Som del af finanslovsforhandlingerne for 2012 indgik den nye danske regering en aftale med samtlige partier i Folketinget, der betød, at institutionen Teknologirådet blev indstillet til nedlæggelse. Nedlæggelsen af Teknologirådet var en lille parentes i en politisk milliard-aftale, hvor forligsparterne disponerede midlerne fra forskningsreserven til forskning og innovation. Det var, ikke desto mindre, en beslutning, der siden har mødt voldsom modstand både i Danmark og i udlandet. Nedlæggelsen af Teknologirådet blev vedtaget ved lov i juni 2012, men i samme øjeblik genrejste institutionen sig, nu som den almennyttige, non-profit erhvervsdrivende Fonden Teknologirådet. Forskningspolitikk har interviewet direktør Lars Klüver om processen, om vilkårene for den danske model for borgerinddragende teknologivurdering og om de fremtidige opgaver som Fonden Teknologirådet planlægger at arbejde med.
NIELS MEJLGAARD, CENTERLEDER, AARHUS UNIVERSITET
nm@cfa.au.dk
I november 2011 kommer pressemeddelelsen, hvoraf det fremgår, at forligsparterne omkring finanslovsforslaget for 2012 ønsker Teknologirådet nedlagt. Var du forberedt på det?
– Nej det var jeg slet ikke. Faktisk havde vi gennem længere tid kørt en visionsproces internt, hvor en af konklusionerne var, at vi gerne ville have vores lovgrundlag moderniseret. Vi følte, at særligt formålsparagraffen i lovgrundlaget begrænsede os i forhold til hvad vi faktisk kunne, og hvilken slags efterspørgsel der var på os. Så vi ville gerne have en evaluering af Teknologirådet og efterfølgende en revidering af især formålsparagraffen, men også af repræsentantskabets rolle og måden det bliver udpeget på. Vores udvikling var nået længere end hvad lovgrundlaget egentlig gav ramme til. Og derfor havde vi ad flere omgange haft møder med Forsknings- og Innovationsstyrelsen under Ministeriet, og blot to-tre uger før det her skete, havde vi et møde med den konstituerede direktør, hvor vi aftalte en to-års plan for evaluering og revidering af vores lovgrundlag og diskuterede sammensætningen af opgaver i forhold til Regeringen og Folketinget. En af de ting, vi gerne ville have præciseret var, at vi på den ene side var et teknologivurderingssted, der handlede om teknologi, viden og innovation, men at vi også formålsmæssigt i vores lovgrundlag kunne være et metodehus med særlige forudsætninger for at skabe forbindelser mellem forskellige aktører, borgere, eksperter og politikere når der var en efterspørgsel på andre områder end det teknologipolitiske. Fra Styrelsens side var der meget stor åbenhed overfor vores ønske om en modernisering, så udmeldingen om Teknologirådets nedlæggelse kom fuldstændig bag på os.
Teknologirådet var oprettet ved lov, og skulle derfor nedlægges ved lov. I høringsfasen forud for lovens vedtagelse, var der omfattende modstand mod forslaget og markante støtteerklæringer til Teknologirådet. De kom fra forskere, organisationer og politikere i Danmark, men også fra det øvrige Europa, og fra Japan, Australien,Taiwan og USA for blot at nævne nogle få øvrige lande. Historien blev taget op af adskillige nationale medier, og nåede også ind på siderne af Science og på lederplads i Nature.
Der er vel ikke tvivl om, at den massive opbakning har haft en betydning for jeres eget ønske om at fortsætte i en eller anden ny konstruktion. Men hvilken betydning havde den i Ministeriet og blandt forligsparterne omkring finanslovsforslaget?
– Min egen tolkning er, at den havde afgørende betydning. Den betød simpelthen, at det stod sort på hvidt, at det var en tvivlsom om ikke decideret forkert beslutning at nedlægge Teknologirådet. Så det betød, at man stod med et politisk problem, som krævede en løsning, men omvendt indebar det politiske forlig omkring finansloven også, at beslutningen om nedlæggelse ikke kunne gøres om. Derfor meddelte Ministeriet, at det ville støtte vores løsningsforslag om at genrejse Teknologirådet som en erhvervsdrivende fond. I Teknologirådet arbejdede vi i to parallelle spor: på den ene flanke kværnede nedlægningsmøllen, med massefyring af medarbejderne, opsigelse af kontrakter og kommunikation til samarbejdspartnere om vores nedlæggelse. På den anden flanke arbejdede vi på højtryk for at finde måder at fortsætte Teknologirådet i en ny konstruktion, og der fremstod muligheden for at etablere en erhvervsdrivende fond som den mest attraktive. Det var ikke nemt at håndtere, hvordan man rent bureaukratisk gennemfører sådan en ændring. Det indebar for eksempel, at der skulle skabes enighed om økonomien og derefter laves et aktstykke, som flyttede de penge, der var sat af til at nedlægge os, et beløb til at sikre driften i de første 1½ år, samt egenkapitalen i Teknologirådet over i fonden, for at sikre et legalt grundlag at starte fra. Politisk var der opbakning til den øvelse fra Folketingets uddannelsesudvalg og finansudvalg, så det aktstykke gled sådan set bare igennem. Så der var politisk villighed til at gennemføre løsningen med Fonden Teknologirådet, og det var i høj grad på grund af høringsprocessen og udtalelserne fra både udland og indland.
– Men der var yderligere en ting, der skubbede politikerne i den retning. Det kom fuldstændig bag på dem, at vi havde den eksterne finansiering vi havde. Samme dag som vi fik meddelelsen om nedlæggelsen blev vi bevilget et stort projekt af en privat fond og samtidig fik vi godkendelse af et nyt EU projekt, der tilsammen udgjorde otte millioner kroner. Så vi kunne opgøre vores eksterne kontrakter til 18 millioner kroner, og det kom også bag på politikerne, at vi var så internationalt engagerede og havde så stor en ekstern finansieret del af vores omsætning.
Det er ikke første gang, at Teknologirådet har været lukningstruet. Da den tidligere regering som kom til i 2001 som en koalition mellem partierne Venstre og Konservative, var der ligeledes forslag fremme om at lukke Teknologirådet. Dengang havnede Teknologirådet på den såkaldte «dødsliste» over råd og nævn, som regeringen ønskede nedlagt som en del af et større ideologisk opgør med«smagsdommeri og ekspertvælde», men blev taget ud af listen med en reduceret bevilling. I den nuværende situation er begrundelsen en anden. D.16. november 2011, dagen efter pressemeddelelsen om forligskredsens beslutning, fremlagde Ministeriet i den siddende regering, som er en koalition af Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, et notat med et udvidet argument for nedlæggelsen af Teknologirådet. Heri pointeres det blandt andet, at Teknologirådets primære funktion gennem de seneste år reelt har været at arrangere konferencer i Folketinget, og at nedlæggelsen derfor kan betragtes som en del af den nye regerings effektiviserings- og prioriteringsøvelse, der går ud på at sikre, at offentlige penge bliver ført derhen, hvor de gør mest gavn. Det bør overvejes, fastslår notatet, om Teknologirådets opgaver ikke mere passende kunne varetages på konkurrencemæssige vilkår uden for finansloven.
I perioden fra sidst i 1990’erne og frem har Teknologirådet og den danske model for teknologivurdering haft stor international gennemslagskraft. Kan man sige, at Teknologirådet har sejret sig ad helvede til ved at være i stand til at sætte en markant international dagsorden, men samtidig har glemt at gøre sig selv gældende på den danske
scene?
– Ja, i hvert fald i forhold til Folketinget. Da vi med nød og næppe overlevede krisen i 2001 lavede vi den analyse, at teknologiområdet arbejder sig udad og opad. Altså, Folketinget deler i stigende grad indflydelsen med det internationale og det decentrale niveau. Folketinget delegerer sin beslutningskraft op til EU, på mange områder der har med teknologi at gøre. Mange standarder, direktiver og beslutninger omkring for eksempel genteknologi, landbrug, eller kemikalieområdet er røget op til EU, så hvis man vil være relevant i forhold til forskning, teknologi og innovation, må man være til stede på internationalt niveau. Den anden bevægelse er udad eller nedad. En masse af de vigtige teknologiområder har man skubbet ud til regioner og kommuner. Fysisk planlægning og transportområdet er et eksempel. Miljøområdet og sundhedsområdet er andre eksempler. Derfor måtte vi være på alle tre niveauer på én gang. Hele klimaspørgsmålet er et område, hvor vi både har haft fokus på det internationale, for eksempel i vores World Wide Views on Global Warming projekt, og så på regioner og kommuner, hvor mange vigtige nationale beslutninger faktisk bliver truffet, samt på Folketing og Regering – for eksempel med vores energiplanlægningsprojekter. Så strategien i starten af 2000 for os var simpelthen: vi skal følge med. Vi skal også forsøge at være aktuelle og relevante for det der foregår internationalt, og for det der foregår i kommuner og regioner. Og så kan man sige, at det var en fuldstændig rigtig beslutning, men vi var nok ikke gode nok til at få forventningsafstemt med Regering og Folketing. Vi lavede færre, men vigtige, opgaver for Folketinget, men det internationale og decentrale arbejde gjorde os mindre synlige, også i medierne.
Videnskabsjournalisten Gitte Meyer brugte for nylig den metafor, at den danske model for teknologivurdering er «en grånende dame, som stadig taler om sine kastanjebrune krøller». I det sidste årti har der i Danmark været meget fokus på at legitimere de voksende offentlige investeringer i forskning gennem traditionel envejs-formidling og popularisering af forskning. Har det sat den kritiske, borgerinddragende teknologivurdering under pres?
– Nej det mener jeg ikke. Og slet ikke i kommunalt, regionalt og internationalt regi. Man kan nok sige, at der er et lille ikoniseret hjørne af vores teknologivurderingsarbejde, der er på retur, nemlig det der drejer sig om risikovurdering. En af årsagerne er, at stærkt kontroversielle teknologier, som for eksempel dem, der brød frem igennem 1990’erne, bliver håndteret anderledes af systemet i dag. For eksempel på nano-risiko området har EU selv været ret hurtigt ude. Hvor EU i høj grad var en del af problemet omkring genteknologi, er de jo nærmest løsningen på nanoteknologi. Vi har ikke de store risiko-diskussioner som vi havde tidligere, og det synes jeg egentlig er en dejlig udvikling, for så kan vi fokusere på noget andet. Der betyder også noget, at teknologi har en anden betydning nu end det havde tidligere. Teknologi skiftede betydning i folks sprog, da vi bevægede os ind i 2000’erne. Nu binder ordet sig til iPhones og i høj grad til IT som helhed. Det drejer sig om funktionalitet ved IT for rigtigt mange mennesker. Det betyder, at det har været sværere at italesætte de problemer, muligheder og begrænsninger som teknologi medfører for samfundsudviklingen og den enkelte. Og det vil også sige, at vi i Teknologirådet er begyndt at tale problemløsningssproget i stedet for teknologiløsningssproget. Vi laver nu meget få teknologivurderinger i traditionel forstand.
Hvilke opgaver kommer den nye Fonden Teknologirådet til at arbejde med?
– Fonden kommer til at dele sine aktiviteter op i to områder. Der vil være en teknologi- og vidensside med analyser, vurderinger, strategiarbejde og fokus på vidensbaserede beslutninger. Den side er kendt og den vil fortsætte – både med en decentral, national og en international indsats. Den vil nok også begynde at rette sig mod andre beslutningssystemer, såsom organisationer, fagbevægelse og industri. Og så vil der som noget nyt være en samarbejdende demokrati-side som Fonden vil profilere sig på. Den vil dreje sig om, hvordan borgere, politikere og stakeholdere i samarbejde knuser problemer, også inden for områder, der ikke snævert handler om teknologi. Det kan for eksempel være borgerinddragelse i budgetlægningsprocesser. Vi kommer også til at kigge på hele CSR-området, hvor vores samarbejdende demokrati-metoder kan gøre en forskel. Så vi tager sådan set den fulde konsekvens af det ønske vi gennem længere tid har haft om en revidering af Teknologirådets formålsparagraffer. Fordelen ved den nye situation er, at vi som erhvervsdrivende fond kan være mere kreative i forhold til at oprette overskudsgivende aktiviteter, for eksempel på CSR-området, som så kan bidrage til den samlede økonomi, og den slags muligheder vil vi forfølge. Vi vil også fortsat gøre os gældende på den internationale scene, hvor vi vil satse på at få borgerinddragelse op på det transnationale og globale niveau. Så i den forstand vil den danske model være voldsomt tung også i vores fremadrettede arbejde. Den er ikke på vej ud, den har bare fået en anden iscenesættelse.
