Selvom forskningspolitikken i Danmark i disse år er rykket ned af den politiske rangstige, og eksempelvis er helt forsvundet fra den nyeste regerings aftalegrundlag, så er der stadigt stigende offentligt fokus på hvordan forskningsverdenen fungerer og hvordan incitamenter former og mis-former forskningspraksis, fx ved at tilskynde til forskellige former for ”gaming”.
Lise Degn, Lektor, Dansk Center for Forskningsanalyse, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
Som beskrevet flere gange i Forskningspolitikk har der i Danmark af flere omgange været fokus på forskningens vilkår, uvildighed og ansvar fx ift. Open Science (marts 2021, oktober 2021, december 2022), og en af de mest fremtrædende udtryk har været #pleasedontstealmywork-kampagnen, som blev lanceret i 2022 af Maria Toft, en (nu tidligere) ph.d.-studerende fra Københavns Universitet i samarbejde med PAND (PhD Association Network of Denmark).
Problematiske forskningspraksisser
Kampagnen fokuserede på problematiske forskningspraksisser, særligt på forfatterskabsproblematikker og på tyveri af forskningsideer og resultater og – inspireret af #MeToo kampagnen – opfordrede initiativtagerne til at yngre forskere indsendte deres egne erfaringer med sådanne praksisser.
På kort tid samlede initiativtagerne over 100 vidnesbyrd sammen, som hver især og tilsammen tegner et dystert billede af hvordan det er at være ung forsker i det danske forskningssystem. Vidnesbyrdene berettede om tyveri af ideer, plagiering af specialer, samt andre typer af dårlig forskningsskik – som oftest begået af etablerede forskere mod yngre.
Hjernehinde-sagen
For nylig er diskussionen blusset op igen, ifm. sagen om opdagelsen af en ny hjernehinde – et gennembrud inden for neuroanatomien, som har potentiale til at revolutionere forskning i fx Alzheimers.
Denne opdagelse ramte både dagblade og tv, men kort tid efter var historien en anden – nemlig at opdagelsen muligvis burde krediteres en helt anden, end de to professorer, som havde fået tilskrevet den (Hansen, 2023). I flere medier berettede en yngre postdoc om hendes egen – oversete – rolle i den videnskabelige opdagelse og om hvordan hun følte sig udelukket og dårligt behandlet af de senior-forskere som stod for det overordnede projekt.
Både #pleasedontstealmywork-kampagnen og sagen om opdagelsen af den fjerde hjernehinde har fået forskersamfundet i Danmark til at diskutere forfatterskaber – og ikke mindst om praksisser for hvem der står hvor i bylinen på de videnskabelige artikler.
Tvivlsomme forfatterskabspraksisser
Sagen om den unge postdoc og hjernehinden kom nemlig samtidig med et større studie af tvivlsomme forfatterskabspraksisser, som pegede på at op mod hver tredje Ph.d.- studerende har følt sig presset til at inkludere en forfatter på en af deres artikler, som ikke burde inkluderes (Goddiksen et al., 2023). Den hurtige – og naturlige måske – reaktion fra mange forskere er at notere sig den laveresponsrate (6 procent) og udfordringerne med selv-selektion ind i sådanne studier.
Men denne reaktion overser at tallene faktisk ikke er enestående – vi har set historien før i den internationale litteratur, og også for nylig i andre studier hvor Danmark indgår og hvor responsraten er højere.
I et studie fra forskere på AU ses det at ca. 44 procent angiver at have været en del af den praksis som kaldes ”honorary authorships” – altså forfatterskaber som ”gives” til nogen uden at de har opfyldt kriterierne fra fx Vancouver retningslinjerne (Schneider et al., 2022). Dette studie inkluderer forskere fra post.doc niveau og opefter – og indikerer dermed at problematikken er langt mere institutionaliseret og ikke kun et udtryk for pres på yngre forskere.
Vanskeligt at måle
Det er notorisk vanskeligt at måle problematisk adfærd igennem surveys, men ikke desto mindre peger alle studierne i samme retning: at ”honorary authorships” er mere udbredt end vi bryder os om at tænke på.
Goddiksen og hans kolleger peger på et væsentligt element i denne problematik, nemlig at de unge forskere, som er lavest i det videnskabelige hierarki, er særligt udsatte. Unge forskere er meget afhængige af deres ældre kolleger – ikke kun vejledere, men også andre seniorer, som kan åbne døre til netværk, til projekter, til publikationer og til ansættelser.
Sæt forskningen fri
Og netop derfor er begge diskussioner – altså fra #pleasedontstealmywork til sagen om opdagelsen af den fjerde hjernehinde – blevet kædet sammen med strukturelle udfordringer i akademia, og den oprindelige pleasedontstealmywork-kampagne blev hurtigt kædet sammen med en diskussion om behovet for en revision af Universitetsloven fra 2003 og samlet under sloganet ”Sæt forskningen fri”, som også blev omtalt af Aagaard i Forskningspolitikk i 2022.
Denne nye bevægelse fokuserede på at Universitetsloven fra 2003 havde skabt et perverteret incitamentstyre, hvor ”vi måler succes ud fra antal publiceringer og ikke så meget kvaliteten af publiceringerne. Og vi har en finansieringsstruktur, som også baserer sig på: ”Hvem er det i forvejen, der får mest, jamen det må være et tegn på succes, og så giver vi dem mere”” (Maria Toft – initiativtager til kampagnen, citeret i Petersen, 2022).
Hermed kom debatten til at handle om manglen på faste stillinger på universiteterne og om forskernes manglende autonomi ift. egen forskning. Men spørgsmålet er om det er den samme debat?
Forskningsetik og forskningsintegritet
Problematikken omkring forskningstyveri og forfatterskabssnyd/uenigheder relaterer sig overordnet til forskningsetik og forskningsintegritet. Tyveri og snyd handler altså om moralske principper for god forskningsskik og forskningspraksis.
Omvendt så relaterer den foreslåede løsning – altså flere faste stillinger, mindre konkurrence og mere autonomi til forskerne – sig til strukturen omkring forskning. Paradoksalt nok, kan man også argumentere for at løsningerne som foreslås, kan skabe flere af de problemer som man gerne vil løse.
Flere faste stillinger betyder færre stillinger samlet set, da faste stillinger er dyrere – dette vil betyde endnu mere konkurrenceom disse stillinger og dermed også mere incitament til at bryde reglerne for at komme foran i køen. På samme måde er forslagene om flere fastansættelser og mere frihed heller ikke noget som løser problematikken omkring ældre/fastansatte forskere, som udnytter eller stjæler fra yngre forskere. Tallene fra undersøgelserne ovenfor viste netop også at fx honorary authorships er en ganske udbredt praksis – også blandt fastansatte forskere, og dermed ikke kun et spørgsmål om at unge forskere tvinges til at sætte forfattere på deres artikler.
Som nævnt indledningsvist er forskningspolitikken næsten fuldstændig forsvundet fra den nye regerings agenda, men den nye minister har dog – i kølvandet på sagen om hjernehinden – udtalt at: ”Ministeriet er ved at undersøge mulighederne for at blive klogere på denne her problemstilling og undersøge den nærmere” (Hoffman, 2023). Selvom dette unægtelig lyder meget lidt forpligtende, kan man dog håbe at ministeriet faktisk vil tage problematikken op og forsøge at finde frem til løsninger på begge problematikker – både den som vedrører de problematiske praksisser, og den som vedrører de problematiske rammer hvorunder disse praksisser trives. Om det er samme løsning som skal til, er dog et ubesvaret spørgsmål.
Referencer
Santos, J. B. (2023). “The person in power told me to”—European PhD students’ perspectives on guest authorship and good authorship practice. PLOS ONE, 18(1), e0280018.
Hansen, M. B. (2023). Hjernen bag. Weekendavisen.
Hoffman, T. (2023). Forskere: Hver tredje ph.d.-studerende bryder bevidst regler for publicering, tit under tvang. Videnskab.dk.
Petersen, L. B. (2022). Hundredvis af forskere har skrevet under på åbent brev for at få politikerne til at give forskningsfriheden et eftersyn. Omnibus.
Schneider, J. W., Allum, N., Andersen, J. P., Pedersen, M. B., Mejlgaard, N., & Zachariae, R. (2022). Is ‘something rotten in the state of Denmark’? Cross-national evidence for widespread but less intense use of questionable research practices across all fields of research. OSF Preprint.
Foto: momcilog