I 2024 offentliggør det danske Uddannelses- og Forskningsministerie for første gang enhedsomkostninger for alle danske universitetsuddannelser, og indleder potentielt set en ny form for økonomisk styring af universiteterne. Selvom vi endnu ikke ved, hvordan tallene bliver brugt i en styringsmæssig sammenhæng, vil brugen af økonomiske tal, som enhedsomkostninger, åbne for en række nye måder at styre universiteterne på.
Thomas Holde Skinnerup, ph.d.-studerende, Institut for Regnskab, Copenhagen Business School
Dette kan styrke den politiske styring af universiteterne, men man skal være opmærksom på, de tekniske udfordringer forbundet med at skabe tallene. I dette indlæg præsenterer jeg kort, hvordan de nye enhedsomkostninger kan bruges i styringen af de danske universiteter, og viser en række af de tekniske udfordringer forbundet med at bruge økonomiske tal i styringen af uddannelsesinstitutionerne.
Stigende kobling mellem resultater og finansiering
Økonomiske styringsinstrumenter har længe været en central del af transformationen af universiteter, og den stigende kobling mellem resultater og finansiering er en gennemgående tendens i Europa.
På trods af fokusset på at styre universiteterne gennem deres finansiering, er brugen af universiteternes regnskabsinformation et mindre belyst område i praksis og i litteraturen. Regnskabstal dækker her bredt over information om universiteternes økonomi, som deres omkostninger til uddannelse, forskning, administration, kommunikation, eller økonomiske nøgletal omkring egenkapital, overskud eller betalingsevne. Dermed adskiller det sig fra styringen gennem finansiering, ved at se på hvordan universiteter faktisk har brugt deres ressourcer, og bruge dette til at styre institutionerne.
Indlægget beskriver udfordringerne ved at bruge regnskabstal i styringen af universiteter, illustreret gennem indførelsen af en fælles kontoplan for de danske universiteter.
Den fælles kontoplan introducerer en standardisering af universiteternes bogføring og fordeling af omkostninger på tværs af 7 hovedformål, hvor de vigtigste er uddannelse og forskning. Den standardiserede registrering af omkostninger på hovedformål skal sikre en sammenlignelig opgørelse af universiteternes omkostninger.
Det styringsmæssige formål er at beregne enhedsomkostninger for uddannelser, hvilket muliggør sammenligninger af den økonomiske præstation over tid og på tværs af institutionerne. Enhedsomkostninger er omkostninger per studenterårsværk (STÅ), for eksempel, at det koster 40 000 DKK at uddanne én jurastuderende på Københavns Universitet.
Det nye ved det danske styringstiltag omkring den fælles kontoplan er detaljegraden i beregningen af enhedsomkostninger på studieniveau, fremfor at beregne den gennemsnitlige omkostning for samtlige studerende på universiteterne.
De styringsmæssige konsekvenser
Brugen af regnskabstal åbner for en række nye styringsmæssige muligheder, som kan være problematiske. Politikere, embedsmænd og universitetsledere bør dog derfor overveje, om regnskabstal er meningsfulde at bruge i styringen og ledelsen af universiteter.
Regnskabstallene tillader kombinationen af ikke-finansiell information om universiteterne med finansielle tal. Det vil for eksempel være muligt at sammenligne indtægterne for uddannelser med deres omkostninger, og dermed bidrage til diskussioner om under- eller overfinansiering af uddannelser.
Man vil også kunne undersøge forholdet mellem omkostninger og karakter, dimittendarbejdsløs, gennemførelse, studieintensitet, og dermed tilføje en ny dimension til styringen af universiteter, hvor ressourcer og resultater undersøges sammen.
Et andet styringsmæssigt fokus bliver universiteternes produktivitet. Enhedsomkostningergør det muligt at sammenligne uddannelser på tværs af universiteterne, og dermed se, om en jurastuderende er dyrere at uddanne på Århus Universitet end på Københavns Universitet.
Derudover vil man også kunne følge udviklingen i omkostninger over tid, og dermed se, om bestemte uddannelser bliver dyrere eller billigere. Sammenligning på tværs af universiteterne er ikke ukompliceret, da omkostningerne forbundet med uddannelser kan variere af en række tekniske og politiske grunde. Derudover skal uddannelser være relative ens, før det er meningsfuldt at sammenligne dem, da man ellers kan komme til at sammenligne æbler og pærer.
De tekniske udfordringer
I den fælles kontoplan er der tre udfordringer ved at skabe et ensartet og sammenligneligt system på tværs af universiteterne, som viser hvordan regnskabstal kan være problematiske at bruge i styring.
Den første udfordring er, at universiteterne har forskellige strategiske målsætninger, og derfor en forskelligartet indretning af deres organisation og regnskab. Et forskningsintensivt universitet med mange eksterne midler indretter sit regnskabssystem anderledes end et undervisningsfokuseret universitet. Det første registrerer formentlig forskernes tid på eksterne projekter og forsøger at få dækket flest mulige indirekte omkostninger på projekter. Et undervisningsfokuseret universitet vil i stedet have systemer for at styre forskernes undervisningsaktivitet, og have bedre viden om omkostninger forbundet med uddannelser (Banghøj et al., 2021).
En standardisering af regnskabsdata kan være i konflikt med universiteternes eksisterende økonomiske organisering, og være dyr og tidskrævende at ændre på.
Den anden udfordring er, hvordan man skaber en forbindelse mellem omkostninger og bestemte aktiviteter og formål.
Beregningen af enhedsomkostninger kræver, at man isolerer omkostningerne forbundet med uddannelsesaktivitet. Mange omkostninger på universiteterne er delt mellem hovedformål, som uddannelse og forskning, eller mellem uddannelser, som for eksempel forskers løn eller bygningsomkostninger. Metoder til at fordele omkostninger mellem formål eller uddannelser påvirker derfor uddannelsesomkostningerne.
Selvom man opnår en standardisering i bogføring af udgifterne, kan forskellige praksis for at fordele disse omkostninger ud på formål tilføje endnu et lag af usikkerhed i regnskabstallene. Hvis et universitet fordeler forskers løn 50/50 mellem uddannelse og forskning, mens en anden bruger detaljeret tidsregistrering for hver enkelt forsker, skaber det forskellige udfald.
Den sidste udfordring er beregningen af enhedsomkostninger.
Universiteterne isolerer ofte uddannelsesomkostninger på institutniveau, og fordeler dem ud på enkelte studier gennem en regnemodel. Den simpleste model er at dividere omkostningerne med antallet af STÅ, men dette antager, at alle uddannelser koster det samme per STÅ på et institut, hvilket er urealistisk.
I kontoplanen kan universiteterne vægte antallet af STÅ med holdstørrelse, brugen af laboratorier, optag, og antal undervisningstimer. Selvom vægtninger kan gøre tallene mere retvisende for det enkelte universitet, mindsker de sammenligneligheden på tværs af universiteterne. Hvis ét universitet vægter sin model i forhold til holdstørrelse på deres jurauddannelse, mens de andre undlader det, så vil forskellige beregningsmodeller, fremfor faktiske forskelle i ressourceforbrug, påvirke enhedsomkostninger.
Den gennemgående udfordring er produktion af tal der er både retvisende og sammenlignelige. De tekniske udfordringer påvirker brugen af regnskabstal i styringen af universiteterne. Regnskabstal anses traditionelt for at være objektive og skabt af eksperter, men de metodiske og tekniske valg i den fælles kontoplan viser, at regnskabstal kan være forbundet med usikkerhed.
Afslutning
Brugen af regnskabstal og enhedsomkostninger i styringen af de danske universiteter varsler et nybrud i den økonomiske styring af universiteter, som traditionelt er sket gennem finansieringssystemerne. Selvom styringstiltagene kan anskues som negative fra universiteternes synspunkt, så kan regnskabstallene måske også danne udgangspunkt for en mere oplyst debat om finansieringen af universiteterne og hvad realistiske forventninger er til universiteternes aktiviteter og faglige resultater.
Referencer:
Banghøj, J. M., Christensen, L., Larsen, J. G., Rohde, C., Skinnerup, T., & Skærbæk, P. (2021). Common Chart of Accounts: Calculating Unit Costs at Universities. In Z. Hoque (Ed.), Public Sector Reform and Performance Management in Developed Countries (pp. 152–176). Routledge.