I løbet af de seneste uger har der været rejst kritik af, om forskningsverdenen gør nok for at bekæmpe coronakrisen. Præsidenten for Det Europæiske Forskningsråd har under stor bevågenhed trukket sig i frustration over EUs håndtering af coronakrisen. Andre råd og fonde har handlet hurtigt i kapløbet om at komme forskere til undsætning med akutte bevillinger. Men midt i krisen skal vi huske på, at den langsigtede grundforskning er en livsnerve i samfundet, der lægger fundamentet for den viden, vi skal bruge ved fremtidige kriser.
David Budtz Pedersen, professor, Aalborg Universitet
Are Straume, seniorrådgiver, Universitetet i Bergen
Det Europæiske Forskningsråd
Det Europæiske Forskningsråd (ERC) har i sit 13-årige liv været en ubetinget succeshistorie. Som forskningsfinansierende institution har rådet sat nye standarder for, hvordan midler deles ud til forskning med ubureaukratiske procedurer og fokus på forskerinitierede projekter på tværs af hovedområder.
ERC har været den humlebi, som mange iagttagere frygtede aldrig ville kunne flyve. EU-systemet er blevet kritiseret for at være tungt, præget af manglende risikovillighed og med strenge krav til målopfyldelse og kontrol. Alt sammen tendenser, der ikke befordrer banebrydende forskning, nytænkning og innovation.
Alligevel er det lykkedes ERC at etablere og fastholde et unikt mandat og uddele bevillinger alene ud fra hensyn til «excellence». Det vil sige at lade forskningens originalitet og kvalitet afgøre uddelingerne i stedet for politiske hensyn og temaer.
De sædvanlige slagsmål om national og geografisk omfordeling har hele tiden luret i baggrunden, men ERCs præsidenter og bestyrelse har haft held til at overbevise EU’s regeringsledere og forskningsministre om, at det «europæiske forskningsrum» er vigtigere for innovation og vækst end hensynet til enkelte medlemsstater. ERCs opgave har været at opdyrke, fastholde og tiltrække de bedste forskningsmiljøer til gavn for studerende, erhvervsliv og samarbejdspartnere overalt i Europa.
Stærke præsidenter
Rådet har været velsignet med stærke præsidenter. Den østrigske samfundsvidenskabelige superstjerne Helga Nowotny og den franske matematiker Jean-Pierre Bourguignon har ført rådet sikkert igennem de politiske forhandlinger, der udfolder sig hver gang et nyt rammeprogram for forskning og innovation forhandles. De har været flankeret af dygtige vicepræsidenter som danske Klaus Bock, der var medlem af ERCs bestyrelse fra 2013 til 2018.
Mauro Ferrari
I dette forår var conorakrisen nær ved at tage livet af ERC. Med kun tre måneder på posten gjorde ERCs nye præsident Mauro Ferrari sig bemærket med et forslag til en reform, der ville ændre rådets mandat. Han ville som nytiltrådt præsident sikre, at rådet spiller en langt mere fremtrædende rolle i håndteringen af coronakrisen.
Dermed ville Ferrari gøre ERC til et politisk instrument og bryde med rådets status som uafhængig institution, der alene støtter den forskerinitierede forskning. Det førte ham på direkte kollisionskurs med både embedsapparatet og de øvrige medlemmer af ERCs bestyrelse. Og Ferrari måtte derfor i april trække sig som formand.
Et forskningspolitisk dilemma
Sagen viser ikke kun Ferraris manglende evne til at løfte arven i ERC. Den illustrerer et generelt dilemma i forskningspolitik. Det er tillokkende at prioritere den anvendelsesorienterede forskning, når samfundet pludselig står i en ukendt krise, der kalder på ny viden. Nye projekter og partnerskaber er nødvendige for at omsætte viden til handling, der kan redde liv og oplyse samfundet. Men det er samtidig essentielt, at forskersamfundet ikke stirrer sig blindt på akutte problemer.
Værdien af den forskerinitierede grundforskning viser sig for det meste på langt sigt. Nogle projekter vil endda fejle og aldrig skabe de ønskede resultater. Men størstedelen af den langsigtede grundforskning bidrager til opbygning af viden, metoder, teorier og teknologier, som samfundet drager gavn af. Det gælder ikke mindst i kriser som den nuværende sundhedskrise.
Langt det meste af den forskningsviden, der anvendes i håndteringen af covid-19, herunder beredskabsplaner, kliniske retningslinjer, interventioner, epidemiologiske modeller, adfærdsregulering og kommunikationsstrategier er resultatet af investeringeri banebrydende grundforskning.
Det er denne beholdning af eksisterende viden, der indarbejdes og indoptages i akutte løsninger, når samfundet står over for et uforudset problem, og som i øvrigt har positive effekter på andre områder, hvor forskningen viser sig at være nyttig.
Grundforskning som ressource
I modsætning til Ferraris forhastede konklusion, udstiller coronakrisen ikke grundforskningen som langsommelig og nytteløs, men nærmest direkte modsat som en livsnødvendig ressource, samfundet kan trække på, når vi har mest brug for det.
En gennemgang af projekter finansieret under ERC viser, at rådet har været med til at udvikle diagnostiske redskaber, antistoftests, adfærdsmodeller, digital infrastruktur for monitorering af epidemier samt en lang række genetiske kortlægningsmetoder af direkte relevans for behandling og diagnose af corona.
Derfor er det i denne tid vigtigt at støtte Det Europæiske Forskningsråd og dets fortsatte succes i næste rammeprogram for forskning og innovation, ’Horizon Europe’, der træder i kraft næste år. Og derfor har forskere og universitetsrektorer rettet henvendelse til EU’s ledere med en opfordring om at beskytte den uafhængige grundforskning i Europa under overskriften «Friends of ERC». Vi støtter denne kampagne, der i skrivende stund har mere end 6800 underskrifter, og opfordrer andre til at gøre det samme.
David Budtz Pedersen er professor MSO på Aalborg Universitet og tidl. rådgiver for ERCs Præsidium. Are Straume er seniorrådgiver ved Universitetet i Bergen, initiativtager til ’Friends of ERC’ og tidl. forsknings-attaché ved den norske EU-delegation.
Se også: ”What the European Research Council Resignation Can Tell Us About European Research Policy”
Hovedbilde: Science-in-HD-Unsplash