Mens den gennemsnitlige størrelse på forskningsbevillinger er steget betydeligt i de senere år, viser en dansk surveyundersøgelse, at de fleste forskere efterspørger mindre eller mellemstore bevillinger. Det rejser spørgsmalet om, hvordan vi sikrer den bedst mulige fordeling af de knappe forskningsmidler.
Peter Munk Christiansen, professor og institutleder, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, og tidl. bestyrelsesformand, Danmarks Frie Forskningsfond
Henrik Dimke, lektor, Institut for Molekylær Medicin, Syddansk Universitet, og formand, Det Unge Akademi
Maria Theresa Norn, analysechef, Tænketanken DEA
Jeppe Wohlert, seniorkonsulent, Tænketanken DEA
Nikolaj Zinner, lektor, Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet, og tidl. medlem, Det Unge Akademi
Forskere er i stigende grad afhængige af konkurrenceudsatte forskningsbevillinger for at kunne forfølge deres forskningsideer. Derudover har der gennem de seneste årtier været en betydelig vækst i antallet af forskere, herunder yngre forskere, som er dybt afhængige af eksterne bevillinger for at kunne træde op på næste trin af karrierestigen.
Uhensigtsmæssigt lave succesrater
Det øgede pres på konkurrenceudsatte forskningsmidler har medført faldende succesrater for forskningsrådsansøgninger i bl.a. Europa og Nordamerika. Uhensigtsmæssigt lave succesrater medfører et element af vilkårlighed i bedømmelsen, hvor nogle kvalificerede ansøgere og ansøgninger opnår finansiering, mens andre kvalificerede ansøgere bliver afvist udelukkende grundet manglen på forskningsmidler.
Ud over at virke demotiverende for forskerne kan det bidrage til et mindre effektivt forskningssystem, hvor omkostningerne forbundet med udarbejdelse og bedømmelse af ansøgninger risikerer at overstige fordelene ved den konkurrencedrevne allokering af forskningsmidler.
Forskning viser desuden, at lave succesrater har en tendens til at gøre både bedømmere og dem, der bevilger forskningsmidler, mere konservative, dvs. til at øge sandsynligheden for, at de satser på «sikre» ansøgere og projekter med lav risikoprofil. Dette kan få betydning for nye videnskabelige gennembrud.
Øget fokus på større enkeltbevillinger
Samtidig ser vi både i Danmark og internationalt et øget fokus på større enkeltbevillinger, eksempelvis til såkaldte forskningscentre og store programsatsninger og i nogle tilfælde også til individuelle forskere.
En hyppig begrundelse for større bevillinger er at muliggøre skalafordele og dermed fremme øget videnskabelig produktivitet og gennemslagskraft i excellente forskningsmiljøer. Denne tendens medfører dog øget pres på de konkurrenceudsatte forskningsmidler og bidrager til en koncentration af forskningsmidler blandt en mindre gruppe af særligt veletablerede forskere.
Men der er ingen entydig dokumentation for, at større bevillinger giver bedre forskning. Som beskrevet i et nyligt litteraturstudie, sætter en række videnskabelige studier faktisk spørgsmålstegn ved, hvorvidt større enkeltbevillinger har den ønskede effekt på forskeres og forskningsgruppers produktivitet og gennemslagskraft, og pointerer deres mulige utilsigtede negative effekter. Forskningsbevillinger over en vis størrelse kan altså have faldende marginal nytte.
Det er derfor vigtigt at diskutere, hvordan vi sikrer den bedst mulige fordeling af de offentlige konkurrenceudsatte midler og de bedst mulige vilkår for forskning og nye videnskabelige gennembrud.
Stemmer i den internationale forskningspolitiske debat1 har fx foreslået at uddele flere og dermed også mindre bevillinger, således at de begrænsede midler kan komme flere forskere til gode, særligt med henblik på at styrke diversiteten i forskningen og vækstlaget af yngre forskere.
Forskernes stemme mangler i debatten om forskningsbevillinger
Diskussioner om konkurrenceudsatte forskningsmidler formes dog i vid udstrækning af de politiske beslutningstagere og de fonde, som uddeler midlerne. Et synspunkt, som er overraskende fraværende i debatten, er forskernes egne vurderinger af deres forskningsfinansieringsbehov.
Hvad efterspørger forskerne selv af midler til deres forskning, og hvilke typer af forskningsbevillinger oplever de som nødvendige for at løfte deres forskning til det næste trin? Det spørgsmål satte Tænketanken DEA, Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) og Det Unge Akademi (DUA) sig for at undersøge i 2017. Denne artikel præsenterer hovedresultater fra undersøgelsen, som også er beskrevet i en rapport i juni 20182 og en kommentar i Nature Human Behaviour i 20193..
En surveyundersøgelse blev gennemført blandt 923 modtagere af bevillinger fra DFF i perioden 2010–14. Med en svarprocent pa 49 pct. tager undersøgelsen udgangspunkt i 455 forskeres svar på en række spørgsmal om deres «ideelle næste bevilling» – en realistisk vurdering af det projekt, og den underliggende bevilling, som er nødvendig for at løfte deres forskning eller forskningskarriere til det næste trin.
Ud over at blive spurgt om deres ønsker til den ideelle forskningsbevilling blev respondenterne bl.a. også bedt om at vurdere egne chancer for at opnå ønskebevillingen inden for de kommende to år, samt deres overordnede oplevelse af mulighederne for at sikre forskningsmidler gennem det nuværende forskningsfinansierende system i Danmark.
Hvor stor er forskernes ideelle næste bevilling?
Hvad vurderede forskerne så selv som en passende bevillingsstørrelse for at kunne realisere deres forskningsideer og -mål? Tre ud af fire adspurgte forskeres ideelle bevilling var en mindre eller mellemstor bevilling på mellem 3 og 10 mio. kr. Mere præcist efterspurgte 26 pct. en bevilling på 3–5 mio. kr., og 24 pct. og 23 pct. en bevilling på hhv. 5–7 og 7–10 mio. kr.
Der var relativt ubetydelige og/eller forventelige forskelle i forskernes vurdering af deres ideelle næste bevilling på tværs af videnskabelige områder, nuværende stillingsbetegnelser og køn.
RESPONDENTER FORDELT EFTER STØRRELSEN PÅ DERES IDEELLE NÆSTE BEVILLING
N(≤ 3)=36; N(3-5)=117; N(5-7)=109; N(7-10)=103; N(> 11)=86. Følgende svarkategorier
med mindre end fem observationer hver er lagt sammen: ≪11-20≫, ≪20-50≫ og ≪> 50≫.
Kilde: DEA, Danmarks Frie Forskningsfond og Det Unge Akademi (2017).
90 pct. af respondenterne angav en minimumslængde på tre til fem år for det projekt, deres ideelle bevilling skulle finansiere, og to tredjedele af respondenterne ville tilknytte mellem tre og otte øvrige personer til deres projekt.
82 pct. af forskerne ville bruge ønskebevillingen til at kunne arbejde videre i et eksisterende forskningsspor, som kunne give ny/dybere indsigt i etablerede forskningsfelter eller -spørgsmal, og 66 pct. ønskede at kunne forfølge nye forskningsfelter eller -spørgsmal, som de ikke havde tilstrækkelige ressourcer til at forfølge på undersøgelsestidspunktet. Halvdelen af respondenterne ønskede både at forfølge eksisterende og nye forskningsspor i samme projekt.
Andre udbredte ønsker til anvendelse af ønskebevillingen var at styrke internationalt forskningssamarbejde og at videreføre eller udvide en eksisterende forskningsgruppe, herunder eksempelvis at fastholde kompetencer, som er blevet opbygget i forskningsgruppen.
Hvordan vurderer forskerne deres muligheder for at tiltrække deres ideelle bevilling?
En tredjedel af de adspurgte forskere var skeptiske over for deres muligheder for at tiltrække deres ideelle bevilling. Helt konkret vurderede 34 pct. af respondenterne det som «ikke særligt realistisk» eller «slet ikke realistisk», at de kunne tiltrække deres ideelle bevilling inden for en periode på to år. Omvendt vurderede 66 pct. af respondenterne det som «meget realistisk» eller «delvist realistisk» at tiltrække ønskebevillingen inden for denne periode.
40 pct. af de forskere, som var meget skeptiske over for deres chancer for at sikre ønskebevillingen, forklarede deres skepsis med en generel oplevelse af, at konkurrencen om de eksterne forskningsmidler er blevet uhensigtsmæssigt stor, og succesraten tilsvarende lav. Derudover pegede hver sjette af de skeptiske forskere på, at det er svært at skaffe midler til mindre og mellemstore projekter, samtidig med at forskerne oplevede, at stadig flere midler uddeles til store forskningsprojekter, centre og lignende.
Yngre forskere var generelt mere skeptiske over for egne chancer end etablerede forskere, men der var ingen nævneværdige forskelle i vurderingen af egne muligheder for at sikre den ideelle bevilling på tværs af fx køn eller videnskabelige hovedområder.
Implikationer for debatten om forskningsbevillinger
Respondenterne i surveyundersøgelsen blev også spurgt om deres vurdering af mulighederne i det nuværende forskningsfinansierende system i Danmark.
Her er det bl.a. interessant at bemærke, at 41 pct. af respondenterne ikke mente, at der er relevante og gode fundingmuligheder i Danmark mht. bevillinger i størrelsesordenen 5–10 mio. kr.
Dette tyder på et behov for at vurdere, om vi i dag har en hensigtsmæssig balance mellem mindre og større forskningsbevillinger. Dette behov bliver kun endnu mer aktuelt i lyset af en undersøgelse,4 som viser, at eksterne forskningsbevillinger i Danmark er blevet mere koncentrerede, og at fx de mest succesfulde 20 pct. af den samlede bestand af danske forskere modtager cirka 90 pct. af de konkurrenceudsatte forskningsmidler.
Dette rejser en bekymring for, om vi sikrer tilstrækkeligt gode vilkår for vækstlaget af spirende ideer og talenter i forskningen. I denne sammenhæng åbner forskernes udbredte efterspørgsel på mindre og mellemstore bevillinger døren til en debat om, hvordan vi sikrer den bedst mulige brug af de knappe forskningsmidler.
1 Se eksempelvis Berg (2012), Fortin & Currie (2013) eller Fang & Casadevall (2016). Aagaard et al. (2019) understreger desuden i et nyligt litteraturstudie argumenterne for en øget fordeling af forskningsmidler.
2 https://dff.dk/aktuelt/publikationer/den-ideelle-forskningsbevilling
3 https://www.nature.com/articles/s41562-019-0643-1
4 https://dea.nu/publikationer/koncentration
Foto: Danmarks Tekniske Universitet, Vibeke Hempler