KAARE AAGAARD, FORSKNINGSPOLITIKK
Dansk forsknings høje internationale gennemslagskraft – og ikke mindst vejen hertil – påkalder sig i øjeblikket stor opmærksomhed. Særligt i Danmark pågår der aktuelt forsøg på at opnå en bedre forståelse af baggrunden for udviklingen. Et centralt spørgsmål er i den forbindelse, hvad vi realistisk set kan forvente at få ud af disse bestræbelser?
Det er oplagt, at vi under ingen omstændigheder ender op med en entydig opskrift på indretning af succesfulde offentlige forskningssystemer. Et blik ud over det internationale forskningspolitiske landskab afslører hurtigt, at der kan observeres ganske forskellige veje til høj gennemslagskraft og endnu flere forskellige veje til middelmådighed. De afgørende forskelle på disse veje lader sig imidlertid vanskeligt spotte. Der findes med andre ord en række dybtliggende, nationale forskelle, der betyder, at hvert land må identificere og adressere egne styrker og svagheder. Der er ingen enkle politiske greb eller simple finansieringsmæssige balancer, der i sig selv sikrer et velfungerende forskningssystem.
En grundig og langsigtet analyse af den danske udvikling vil til gengæld kunne tilvejebringe en mere nuanceret forståelse af betydningen af det dynamiske samspil mellem faktorer som finansiering, ledelse, autonomi, fornyelse, stabilitet, excellence og diversitet i et tidsmæssigt perspektiv. Et bedre blik for, hvordan forskellige blandingsforhold mellem disse faktorer på forskellige tidspunkter har skabt gode rammebetingelser, fortæller ikke i sig selv, hvordan vi skal indrette vores systemer fremadrettet. Men opmærksomheden på, hvad der har fungeret godt i tidligere perioder, og herunder et mere nuanceret blik på samspillet mellem systemets mange betydningsfulde lag og områder, vil ikke desto mindre kunne udgøre et stærkt fundament for langsigtede, fremadrettede beslutninger.
Det er imidlertid mindst lige så afgørende, at denne type af analyser også understreger, hvad bibliometriske mål ikke siger noget om. At humanioras og samfundsvidenskabs bidrag er dårligt dækket i bibliometriske databaser er velkendt, og at høj international gennemslagskraft ikke af sig selv leder til fremragende undervisning, kompetent myndighedsbetjening, innovation, dannelse eller velfærd er efterhånden en banal observation. Ikke desto mindre er det stadig særdeles vigtige indvendinger.
Der er derfor brug for, at både beslutningstagere og debattører holder tungen lige i munden, når læren af den danske udvikling diskuteres. På den ene side må det anerkendes, at bibliometriske mål har stor betydning som politiske pejlemærker og at de siger noget væsentligt om ét aspekt af udbyttet af de offentlige forskningsinvesteringer. På den anden side er det imidlertid også klart, at en overfokusering på at forbedre sig på disse vigtige, men også endimensionelle mål, kan få utilsigtede konsekvenser andre steder i systemet. Selv i bedste fald giver en analyse af den danske udvikling dermed kun en del af svaret på, hvordan gode fremadrettede system-balancer sikres.