningspolitik, og med det udgangspunkt læser man sig gennem den digre rapport, som argumenterer for klare regler og et gennemsigtigt system.
Forsigtig
Styrken ved Peder Olesen Larsens gennemgang af de mange stadier på vejen gennem den 40 års periode som bogen primært dækker, er at han trækker de seneste ti års meget aktive politik ind i en større sammenhæng og til en vis grad ind i en international sammenhæng. Olesen Larsen har været med i forskningspolitiske organer siden 1968, og han dokumenterer et indgående kendskab til udviklingen. Den periode, hvor han var med til at udarbejde vitale oplæg til en dansk forskningspolitik, får en dækning med mange detaljer men med begrænset selvstændig vurdering; forsigtighed er en af Olesen Larsens dyder. Kritikken af den førte politik kommer oftere frem i små spørgsmål til de beskrevne forskningspolitiske handlinger end i en sammenhængende problematisering. Det forsøges dog gennemført i et afsluttende kapitel, der rejser spørgsmålet om vi er ved vejs ende?
Olesen Larsens svar er et «Nej, vi er undervejs». Det naturlige spørgsmål om hvorvidt vi er på sporet, eller på vildveje i dansk forskningspolitik besvares ikke. Olesen Larsen skriver selv: «Svaret blæser i vinden.»
Og lige netop den karakteristik kan man bruge om alt i bogen, der kommer i nærheden af at vurdere de forskellige forskningspolitiske initiativer. Det er derfor nødvendigt at fange forfatteren, de steder hvor han udtrykker holdninger: Han mener, at der er brug for mere forskning i forskning og brug for bedre rådgivning af regering og Folketing. Han tilkendegiver tillige at forskningen ikke nødvendigvis skal have flere penge, vi skal blot have mere ud af de penge, der går til forskning!
Problematiske reformer
Olesen Larsens gennemgang af hvem der beslutter hvad i dansk forskningspolitik (kap. 5) giver et billede af et kompliceret rådssystem. Udviklingen i mange råd udgør en særlig dansk disciplin, som gentagne gange er blevet kritiseret bla. af OECD. Erhvervslivets øgede forsøg på påvirkning behandles stedmoderligt, mens forskellige ministeriers interesser i forskningen bliver omtalt med konkrete detaljer.
I et senere kapitel er konklusionen at forskningens institutioner, og her især universiteterne, styres hele tiden på nye måder (kap.7-8), hvilket netop på grund af de mange initiativer på universitetsområdet har været en belastning for universitetsforskningen. Universitetsforskeres frihed til selv at vælge temaerne for deres forskning og specielt frygten for tabet af denne frihed påpeger Olesen Larsen som reel.
Sektorforskningen gennemgås med et klart blik for sektorforskningens rolle. Konklusionen er, at der er og har været god, ja fremragende, sektorforskning i Danmark. Indtil 2007 havde man sektorforskning og sektorforskningsinstitutioner i tilknytning til næsten alle ministerier (kap. 9). Olesen Larsen forholder sig ikke ubetinget positiv over for de fusioner der fandt sted i 2007. Han påpeger som et overset problem at kontakten mellem sektorministerierne og forskningen er blevet dårligere, hvilket kan medføre at ministerierne gennemfører politik uden at have haft forskningsresultater og viden fra forskningen i samme omfang som tidligere. Der er ikke medtaget analyser af hvad der er sket siden de store fusioner fandt sted i 2007; der er et behov for at se nærmere netop på denne del af integrationen af sektorforskningen ind i universiteterne. Påstanden om at der i Danmark er foregået fusioner men endnu ingen integration, er ikke imødegået.
Detaljeret
Der er en risiko for at man som læser løber træt i bekrivelsens mange detaljer, men de mange kildehenvisninger gør bogen til et godt grundlag for videre studier af forskningspolitikkens udvikling. Med den omfattende statistiske dokumentation er der i værket samlet en gulgrube af oplysninger, som gør værket særdeles anbefalelsesværdigt også til nordiske interesserede i dansk forskningspolitik.
PEDER OLESEN LARSEN: STADIER PÅ FORSKNINGENS VEJ. DANSK FORSKNINGSPOLITIK I GÅR OG I DAG. SYDDANSK UNIVERSITETSFORLAG. ODENSE, 2010.