Artikel 15 i Den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder handler om videnskab.
Av Helle Porsdam, professor, Københavns Universitet
I 2022 fik vi endnu et valg i Danmark, hvor videnskaben næsten ikke blev nævnt – og det til trods for, at der er væsentlige videnskabelige dimensioner i langt de fleste af det 21. århundredes største udfordringer.
Hvad enten det drejer sig om at tackle klimaændringer og globale pandemier som COVID-19, om at sikre fødevarer for alle og bekæmpe fattigdom eller om at kæmpe for nuklear nedrustning, så har vi brug for hjælp fra forskningens verden.
Også i kampen mod at imødegå misinformation er udgangspunktet viden.
Adgang til videnskabelig viden er faktisk en menneskeret. I denne artikel vil jeg belyse, hvordan denne ret beskyttes i de store menneskerettigheds-instrumenter, og hvordan den kan hjælpe os til at tale om og handle på de store globale udfordringer, vi står overfor.
Videnskab er en del af menneskerettighederne
Kampen for en bedre tilværelse indbefatter også viden, og den forudsætter retten til at høre om og handle ud fra den form for sandhed, som videnskaben kan tilbyde. Det var FN, som i 1948 skrev Verdenserklæringen for menneskerettigheder udmærket klar over.
For FN handlede de artikler, der står oplistet mod slutningen af Verdenserklæringen, om at skabe de bedste betingelser for udviklingen af det hele menneske og den menneskelige personlighed.
Blandt disse rettigheder befinder sig retten til videnskaben – eller, som der står i artikel 27, enhvers ret «…til at blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og dens goder».
Verdenserklæringen og de to store internationale konventioner
Verdenserklæringen er som andre erklæringer ikke retligt bindende.
Det var først med de to store internationale konventioner fra 1966, der dels handlede om de borgerlige og politiske rettigheder, og dels om de økonomiske, sociale og kulturelle, at de rettigheder, som står nævnt i Verdenserklæringen, blev retligt bindende for deltagende stater.
Med hensyn til retten til videnskaben, så blev den gentaget i artikel 15 i konventionen om de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Ordlyden er her, at enhver har ret til «at nyde fordel af videnskabens fremskridt og dens anvendelse».
Denne vigtige artikel har fire dele. Mens den første del slår fast, at folk har denne ret, drejer de tre øvrige dele sig om de forpligtelser, deltagende stater har.
For at enhver kan få ret til videnskaben, har stater pligt til at gøre tre ting:
- Sikre, at videnskab og kultur bevares, udvikles og udbredes
- Respektere videnskabelig og kunstnerisk frihed
- Anerkende internationale forbindelser og samarbejder på videnskabens og kulturens område
Hvad betyder dette?
Ifølge den komité af menneskerettighedseksperter,der monitorerer deltagende staters overholdelse af deres forpligtelser, betyder disse forpligtelser i praksis, at folk blandt andet bør have adgang til videnskabens materielle resultater (medicin, vaccination og teknologi).
Men folk skal også have adgang til den videnskabelige viden og information, som videnskabelig praksis resulterer i, og som kan være med til at forme kritisk tænkende og reflekterende borgere i et demokratisk samfund.
Endelig er det også vigtigt, at beslutningstagere har adgang til videnskabelig viden, fastslår komitéen i et sæt af guidelines (en såkaldt General Comment, der blev udgivet i 2020.
Dette betyder, at politiske beslutninger bør træffes på baggrund af evidens og den videnskabelige viden, der det på det relevante tidspunkt er konsensus om i den videnskabelige verden.
Etiske principper spiller også en rolle
Menneskeretligt set er videnskaben et offentligt gode, som skal gavne alle.
Indbygget i det menneskeretlige system er der, foruden en række vigtige juridiske rettigheder, en række grundlæggende etiske principper som eksempelvis menneskelig værdighed, lighed, universalitet og ikke-diskrimination.
Når vi derfor ser på videnskaben gennem menneskeretlige briller, så kan vi få disse principper i spil og sikre, at den menneskelige vinkel også kommer med.
I min monografi Science as a Cultural Human Right argumenterer jeg for, at netop kategoriseringen af retten til videnskaben som en kulturel rettighed, giver os en unik mulighed for at se på videnskaben med etiske og sociale øjne.
Netop fordi naturvidenskab og teknologi spiller så stor en samfundsmæssig rolle i dag, er mange bange for det, som er blevet kaldt dual-use videnskab og teknologi.
Dual-use betyder, at videnskabelige landvindinger kan bruges ikke blot til noget godt, eksempelvis at bekæmpe sygdomme, men også kan bruges til at fremme noget dårligt såsom militære indsatser.
Retten til videnskaben giver os en enestående mulighed for at få denne angst på den politiske agenda.
Artikel 15 kan hjælpe os til at kræve handling
Vi kan også bruge artikel 15 til at få italesat andre emner, som er helt aktuelle og kræver handling her og nu.
Her tænker jeg eksempelvis på klimakrisen, hvor vi med baggrund i vores ret til videnskaben kan kræve af vores politikere, at de tager hensyn til det, som er den videnskabelige konsensus her og nu.
Det samme er tilfældet for pandemier som COVID-19 og for nuklear nedrustning. Sidstnævnte er et af omdrejningspunkterne for en stor konference med baggrund i Niels Bohrs Nobel Pris for 100 år siden, jeg og kolleger på Københavns Universitet er med til at organisere i november.
Rettigheder kan støde sammen
Men det er naturligvis ikke altid lige så let rent faktisk at bringe menneskerettigheder i spil, som det kunne lyde herover.
Ofte vil der være interessekonflikter i spil. Sådan er det altid med menneskerettighederne; nogles rettigheder kan udmærket være i direkte konflikt med andres rettigheder. Begge former for krav kan være legitime, og en balance må findes.
Ifølge retten til videnskaben har befolkninger i demokratiske samfund eksempelvis krav på at få adgang til, hvad der foregår i videnskabens verden, og på at have indflydelse på, hvordan den politiske styring med forskning udfoldes.
Denne ret til indblanding kan risikere at støde sammen med den videnskabelige frihed, som for forskere er så dyrebar.
Sådanne konflikter kan vi bruge det menneskeretlige sprog til at italesætte. Hertil kommer, at dette sprog er et af de få globale etiske sprog, vi har for øjeblikket.
Som mange forskere og aktivister de sidste mange år har gjort opmærksom på, kan menneskerettighederne ikke løse alle vores problemer – men det menneskeretlige sprog er der, så lad os bruge det.
Og lad os forlange af vores politikere at de adresserer forskningen og dens vilkår.
Denne artikel blev oprindeligt udgivet som en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen. Forskerzonen bliver udgivet med støtte fra Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet og Region Hovedstaden.
Illustrasjon: Vladyslav Bobuskyi