Hva skal Europa leve av i fremtiden? Globaliseringen øker konkurransen i så høy grad at det ikke lenger er plass til «døde» investeringer i landbrukssubsidier av tvilsom verdi, hevder forfatterne av denne kronikken, og spør om det er tilstrekkelig politisk støtte til å investere i det europeiske kunnskapssamfunnet.
DAVID BUDTZ PEDERSEN, PH.D.-STIPENDIAT, KØBENHAVNS UNIVERSITET
davidp@hum.ku.dk
JENS DEGETT, ADM.DIR., EUROPEAN ACTION IN GLOBAL LIFE SCIENCES (EAGLES), MADRID , SPANIA
Der står mere på spil end blot fordelingen af midler, når de europæiske forhandlinger for EU Kommissionens budget bliver afgjort næste år. Hele den europæiske vision og strategi for vækst og udvikling risikerer at lide skibbrud, hvis ikke der sker et markant gennembrud i forhandlingerne til fordel for forskning, innovation og uddannelse.
Succeskriterierne for EU’s rammeprogram for forskning og udvikling er, hvis vi tager de foregående års visioner om fremtidens forsknings- og teknologidrevne vækst alvorligt, succeskriterierne for selve det europæiske samarbejde.
Globalisering og åbne markeder er en realitet, der med stigende hastighed flytter produktion og arbejdspladser fra en side af jordkloden til en anden. Toldmure og tilskud til at bevare arbejdspladser lokalt er ikke løsningen, ligesom en nedgang i lønningerne ikke er en farbar vej. Instrumenter som disse vil kun forlænge smerten, før mindre konkurrencedygtige virksomheder må lukke. Ikke kun i Norden, men i hele Europa er spørgsmålet det samme. Hvordan sikrer vi arbejdspladser og økonomisk vækst i en verden med øget globalisering?
«Verdens mest konkurrencedygtige økonomi»
I foråret år 2000 mødtes Europas regeringschefer i Lissabon og vedtog en vision, der skulle gøre Europa til «verdens mest konkurrencedygtige, vidensbaserede økonomi i år 2010». Visionen bestod af tre komponenter: viden, innovation og forskning. Det var satsningen på uddannelse og forskning, der skulle være drivkraften i det nye Europa kombineret med incitamenter for erhvervslivet til at udnytte de mange højtuddannede forskere til mere innovation i virksomhederne. Visionen fra Lissabon blev fulgt op på en ministerkonference i Barcelona i år 2002, hvor regeringslederne konkretiserede Lissabon-planen ved at give håndslag på, at de europæiske investeringer i forskning skulle øges fra de daværende 1,9 pct. af bruttonationalproduktet (BNP) til 3 pct. i 2010. Ganske vist skulle to tredjedele af forskningen betales af det private erhvervsliv, men de nationale regeringer lovede at løfte den offentlige forskningsstøtte til 1 pct. af BNP og sætte fokus på særlige skatteordninger og lignende, der ville gøre det mere fordelagtigt for virksomheder at investere i forskning og udvikling. Det er værd at understrege, at Lissabon-visionen ikke bare handlede om viden som drivkraft for vækst, men også om viden som et middel til at fremme social mobilitet, sammenhængskraft, regional udvikling og skabelse af nye arbejdspladser.
Som opfølgning på beslutningerne fra Lissabon og Barcelona samlede daværende præsident for Den Europæiske Union, Romani Prodi, en gruppe af Europas førende økonomer under ledelse af belgieren André Sapir, og bad dem analysere, hvorfor den europæiske vækst haltede bagefter den amerikanske, og hvad der skulle til for at gøre Europa konkurrencedygtigt. Sapir-rapporten påpegede, at der skal store ændringer til, hvis EU-budgettet, de nationale prioriteringer samt unionens vækstpolitik skal hænge sammen.
Den tabte visionen
Rapporten konkluderede, at det ikke er nok, at EU-landene lever op til Barcelona-målsætningen om at anvende 3 pct. på forskning. Der skal samtidig ske en massiv styrkelse af det overordnede forskningssamarbejde og af de europæiske innovations- og forskningsmiljøer. Mellem linierne var ikke mindst en kritik af landbrugsstøtten som nærmest en naturlov i EU-budgettet. En tung budgetpost, der ikke fremmer økonomisk vækst og udvikling af Europa til et konkurrencedygtigt videnssamfund.
Hvis målsætningen fra Lissabon skal nås, skal der tages skrappere midler i brug – og Sapir foreslog, at EU’s forskningsbudget seksdobles, så det kommer til at svare til landbrugsbudgettet, og landbrugsstøtten tilsvarende reduceres. Men der har ikke blandt EU-landene været den tilstrækkelige politiske vilje til at reducere landbrugsstøtten eller hæve det almene EU-budget. Resultatet er, at både budgetterne til struktur-udvikling og til forskning står tilbage som tabere i spillet om magten og pengene.
Budgettet til forskning er steget i perioden 2007-2012 i forhold til tidligere, men det er sket i en ressourcekamp med andre indsatsområder og i en intern strid om, hvilke EU-lande der nyder mest gavn af de fælles forskningsprogrammer. Imidlertid er visionen om vidensamfundet som inkluderende socialt, politisk og økonomisk projekt blevet glemt.
Hvordan kunne Europa tabe en klar og visionær idé på gulvet, og hvad vil vi have i stedet, når de kortsigtede interesser får så meget råderum i forhandlingerne?
Langsigtede prioriteringer uden nogen klar resultatlinie frem til næste valg eller næste budgetperiode, er blevet en stadigt mere grundlæggende udfordring i det politiske liv. Fokuseringen på kortsigtede interesser og ressourcekampe med områder, der har større politisk synlighed, er i dag den største forhindring for en visionær europæisk forskningspolitik – og dermed, ad omveje, for succesen af hele det europæiske samarbejde. Men netop i det langsigtede perspektiv er der gode grunde til at investere i forskning.
Forskning er lønsomt
I Danmark har Det Økonomiske Råd erklæret, at mere forskning og samarbejde mellem den offentlige og private forskningssektor er nøglen til vækst. Det tidligere medlem af rådet, Nina Smith, skrev i 2002 en artikel i tidsskriftet Økonomi og Politik, der konkluderede, at forskning og uddannelse set fra et nationaløkonomisk perspektiv, er den bedste enkeltstående fremtidsinvestering, som et land kan gøre sig. Hovedparten af væksten i de europæiske lande skal ifølge Nina Smith tilskrives et højere uddannelsesniveau for befolkningen samt et højere generelt vidensniveau.
EU-Kommissionen har opgjort at «den samlede betydning af forskning, udvikling og uddannelse er grundlag for 25-50 pct. af EU’s samlede bruttonationalprodukt», og OECD konkluderede i 2001, at «den økonomiske effekt af offentlig forskning i forhold til produktiviteten er positiv og signifikant og overgår omkostningerne ved offentlig forskning». Hertil kommer andre, mere værdibaserede argumenter for at støtte forskning, uddannelse og udvikling. Blandt andet at forskningen understøtter samfundets beslutningstagere med vigtig viden og analyser.
Især mindre lande som Danmark, Norge og Sverige, med relativt små forskningsenheder, risikerer at blive isolerede og få sværere ved at samarbejde med internationale institutioner, hvis ikke en progressiv europæisk koordination finder sted. Den manglende satsning på netværk og mobilitet i europæisk forskning kan nemt få direkte konsekvenser for, hvor virksomhederne vælger at investere. Flere virksomheder har længe advaret om, at der ikke er tilstrækkeligt med kvalificerede forskere i Skandinavien til at dække deres vidensbehov, og konsekvensen har været, at man er begyndt at lægge virksomhedens forskning i udlandet.
Svigt på nationalt nivå
Under den ransagning af årsager og sammenhænge, der nu finder sted omkring EU’s langsigtede visioner, har man for længst erkendt, at 2010-visionen ikke er tilstrækkeligt forankret i de enkelte nationale prioriteter. Mange har valgt at se stort på de løfter, de havde afgivet. Eksempelvis var målsætningen om 3 pct. af BNP til forskning ikke i stand til at rykke den generelle investering i forskning, og da den økonomiske krise for alvor slog igennem var forskning og uddannelse et af de første områder, hvor sparekniven blev svinget. Men, som det senest blev gentaget af den tidligere portugisiske videnskabsminister, Mariano Gago, på dette års Euroscience Open Forum i Torino, «Hvis nogen tror, at viden er dyrt, så prøv uvidenhed».