Nærmest rituelt diskuteres det hvert efterår hvordan de offentlige danske forskningsinvesteringer skal prioriteres. Diskussionerne er i sig selv vanskelige men forstærkes i en dansk kontekst af en uhensigtsmæssig skarp opdeling af det forskningsfinansierende system. Resultatet er igen i år blevet en diskussion der snarere fokuserer på modsætninger og særinteresser end på komplementaritet, helhedstænkning og langsigtede strategier.
Kaare Aagaard, seniorforsker, Aarhus Universitet
Forud for finanslovforhandlingerne har Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe Jørgensen meldt ud at i alt 750 mio. «nye» kroner til grøn omstilling skal udmøntes væsentligt mere målrettet end tidligere. Denne udmelding har udløst en efterhånden rituel dansk prioriteringsdiskussion.
Som tidligere er der også denne gang i vidt omfang tale om ufrugtbare – og i en international kontekst ganske umodne – diskussioner. Umodne i den forstand at de hænger fast i delvist diskrediterede paradigmer og fører til positioneringer der ud fra en systembetragtning er kontraproduktive.
Fritag forskningen fra enhver form for styring
På den ene side fremfører repræsentanter for forskersamfundet det klassiske synspunkt at forskningen i videst muligt omfang bør fritages for styring. Synspunktet baserer sig på den «lineære model» hvor hovedbudskabet er at: «scientific progress on a broad front results from the free play of free intellects, working on subjects of their own choice, in the manner dictated by their curiosity» (Science: The Endless Frontier, 1945).
Herunder antages det mere eller mindre eksplicit at ekstern styring vil hæmme forskningens frie og uforudsigelige udvikling; at forskningens selvorganisering sikrer at forskersamfundet naturligt søger mod de områder hvor potentialet for gennembrud er størst; og at der er en klar, funktionel arbejdsdeling mellem forskningssamfundet og erhvervslivet hvor førstnævnte står for grundforskning, mens sidstnævnte står for udnyttelse og kommercialisering af den frembragte viden.
Argumentet er ikke nødvendigvis at strategisk forskning bør undgås, men i hvert fald at det ikke bør fremmes på bekostning af den frie forskning. I det danske finansieringslandskab er det i særlig grad Danmarks Frie Forskningsfond og Danmarks Grundforskningsfond, der har ansvaret for at understøtte den frie forskning.
Styrk samarbejdet mellem forskning og erhvervsliv
På den anden side har vi markedsmodellen som særligt de seneste to årtier er blevet promoveret af både erhvervslivet og det politiske system. Mest tydeligt kunne modellen observeres i 00’erne med det forkætrede «Fra forskning til faktura» slogan. I modsætning til den lineære model opfatter man her samspillet mellem forskning og erhvervsliv som interaktivt snarere end klart opdelt.
Ifølge markedstænkningen bør finansieringssystemet derfor understøtte interaktion mellem universiteter og den private sektor gennem formaliserede samarbejdsmodeller. Ønsket er naturligvis at de offentlige forskningsinvesteringer udmønter sig i vækst, konkurrenceforbedringer og positive samfundsaftryk. I forskningsfinansieringslandskabet er især Innovationsfonden sat i verden for at varetage dette hensyn.
Begrundede bekymringer
Der er valide grunde til de bekymringer der fra store dele af forskersamfundet udtrykkes i forhold til ministerens udmelding. De stadig relativt uklare udmeldinger peger i retning af såvel et stærkt erhvervsfokus som risiko for snævre politiske øremærkninger. Det sidste er af indlysende grunde problematisk da det ofte fører til kortsigtede satsninger. Men det første har også sine problemer, som man i de seneste år i stigende grad har fået øjnene op for.
Udsagnet: «innovation not only has a rate but also a direction» indfanger denne bekymring og peger på at nok er erhvervslivet uomgængeligt i forhold til at løse klimaudfordringerne, men der er samtidig grund til at erindre at erhvervsinteresser og samfundsinteresser ofte kun er delvist sammenfaldende. Forskning fører ikke nødvendigvis til en positiv samfundsudvikling men kan lige såvel bidrage til det modsatte.
Klimakrisen er således et eksempel, hvor forskning og teknologi både kan ses som en del af årsagen og en del af løsningen. Problemerne opstår ikke mindst når erhvervshensyn ikke vejes tilstrækkeligt grundigt op mod bredere og mere langsigtede samfundshensyn.
På den anden side er der imidlertid også grund til at forholde sig skeptisk til forestillingen om at forskersamfundet af sig selv vil nå frem til de opdagelser der kan løse klimakrisen. Den akademiske verdens disciplinære kriterier og stærke fokus på publicering skaber ikke just de bedste incitamenter for løsningen af problemer der per definition kræver diversitet i involveringen af både fagligheder og eksterne aktører. Når videnskaben blot overlades til egne selvregulerende logikker orienterer den sig således ikke nødvendigvis produktivt mod de væsentligste samfundsmæssige udfordringer.
Samtidig er der heller ikke belæg for at hævde at store gennembrud først og fremmest udspringer af den helt frie forskning. En lang række af efterkrigstidens store gennembrud har tværtimod været sidegevinster af mere mission-orienterede satsninger.
Manglende helhedstænkning
Ovenstående modsætninger er naturligvis ikke unikke for Danmark, men de er særligt udtalte her fordi de understøttes af et finansieringssystem, der opmuntrer til at tænke i modsætninger frem for helheder. Hvor andre nationale finansieringsorganer som eksempelvis Norges forskningsråd og det Hollandske NWO har brede mandater og et eksplicit system-ansvar har de danske organer langt snævrere mandater og en tendens til at positionere sig i noget der let bliver et nulsumsspil.
Resultatet er ikke bare at politikere og erhvervsliv på den ene side og dele af forskersamfundet på den anden side ofte ender som modstandere snarere end medspillere. Det er også at Danmarks Frie Forskningsfond og Innovationsfonden kommer til at stå i opposition til hinanden snarere end som vigtige partnere med fælles mål og interesser.
Hertil kommer at begge positioner i sig selv er utilstrækkelige hvis vi ønsker at udnytte forskningens potentiale til at accelerere den grønne omstilling. Selvom dele af begge modeller stadig har deres berettigelse er det afgørende at de indgår i en større helhed hvor de ikke fremstår som uafhængige og delvist modsatrettede baseret på en uhensigtsmæssig opsplitning mellem grundforskning og strategisk forskning.
Behov for nye modeller
Præcis disse pointer er fremtrædende i den aktuelle internationale udvikling af modeller for «transformativ forsknings- og innovationspolitik» som netop gør op med de positioner der præger den danske debat.
Det centrale her er ikke blot at vi er nødt til at udpege en retning for forskningens udvikling hvis vi ønsker den skal bidrage til at løse store samfundsmæssige udfordringer. Det er også at udpegningen af denne retning kræver inddragelse af en bred kreds af aktører og perspektiver.
Det kræver derfor en proces hvor man ikke bare bringer de afgørende «Triple Helix aktører» (forskning, erhvervsliv og myndigheder) sammen, men hvor man også involverer NGO’er, civilsamfundet og andre bredere interesser. Kun hermed kan man sikre et helhedsblik på identifikationen af problemer og udviklingen af bæredygtige løsninger og samtidig undgå at særinteresser, hvad enten de er forskningsmæssige, politiske eller markedsdrevne, erobrer dagsordenen.
Centrale spørgsmål bliver dermed hvordan vi får udpeget og sammentænkt de kortsigtede og de langsigtede forskningsmæssige behov i en samlet strategi der involverer forskning i alle dens faser; hvordan vi får et mere frugtbart samspil mellem de forskellige finansierende organer så de i højere grad kommer til at komplementere hinanden; og hvordan vi sikrer at der arbejdes hen imod løsninger der ikke blot giver mening i et markedsmæssigt perspektiv men også indtænker langsigtede samfundsmæssige konsekvenser.
***************
Dette indlæg er skrevet og indsendt før den danske regering lancerede sin nye strategi: Fremtidens grønne løsninger – Strategi for investeringer i grøn forskning, teknologi og innovation. Denne nye strategi gør en del af diskussionerne i forhold til det grønne område mindre relevante, men ændrer ikke på de generelle pointer i forhold til Danmarks meget opsplittede forskningsfinansieringssystem og de negative konsekvenser det ofte får i forhold til varetagelsen af brede systemhensyn.
Hovedbilde: Jens Honoré.