Fra 2005 til 2010 var det en klar fremgang i europeernes optimistiske forventninger til bærekraftige energiteknologier som sol og vind, men en nedgang i optimistiske forventninger til «strategiske vækstteknologier» som nano-, bio- og informasjonsteknologi. Det viser den siste Eurobarometer-undersøkelsen om europeernes holdninger til kontroversielle teknologier, særlig på det biovitenskapelige området. Denne artikkelen redegjør for sentrale utviklingstrekk i folks oppfatninger av teknologi i Europa, og for likheter og forskjeller mellom de nordiske landene.
NIELS MEJLGAARD, CENTERLEDER, DANSK CENTER FOR FORSKNINGSANALYSE, AARHUS UNIVERSITET
nm@cfa.au.dk
Hvis man betragter Europa under et, er der tydelige tegn på, at den energi- og klimaorienterede politiske dagsorden har sat sit præg på borgernes forventninger og prioriteringer relateret til teknologisk udvikling.
Dataindsamlingen foregik foråret 2010, det vil sige i kølvandet på COP15 klimatopmødet, og der kan anes konturerne af en «Københavns-effekt» i besvarelserne. Generelt kan der for perioden fra 2005 til 2010 konstateres en klar fremgang i de optimistiske forventninger til bæredygtige energiteknologier, sol og vind, og også en forøget optimisme omkring atomkraft. Andelen af optimister omkring atomkraft var i 2010 for første gang siden tidsserien påbegyndtes i 1999 lige så stor som andelen af pessimister, men formodentlig vil den balance siden have ændret sig som konsekvens af katastrofen på Fukushima Daiichi.
Derimod kan der observeres fald i de optimistiske forventninger til de såkaldt «strategiske vækstteknologier», nano-, bio-, og informationsteknologi, på det overordnede niveau, hvilket dog nuanceres på det specifikke niveau, blandt andet i opbakning til energi-relaterede anvendelser af bioteknologi. Opmærksomheden på teknologiers CO2 implikationer snarere end deres vækstpotentiale harmonerer godt med resultater fra undersøgelsens holdningsspørgsmål. To ud af tre europæere er for eksempel enige i, at «for at bremse klimaændringerne og den globale opvarmning er vi nødt til at ændre vores måde at leve på, også selvom det indebærer lavere økonomisk vækst». Finland skiller sig ud i toppen, med hele 83 procent af befolkningen, der er enige i det udsagn. Der er således på tværs af Europa en betoning af, at frembrydende teknologier bør have relevans i et klimapolitisk perspektiv.
Opmærksomhed på «technolite» alternativer
Et andet tværgående resultat fra undersøgelsen drejer sig om en tydelig orientering mod «technolite» alternativer til eksisterende teknologier; altså varianter af teknologi, der har samme anvendelsespotentiale, men mere acceptable miljømæssige og sociale implikationer, og som i mindre grad er i konflikt med etiske principper og hensyn. Det kommer for eksempel til udtryk ved, at europæerne klart foretrækker såkaldt anden generations biobrændsel, baseret på tørstofholdige bi- og affaldsprodukter, frem for «første generation» produktion af ethanol baseret på majs og sukkerrør eller andre stivelse- og sukkerholdige råvarer, der kan bruges til føde. Et andet eksempel, fra den medicinske del af bioteknologien, handler om stamcelleforskning, hvor et komfortabelt flertal af befolkningen bakker op om forskning i embryonale stamceller, men hvor opbakningen til vævs-deriverede stamceller er endog højere. En række resultater peger således på, at forskerne med fordel fremadrettet kan holde sig «technolite» løsninger for øje, hvis bioteknologien skal kunne opfattes som både relevant og acceptabel af en bredere offentlighed.
Det gør sig også gældende for bioteknologiens smertensbarn, de genmodificerede fødevarer. Hvor eurobarometrenes tidsserier generelt viser, at europæernes holdninger til en række bioteknologiske anvendelser er blevet mere positive sidenkriseperioden i anden halvdel af 1990’erne, og hvor indikatorerne pegerpå en opbygning af tillid mellem forskere og offentlighed i den samme periode, viser resultaterne omkring de genmodificerede fødevarer lav, og faldende, accept i perioden fra 1996 til 2010. Danmark skiller sig ud ved at have stabil opbakning overperioden, men selv her mener kun en ud af tre borgere, at produktion af genmodificerede fødevarer skal tilskyndes. Men samtidig tilbyder der sig også her en potentielt vigtig «technolite» løsning. Undersøgelsenviser nemlig, at fødevarer baseret på cisgenese, altså modificering der involverer gener inden for samme art eller fra planter som modtagerplanten også kan krydses med i konventionel avl, i sammenligning med transgenese, der overskrider artsgrænser ved for eksempel at bruge gener fra bakterier eller virus, betragtessom væsentligt mere nyttigt, mindre risikabelt for sundhed og miljø og mindre foruroligende. Der er således tegn på morgengry også for de genmodificerede fødevarer, hvis udviklingen i højere grad baserer sig på cisgene teknikker.
Forskelle og ligheder i de nordiske lande
Hvis man ser særligt på resultaterne fra de nordiske lande, er lighederne væsentligt mere fremtrædende end forskellene. Grundlæggende har befolkningerne i de nordiske lande et relativt højt engagement og et gennemsnitligt kendskab til specifikke områder såsom genmodificerede fødevarer, dyrekloning til fødevareproduktion, syntetisk biologi, biobanker og nanoteknologi, der ligger betragteligt over det europæiske gennemsnit. Det overordnede indtryk er altså, at borgerne i de nordiske lande er velorienterede inden for området.
Det gør sig ligeledes gældende, at de nordiske lande gennemsnitligt er blandt de mest optimistiske omkring bioteknologi som overordnet kategori, men også i forhold til konkrete områder er der tilslutning, som for eksempel til stamcelleforskning, hvor nytteetiske betragtninger dominerer den offentlige holdningsdannelse og hvor opbakningen derfor er høj. Også i forhold til tilstødende, følsomme teknologier, som for eksempel nanoteknologi, er de nordiske befolkninger positive (Island og Finland helt i top).
Som eksempel på et område, hvor de nordiske lande fremtræder som en homogen gruppe, kan man pege på borgernes holdninger til biobanker. Befolkningerne i de nordiske lande har en ubekymret og liberal holdning til brug og opbevaring af biologisk materiale, både når det drejer sig om blodprøver, vævsprøver udtaget under operation, genetisk profil, patientjournaler og livsstilsdata. Den afslappede holdning kommer blandt andet til udtryk i spørgsmålet, om respondenterne selv ville afgive personlige oplysninger til en biobank. De nordiske lande indtager her de fem øverste pladser, alle langt fra det europæiske gennemsnit, med Island ikke overraskende helt i top, hvor 93 procent af befolkningen «bestemt» eller «sandsynligvis» ville være villig til at afgive oplysninger om sig selv til en biobank. I de østeuropæiske og baltiske lande er der betydelig mere modvilje mod at afgive oplysninger til biobanker. Fælles for de nordiske lande er dertil, at borgerne ønsker et system omkring biobanker med «checks and balances», hvor det er eksterne myndigheder og institutioner, for eksempel etiske råd, nationale regeringer eller internationale organer såsom WHO, der skal regulere og kontrollere biobankerne, og ikke de forskningsudøvende institutioner, altså lægerne og forskerne der arbejder med det biologiske materiale, der selvstændigt skal føre justits og kontrol.
Skønt lighederne mellem de nordiske lande er markant mere fremherskende end forskellene, er der dog enkelte områder, hvor mønstret brydes. Hvis man ser på borgernes tillid til væsentlige aktører inden for bioteknologien, forskere, industri, regering og EU, eller hvad man kunne kalde «biotek-systemet», er der tydelige forskelle mellem de nordiske lande, se figur 2. Respondenterne er blevet bedt om at tilkendegive, om disse aktører «gør et godt stykke arbejde for samfundet», og resultaterne viser, at Sverige og Finland ligger helt i top i Europa, kun overgået af Cypern, mens Norge ligger næsten nederst i Europa, med Slovenien som det eneste land i Europa, hvor den offentlige vurdering af «biotek-systemet» er ringere end i Norge. Island ligger samlet set et stykke over det europæiske gennemsnit, mens Danmark ligger lidt under gennemsnittet. For Norges vedkommende gælder det, at det er tilliden til EU og i særdeleshed tilliden til den norske regerings lovgivningsarbejde relateret til bioteknologi, der er lav i sammenligning med resten af Europa.
Artikkelen bygger på rapporten Gaskell, G., et al 2010. Europeans and Biotechnology in 2010: Winds of Change? Brussels: European Commission’s Directorate- General for Research (ISBN 978-92-79-
16878-9) (http://ec.europa.eu/public_opinion/archives/ebs/ebs_341_winds_en.pdf)