På tværs af lande har man i det seneste årti kunnet se en række eksempler på nye forskningsstøtteprogrammer, der retter sig mod opbygningen af eksempelvis «Centres of Excellence» og andre store, kollektive projekter. Trenden synes således at være, at der uddeles stadig større bevillinger til stadig færre projekter. Der knytter sig imidlertid både fordele og ulemper til denne udvikling.
CARTER BLOCH, SENIORFORSKER, AARHUS UNIVERSITET
carter.bloch@ps.au.dk
MADS P. SØRENSEN, SENIORFORSKER, AARHUS UNIVERSITET
mps@ps.au.dk
I Danmark har der i perioden efter årtusindskiftet kunnet observeres et skifte i retning af mere støtte til centre og store kollektive forskningsprojekter, samt en stigning i størrelsen af de individuelle forskningsprojektbevillinger. Det har haft fordelingsmæssige konsekvenser og ført til en stigende koncentration af forskningsmidler i hænderne på en relativt set mindre andel af den samlede forskerpopulation. Danmark er dog langt fra unik i denne sammenhæng. En lignende udvikling kan genfindes i andre lande, skønt det ud fra tilgængelige data og statistikker er vanskeligt fuldt ud at vurdere, hvor udbredt denne trend er.
Manglende forskning
Mens forskningsgruppers størrelse har været genstand for en del forskning, har der indtil videre kun været få undersøgelser af betydningen af forskningsbevillingernes størrelse. Der er dog en række forhold i relation til denne udvikling, som fortjener yderligere belysning. Det drejer sig ikke mindst om de fordelingsmæssige konsekvenser og de institutionelle effekter af udviklingen. Koncentration af forskningsmidlerne i større bevillinger har som alle andre policy tiltag således både positive og negative effekter. Men mens der typisk har været stor opmærksomhed på fordelene ved de store bevillinger, har de potentielle negative konsekvenser i mindre grad været diskuteret. Der kan dog være grund til at interessere sig for de negative effekter og i særlig grad for dem, der rækker ud over de umiddelbare projektdeltagere, såsom den indvirkning bevillingerne har på ligestilling (i ordets bredeste betydning) og på den overordnede udvikling af forskningsområder.
Større risikovillighed og mulighed for videnskabelige gennembrud
En af hovedbegrundelserne for at uddele forskningsmidler i store bevillinger til eksempelvis «Centres of Excellence» frem for i mindre portioner til små individuelle eller mindre kollektive projekter er, at det giver mulighed for mere ambitiøse forskningsprojekter, der kan føre frem til egentlige videnskabelige gennembrud. Centerbevillingerne skal således muliggøre, at man kan forfølge nye ideer og tage flere risici.
Rationalet bag uddelingen af de store bevillinger er endvidere ofte, at man på denne måde ønsker at give topforskere rigelig finansiering, så de slipper for at skulle bruge unødvendigt mange kræfter på at søge om midler andre steder, og i stedet kan koncentrere sig om forskningen. Centrene tænkes også at muliggøre tværfaglig forskning og uddannelse, som ellers ikke ville have kunnet lade sig gøre inden for de mere traditionelle afgrænsninger, eksempelvis på de etablerede institutter.
En positiv effekt ved de store bevillinger er også, at det er relativt mindre omkostningsfyldt at evaluere og bedømme få store projekter frem for mange mindre. Til gengæld ved vi også, at man så får en mindre detaljeret kvalitetskontrol ud af det. Men de mulige negative effekter af denne trend er mindre belyst. Selvom de store projekter i teorien er mere åbne for, at man kan tage nogle chancer og gå efter egentlige videnskabelige gennembrud, såmedfører det at modtage en stor bevilling også et øget pres på de involverede forskere for at lykkes med projektet og levere de lovede resultater. Vi ved dog endnu for lidt om, i hvor høj grad dette pres i praksis har en negativ indvirkning på risikovilligheden og på chancerne for at producere videnskabelige gennembrud. Vi ved stadig også for lidt om de administrative byrder for centre og store projekter – om der generelt bruges flere eller færre ressourcer på det daglige administrative arbejde, når det videnskabelige arbejde organiseres i store projekter.
Effekter for projektdeltagerne – og dem der står udenfor
Ser vi på projektdeltagerne, så vil de typisk på grund af den store bevilling, de har modtaget, være bedre stillet i forhold til at opnå yderligere finansiering fra andre kilder (fx Det Europæiske Forskningsråd). Denne såkaldte Matthæus-effekt er velkendt og vil i dette tilfælde set med nationale briller være en fordel. Omvendt kan Matthæus-effekten også have negative konsekvenser for fordelingen af forskningsbevillinger inden for den enkelte nationale enhed, idet man risikerer at få en for voldsom koncentration af midler hos nogle få forskere – og dermed gør det sværere for yngre, talentfulde forskere at finde finansiering til deres forskning. Vi ved også fra blandt andet evalueringer af forskningsprojekter i Danmark, at en stigning i bevillingsstørrelser ikke automatisk fører til en stigning i den videnskabelige produktion (målt i videnskabelige artikler). Samtidigt har tendensen til at pulje forskningsbevillingerne i større portioner den bagdel, at det så bliver sværere for den enkelte forsker at få en forskningsbevilling. Succesraten falder med andre ord.
En fordel ved centrene er dog, at de sandsynligvis vil forøge muligheden for at samle en kritisk masse af dygtige forskere ved at tiltrække de gode forskere fra ind- og udland. Centrene kan også styrke et lands internationale konkurrenceevne ved at producere state-of-the-art forskning, udvikle forskernes kompetencer og tiltrække nye talenter og virksomheder. Koncentration af forskningsfinansieringen til nogle få områder kan således gøre det muligt for små lande at skabe internationale førsteklassesforskningsmiljøer.
Ser vi på de mulige negative effekter i relation til dette, kunne en fare for små lande være, at store centre kan medvirke til at reducere diversiteten inden for et forskningsområde i et givent land. Dette kan potentielt reducere chancerne for udvikling af ny forskning. En høj grad af specialisering kan også flytte midler væk fra andre (vigtige) delområder – og en top-down ressourceallokering kan vise sig at være ineffektiv og destruktiv, især hvis den flytter forskningsbeslutninger væk fra forskerne.
Et sidste forhold, det som nævnt er værd at holde øje med i forhold til de store bevillinger, er de mulige negative effekter i forhold til eksempelvis kønsbalancen inden for forskning. Hvis bevillingerne i højere grad går til de allerede etablerede forskere, hvoraf størstedelen er mænd, vil det gøre det endnu sværere at rette op på den eksisterende skæve fordeling af bevillinger mellem mænd og kvinder.
MULIGE POSITIVE OG NEGATIVE EFFEKTER AF AT ØGE STØRRELSEN PÅ FORSKNINGSBEVILLINGER PÅ BEKOSTNING AF ANTALLET AF BEVILLINGER
Artiklen er baseret på: Bloch, C. and Sørensen, M.P. 2015, The size of research funding – trends and implications, Science and Public Policy 42(1): 30-43.