Diskussionen om fremtidens forskningspolitik var nærmest fuldkommen fraværende i forbindelse med det netop overståede danske Folketingsvalg. I optakten til valget kom der dog et enkelt forsøg på at sætte en ny retning, da en gruppe forskere udsendte et såkaldt Frihedsbrev, der under overskriften ’Sæt forskningen fri’ pegede på en række aktuelle forskningspolitiske udfordringer. I løbet af kort tid fik brevet mere end 2 000 underskrifter.
Av Kaare Aagaard, forskningsleder, VIA University College
Der argumenteres i dette indlæg for at nødråbet er væsentligt og peger på relevante problemer, men at det også på visse stræk fremstår ansvarsfralæggende og bagudskuende. Spørgsmålet er, om analysen og de foreslåede løsningsmodeller ikke med fordel kunne suppleres med andre perspektiver, der i højere grad peger fremad og medtænker forskningssamfundets eget ansvar for at understøtte de nødvendige transformationsprocesser.
Frihedsbrevet
Frihedsbrevet ’Sæt forskningen fri’ blev udsendt i forsommeren 2022. Opråbets hovedargument er, at ledelsessystemet, finansieringssystemet og det øvrige incitamentssystem skaber en uhensigtsmæssig stram styring af den offentlige forskning og dermed underminerer skabelsen af de nye ideer og teknologier, vores samfund aktuelt har så stærkt brug for.
Frihedsbrevets analyse hviler på den præmis, at forskere per definition er idealister drevet af deres ideer og deres optagethed af at forbedre samfundet. De største nybrud sker – ifølge analysen – når forskere i ren passion for sagområderne ender med at transformere deres ideer til indsigt af væsentlig betydning for samfundet.
Argumentet er således, at en høj grad af forskningsfrihed sikrer optimal ressourceudnyttelse, men at de aktuelle rammebetingelser i vidt omfang trækker i modsat retning med negative konsekvenser for kreativiteten og forfølgelsen af eksempelvis high risk/high gain problemstillinger.
Fire sammenvævede kriser
At der er stærke argumenter for reformer af universitetslov og bevillingssystem samt at det eksisterende incitamentssystem er dysfunktionelt, bør på ingen måde anfægtes. Analysen mangler dog i min optik et kritisk blik på forskningssamfundets eget ansvar hvis ønsket om ændrede rammebetingelser skal fremstå overbevisende.
Et centralt spørgsmål er nemlig, om mere autonomi og en højere andel af basismidler af sig selv vil føre til større nybrud og bedre bidrag til løsningen af store samfundsudfordringer, hvis ikke der samtidig tages fat på det akademiske systems interne incitamenter?
Svaret er – ifølge dele af Open Science bevægelsen – et klart nej. Et hovedargument er her, at det eksisterende publiceringssystem er roden til mange af det akademiske systems udfordringer, samt at forskersamfundet ikke blot har store aktier i måden, hvorpå det fungerer, men også afgørende muligheder for at bidrage til at ændre det.
Kort fortalt er det etablerede system aktuelt karakteriseret ved fire sammenvævede kriser:
- En funktionalitetskrise, hvor de ineffektive og langsommelige publiceringsplatforme stadig repræsenterer et teknologisk regime udviklet for flere hundrede år siden;
- En omkostningskrise, der i form af et absurd triple pay set-up1 trækker enorme ressourcer væk fra forskningen;
- En integritetskrise, hvor tidsskrifternes incitamenter belønner nybrud over robusthed samt overselling over ydmyghed, og hvor kvalitetssikringens alvorlige mangler gang på gang afsløres;
- Og endeligt en relevanskrise, hvor der inden for mange områder sker en afkobling mellem de spørgsmål, der opfattes som akademisk væsentlige og de spørgsmål samfundet efterspørger.
Alternativerne findes men har brug for understøttelse
Det positive er imidlertid, at der er masser af tiltag, der forsøger at imødegå disse kriser. Det gælder udvikling af nye community- eller institutionsdrevne publiceringsplatforme med rum til mange typer af formater, nye former for åben, post publication, kvalitetssikring, samt nye tilgange til involvering af civilsamfund, virksomheder, praksis, studerende og andre stakeholdere i alle forskningens faser fra problemformulering til formidling.
Tilsammen repræsenterer de dermed et opgør med prestigeøkonomien med langt bedre udnyttelse af ressourcerne; en række bud på nye belønningsstrukturer og evalueringsmodeller; samt en radikal gentænkning af hvordan forskning kan publiceres og formidles multimedialt og interaktivt.
Ser man på flere af landene omkring Danmark, på internationale organisationer som for eksempel EU og UNESCO, på store finansierende organer som Welcome Trust og Gates Foundation, på en række udenlandske universiteter, samt på dele af de akademiske miljøer i disse lande, finder man efterhånden mange inspirerende initiativer.
I Danmark er diskussionerne af disse problemstillinger imidlertid stadig i vidt omfang fraværende. Det gælder ikke mindst internt i det akademiske system.
Det er åbenlyst, at forskersamfundet ikke alene kan drive transformationsprocesser af denne karakter, men det er også væsentligt at understrege, at den generelle modstand mod forandringer i mange tilfælde netop kommer indefra – særligt fra den mest etablerede del af forskersamfundet, der ofte aktivt modarbejder alternativerne til prestigeøkonomien og den fortsatte fokusering på high-ranking tidsskrifter.
Frihed og ansvar må gå hånd i hånd
Hvorfor overhovedet blande disse diskussioner sammen, kan man spørge? Er spørgsmålet om politiske rammebetingelser ikke ét, der bør adresseres selvstændigt fremfor sammen med Open Science dagsordenen? I min optik er der flere argumenter for at adressere dem i sammenhæng.
For det første er de i praksis tæt sammenvævede. De aktuelle udfordringer kan ikke reduceres til et spørgsmål om politiske rammebetingelser men udspringer i lige så høj grad af interne forhold. Løsninger er dermed afhængige af forandringer på begge dimensioner.
For det andet bør frihed og ansvar gå hånd i hånd. Hvis forskersamfundet selv påtager sig et ansvar for at udvikle og understøtte alternativer til det eksisterende system, vil et ønske om øget autonomi fremstå betydeligt stærkere.
Forskere – her igen særligt de mest etablerede – er ikke blot hjælpeløse marionetter i et stramt styret politisk system, men i høj grad nøgleaktører med afgørende indflydelse på evalueringskriterier og belønningsmekanismer, hierarkier og kvalitetsforståelser, fordeling af midler samt påvirkning af beslutningstagere.
På politisk niveau, i fondsverdenen og på forskellige ledelsesniveauer er der faktisk allerede en gryende erkendelse af Open Science dagsordenens potentialer og nødvendighed. Her er spørgsmålet efterhånden mest, om man vil agere proaktivt eller reaktivt. Tilsvarende opfattelser hører man endnu ikke fra det danske forskersamfund.
Mit argument vil være, at en offensiv rolle i at understøtte og accelerere denne dagsorden vil få ønsket om ændrede rammebetingelser til at fremstå langt stærkere. Hermed vil vi ikke blot efterspørge mere styrings- og bevillingsmæssig autonomi, men også i praksis anskueliggøre hvordan vi ønsker at forvalte den. Dét frihedsbrev skriver jeg gerne under på!
……………………………
- Staten finansierer først offentlig forskning, finansierer derefter kvalitetssikringen gennem løn for peer review, og køber til sidst igen det endelige produkt.
Illustrasjon: Forskningspolitikk