Danmark har igen fået ny Forsknings- og Uddannelsesminister; den sjette i rækken siden Helge Sander stoppede i 2010, og den fjerde i løbet af bare de sidste tre år. Nyeste mand på posten er Søren Pind fra Venstre, der tiltrådte i slutningen af november 2016. Et interessant spørgsmål er, om ministerskiftet også indvarsler en ny forskningspolitisk kurs? De seneste udspil tyder på, at der er ændringer på vej, men retningen er imidlertid langtfra entydig
KAARE AAGAARD, FORSKNINGSPOLITIKK
Der efterspørges fra flere sider i det danske forskningssystem en mere langsigtet dansk forskningspolitisk strategi. Efter godt et årti med stærk prioritering af den offentlige forskning, har de seneste år været præget af nedskæringer og begrænsede visioner. De skiftende dagsordener og fraværet af en tydelig overordnet kurs siden udløbet af Globaliseringsstrategien kan blandt andet hænge sammen med områdets hyppige ministerudskiftninger.
Nye toner fra ny minister: Fri forskning og langsigtethed
Med valget af Søren Pind synes der nu på flere fronter at lyde nye toner. For det første har den nye minister udtalt sig meget positivt omkring betydningen af den frie forskning. Dermed har han distanceret sig fra en af de tidligere Venstre-ministre, Esben Lunde Larsen, der i 2013 arbejdede for at få Det Frie Forskningsråd nedlagt. For det andet har Søren Pind meldt ud, at han har inviteret universitets-rektorerne og en række topfolk fra både offentlige og private forskningsfonde til et møde for at diskutere strategi og visioner for dansk forskning forud for et nyt udspil på forskningsområdet.
Nyt lovforslag: Strammere styring og mindre autonomi
Hvor det ovenstående indtil videre mest har karakter af uforpligtende hensigtserklæringer, er der mere konkret politik at finde i et nyligt offentliggjort lovforslag. Forslaget, der baserer sig på et styringseftersyn gennemført i 2016 (se Forskningspolitikk nr. 4, 2016), har især fokus på universitetsbestyrelsernes roller og brugen af de såkaldte Udviklingskontrakter. Forslaget er generelt præget af ret vage formuleringer, men der er dog mindst to punkter, der bør fremhæves. For det første sigter forslaget mod at tydeliggøre og styrke bestyrelsernes rolle og ansvar ved blandt andet at ændre udpegnings- og godkendelsesprocedurer. Med denne del af forslaget er der tale om en entydig forskydning i indflydelse fra ansatte og studerende i retning af eksterne interesser. Samtidig er der lagt op til en meget kompliceret udpegnings- og godkendelsesprocedure, som kan være med til at sløre gennemsigtigheden i processerne og dermed begrænse legitimiteten af de valg, der bliver truffet. Endelig vil der som følge af forslaget formentlig også blive tale om en magtforskydning fra rektorer mod bestyrelsesformænd.
Udviklingskontrakter med bevillingsmæssige konsekvenser
Den anden hoveddel af forslaget omhandler Udviklingskontrakterne, der siden de blev indført omkring årtusindskiftet har været under konstant genforhandling. Med det nye forslag synes der at være tegn på nogle skridt tilbage mod udviklingskontrakternes oprindelige individualiserede og dialogbaserede udformning, der tog udgangspunkt i hver enkelt institutions egen profil. Dermed er der tale om et opgør med de såkaldte pligtige mål, der blev indført i 2012. De pligtige mål adskilte sig fra tidligere typer mål ved dels at være dikteret fra ministeriet og ved dels at være ens for alle universiteter. På den anden side åbnes der imidlertid også op for, at der med den nye kontraktudformning skal ske en sammenkædning mellem målopfyldelse og bevillinger, hvilket aldrig tidligere har været tilfældet. Det er således ikke entydigt, om de nye tanker om kontrakterne trækker mod mere eller mindre styring. Bevillingstilknytningen kan dog potentielt føre til en væsentlig stramning, hvis dette element udnyttes i nævneværdigt omfang.
Vagt løfte om tilbagerulning af andre styringsmekanismer
Som et sidste punkt findes der ligeledes i forslaget et vagt løfte om, at de skitserede ændringer rettet mod såvel bestyrelserne som Udviklingskontrakterne på sigt vil kunne føre til tilbagerulning af andre styringsmekanismer. Det er imidlertid uklart, hvilke mekanismer, der er tale om, og om det overhovedet kommer til at ske. Erfaringer viser, at det typisk er meget lettere at tilføje nye mekanismer end at fjerne allerede eksisterende.
Samlet set er der dermed tale om ganske blandede signaler fra den nye minister. Ser vi udelukkende på de konkrete forslag, er der mest der peger mod mere styring og mindre autonomi for universiteterne. De vage formuleringer og lidt uklare hensigtserklæringer betyder dog, at kun fremtiden vil kunne vise, hvordan balancen mellem de delvist modsatrettede ønsker om strammere styring og større frihed i praksis kommer til at falde ud.